30 år uden påbud fra Arbejdstilsynet

Visne afklippede bøgegrene ligger i  snorlige bunker på kirkegården ved  Vester Hassing Kirke. Et hurtigt helikopterblik  registrerer, at det gælder gravsteder,  gangarealer og maskinværksted – og  hvor øjet end lander. Samme ordentlighed  synes at gennemsyre arbejdspladsens  arbejdsmiljøarbejde, og dermed den  måde man passer på hinanden. Det står et  engageret menighedsråd blandt andet  bag. 

Menighedsrådet har ansvar for kirkens  økonomi og er arbejdsgiver for alle personalegrupper  med undtagelse af præsterne,  som provst og biskop tager hånd  om. Rådet har således personaleansvar –  men ikke forhandlingsret. For eksempel  skal de holde medarbejderudviklingssamtaler,  men typisk er de ikke synlige i hverdagen  på grund af deres status som folkevalgte. 

Kirkernes arbejdspladser er alligevel  næsten at sammenligne med enhver  anden arbejdsplads i landet. Også her  gælder arbejdsmiljøloven. 

– Jeg kom til menighedsrådet i 1988,  fordi jeg har forstand på økonomi. I dag  fungerer jeg desuden som daglig leder for  personalet. De kirkegårdsansatte sorterer  under vores ledende graver, fortæller  Jens Andreasen. Han har for længst forladt  sin stilling som kontorchef i Løn- og  Personaleafdelingen i Aalborg Kommune.  En stilling som også indebar lederansvar  og fokus på arbejdsmiljø, og det har  været en stor fordel. 

– Jeg er god til at planlægge, tage ejerskab  og networking. På arbejdsmiljøfronten  blev jeg tidligt fortaler for, at kirkens  ansatte skulle have hæve-sænkeborde,  gode lys- og temperaturforhold, siger  han, der er menighedsrådets pennefører  og igangsætter på så mange opgaver, at  det reelt svarer til en fuldtidsbeskæftigelse.

AMO på vej

Det er blandt andet derfor, at han snart  efter ti år giver personale-stafetten videre  til et yngre menighedsrådsmedlem. Men  inden da står han i spidsen for at få dannet arbejdspladsens første Arbejdsmiljøorganisation  (AMO). Det sker med konsulentbistand  fra FAR – en forkortelse for  Folkekirkens Arbejdsmiljørådgivning (se nedenstående boks). 

 AMO blev aktuel, da tre menighedsråd  for nogle år siden etablerede en fælles drift af deres kirkegårde. I alt tæller de mere end ti ansatte ved Vester Hassing Kirke, og derfor skal de ifølge loven danne  en AMO. 

Ledende graver Leif Christensen blev  ansat i 1995 – ledertitlen kom til i 2013 i forbindelse med etablering af driftsfællesskabet.  Med i bagagen er en uddannelse  i detailhandlen, hvorfra han også  har ledererfaring. 

"Arbejdsmiljøorganisationen vil ikke ændre så meget på vores arbejdsmiljø. Vi skriver jo bare det ned, som vi hele tiden har gjort. "

Jens Andreasen, personaleleder

Farvel til alene-arbejde 

– Driftsfællesskabet har været et gevaldigt  løft for personalet. Nu består vi af et  team på otte medarbejdere. Det giver et fagligt og socialt fællesskab og farvel til  alene-arbejdspladser. Alle har fået nogen  at sparre og tale med. Samtidig er det en  økonomisk fordel at være flere om at dele  udgifter, blandt andet til maskiner, redskaber og anlægsopgaver, siger Leif Christensen. 

Den fælles drift betyder også, at der stilles uddannelsesmæssige krav til personalet.  Flere har eksempelvis været en tur forbi  et AMU-center for at videreuddanne sig. 

– Vi gør dem mere selvhjulpne. Alle  skal klædes på med viden og uddannelse.  Det er en stor sidegevinst ved en fælles  drift, siger Søren Nordhald, kirkeværge i  Hals Sogns menighedsråd, der har været  med til at etablere driftsfællesskabet. Han hæfter sig også ved, at der i dag er flere  muligheder for at øge medarbejdernes  kompetencer. 

– Tre kirkegårdsansatte har eksempelvis  taget uddannelsen som anlægsgartnere.  Det giver stor faglig stolthed. De bliver mere tilfredse, og de leverer et flot  stykke arbejde, som vi som arbejdsgivere  kan være stolte over, siger han. 

Den faglige stolthed er i forvejen så  stor, at den nogle gange kan stå i vejen for  at passe godt nok på sig selv, lyder det.  Det gjaldt eksempelvis arbejdet med granpyntning til jul. Tidligere foregik  grandækningen ude på gravene, og det var hårdt og koldt knæarbejde. Alligevel  ønskede en del af personalet at holde fast i den arbejdsgang. 

– Mange mente, at udsmykningerne blev flottere, når man er på stedet og kan tilpasse det efter gravstedets særkende. For et par år siden besluttede jeg simpelthen, at nu skulle det knæarbejde pensioneres, fortæller Leif Christensen.

I dag foregår det ved borde inden døre og i god belysning, hvor personalet laver  deres kreationer til de enkelte grave eksempelvis på et net, som efterfølgende  kan lægges direkte ud på gravstederne.

Vinnie Sørensen har været anlægsgartnerelev  i et halvt år, og hun sætter pris på,  at dette arbejde foregår inden døre.

– Jeg er glad for, at jeg ikke skal ligge  på mine knæ, og at granarbejdet kan udføres stående og i god belysning. Efter  min opfattelse giver det optimale arbejdsbetingelser for et flot resultat, siger Vinnie Sørensen og tilføjer at som med alt  andet arbejde, er det vigtigt af kunne veksle mellem arbejdsopgaver. 

– Det er hårdt for hænder og fingre at  bruge en beskærersaks i lang tid ad gangen.  Mange timers stående arbejde kan  også være hårdt for ryg og ben. Men her  kan vi variere arbejdsdagen ved at gå ud  og lægge de færdige grandekorationer ud,  når vi trænger til at ændre arbejdsstilling,  siger hun. 

Arbejdsmiljøarbejdet formaliseres 

Problematikken omkring grandækning er  ifølge Jens Andreasen et godt eksempel  på, hvordan arbejdspladsen løbende har  haft fokus på arbejdsmiljøet – også uden  et formaliseret arbejdsmiljøarbejde. 

– Arbejdsmiljøorganisationen vil ikke ændre så meget på vores arbejdsmiljø. Vi skriver jo bare det ned, som vi hele tiden har gjort. Men det bliver systematiseret og en fast del af de generelle ledelsesbeslutninger og arbejdsgange, siger han. Det gode er, at det vil være med til at fastholde  fokus. 

Formanden for menighedsrådet Tommy Hvedhaven er enig. Han har været formand i seks år, og i den tid har der ikke været udfordringer med hverken  højt sygefravær, mange arbejdsulykker eller mobning og chikane. Alligevel ser  han perspektiver i den nye organisering, som også kan være en styrke for menighedsrådet. 

– Det vil betyde, at vores opmærksomhed på det fysiske og psykiske arbejdsmiljø bliver skærpet. Eksempelvis får vi et årshjul for arbejdet og følger det løbende på vores møder. Samtidig tror jeg, at de to arbejdsmiljøgrupper, som vi planlægger at etablere, vil skabe et større medejerskab, siger han. 

En anden fordel er i hans optik, at arbejdsmiljøarbejdet ikke længere vil være så sårbart, som hvis det ’kun’ drives af ildsjæle.

– De tager jo deres viden og erfaring med sig, når de forlader arbejdspladsen, siger han.

"Det er hårdt for hænder og fingre at bruge en beskærersaks i lang tid ad gangen. Mange timers stående arbejde kan også være hårdt for ryg og ben."

Kilde: Vinni Sørensen, Anlægsgartnerelev

Åbenhed smitter af på trivslen

Sandsynligvis er det enkeltpersoners store engagement i arbejdsmiljøarbejdet, der nu i tre årtier har holdt påbud fra Arbejdstilsynet fra døren. Men det spiller også ind, at der lægges stor vægt på rummelighed, åbenhed og nysgerrighed, hvad enten det handler om kvindelige præster, arbejdsmiljø eller det ydre miljø.

– Det er kun naturligt. Ledelsen skal gå forrest og skabe et arbejdsklima, som tillader alle at være åbne og interesserede i, hvad der rører sig i samfundet, siger Leif Christensen.

Derfor er dele af Vester Hassing kirkegård eksempelvis blevet omlagt til et parkområde samt et større skov- og hede-lignende område, hvor der er plads til flere urnenedsættelser. Det er en konsekvens af, at flere og flere fravælger de traditionelle familiegravsteder. Også det store fokus på klimaændringerne trækker sine spor, idet man i dag vælger træsorter, der vil kunne trives i de sydeuropæiske varmegrader, som Danmark vil opleve i fremtiden.

– Det er betydningsfuldt, at vi får mulighed for at deltage i kurser, konferencer og foredrag. Nye input smitter af på trivslen og styrker fællesskabet, siger Leif Christensen. Derfor er det også vigtigt at være lydhør overfor de ansattes ideer.

Anlægsgartnerelev Vinnie Sørensen sætter pris på den tilgang. Hun oplever, at der lyttes og er mulighed for at få indflydelse på arbejdet:

– Vi deltager for eksempel i halvårlige planlægningsmøder, hvor projekter og opgaver bliver diskuteret. Her kommer vi med vores ideer. Vi bliver mødt med respekt både af vores daglige leder og de menighedsrådsmedlemmer, vi er i kontakt med. Vi passer på hinanden, og vi har et tillidsfuldt kollegafællesskab, siger hun.

Fokus på socialt fællesskab

Menighedsrådsformand Tommy Hvedhaven lægger stor vægt på, at personalet trives. Han er meget bevidst om, at menighedsrådet som arbejdsgivere ikke er synlige i hverdagen, som det er tilfældet på mange andre arbejdspladser.

– Derfor inviterer vi altid de ansatte og deres familie med til de sociale og faglige arrangementer, som vi holder i løbet af året. Det er en anden måde at mødes på. Samtidig er det vigtigt, at de ansatte får nye input og ny inspiration, siger Tommy Hvedhaven.

Det er et tilbud, som Vinni Sørensen tager godt imod:

– Sidste år var jeg med på en heldagsudflugt, hvor vi besøgte en anden kirkegård og hørte om deres erfaringer og visioner. Det gav stof til eftertanke. Det er også en god måde at lære menighedsrådsmedlemmerne lidt bedre at kende – og det styrker samarbejdet, siger hun.

Jens Andreasen er enig – sociale relationer skal plejes og styrkes:

– Selv om de ansatte passer hver deres, kræver mange af opgaverne et tæt samarbejde mellem de forskellige faggrupper. Det styrker vi med et ugentligt morgenmøde, hvor præst, organist, præstesekretær, kulturmedarbejder og de kirkegårdsansatte drøfter kommende opgaver – ofte kigger vi menighedsrådsmedlemmer forbi. Sådan har vi altid gjort, og det er måske forklaringen på, at vi synes, at arbejdsmiljøet fungerer så godt.