Sociale tiltag får chauffører til at lette rumpetten

De dårlige vaner har gode betingelser, når man er buschauffør. Chaufførerne sidder ned hele dagen, har skiftende arbejdstider og derfor masser af undskyldninger for at spise og leve usundt. Busselskabet Keolis har imidlertid knækket koden med en såkaldt sundhedsambassadørordning, hvor en række medarbejdere fungerer som sundhedsambassadører.

– Hvis der kom en eller anden fra ledelsen eller fra et universitet og fortalte os, at nu skulle vi gøre sådan og sådan, tror jeg ikke på, at det ville virke. De ville måske fortælle os, at vi skulle gå en tur, hver gang vi nåede til endestationen, men vi har jo vores ting i bussen og kan ikke bare lige gå fra bussen.

Det fortæller Allan Dyrbøl, der kører i Odense og har været buschauffør i 22 år. Han er arbejdsmiljørepræsentant og sundhedsambassadør. Og som mange af sine kolleger er han en stor mand med en solid kropsvægt. Overvægt er et udbredt fænomen blandt chauffører, og det er der selvfølgelig mange grunde til.

Incitamentet til at lave og spise sund mad er udfordret, når man arbejder på skæve arbejdstider. Bedre bliver det ikke, når man tilmed har siddet ned i et chaufførsæde hele arbejdstiden og ender sit arbejde klokken 22 om aftenen og lige præcis der, hvor man slutter, bliver fristet af en duft af stegte pølser.

– Det bliver den nemme løsning, som mange vælger, siger Bjarne K. Larsen. Han er projektleder i Keolis, som er Danmarks næststørste busselskab med 1.500 medarbejdere og 450 busser. Keolis står for busdrift på Sjælland, Fyn og i Jylland og for letbanen i Århus blandt andet.

Kærlig kollegial opbakning

Modellen med sundhedsambassadører er valgt for at kunne favne en medarbejderstab med forskellige arbejdstider, og hvor hovedparten er ude på vejene det meste af tiden.

– Det gør det nærmest umuligt at samle folk i bare kort tid. Derfor valgte vi sundhedsambassadører-modellen, der kan facilitere forskellige tiltag for kollegerne. Det er en måde at få noget til at ske nedefra. Fra de chauffører som det handler om, fortæller Bjarne K. Larsen. Han tror ikke ret meget på kampagner, der udgår fra en central HR-enhed.

‒ De lokale folk ved bedst, hvad der dur de enkelte steder. Vi tror på den kærlige kollegiale opbakning i stedet for at slå folk oven i hovedet med krav og kontrol. Der er metodefrihed, og det er vigtigt. Iderigdommen er stor, og engagementet får et ekstra skub, når de ideer, som folk selv brænder for, kan blive realiseret, mener han.

Vi tror på den kærlige kollegiale opbakning i stedet for at slå folk oven i hovedet med krav og kontrol.
- Bjarne K. Larsen, projektchef for sundhedsindsatsen i Keolis

Det sociale fællesskab

I pauserne, hvor sundhedsambassadør Allan Dyrbøl står og snakker med sine kolleger, bruger han ofte tiden til at fortælle om hvilke sundhedstiltag, der er gang i.

‒ Man skal ramme folk på en god dag og egentlig bare blive ved med at fortælle om de tilbud, der findes, siger han. Undskyldninger er der nok af, men når opfordringerne kommer fra mig, som selv er chauffør, har det en helt anden vægt, siger han og fortsætter:

‒ Vi kan tillade os at rykke mere ved folk og blive ved med at foreslå, at de skal deltage i et eller andet. Det, som vi først og fremmest slår på, er, at det sociale fællesskab skal være i højsædet. Det, at vi hygger os sammen med kollegerne, er det første store sunde skridt væk fra sofaen og ind i fællesskabet. Og det handler om at tage små skridt.

Ikke for eliten

Sundhedsambassadørerne får en pose penge og tid til at sætte initiativer i søen. De mødes to gange om året og har en lukket gruppe på Facebook, hvor de deler deres initiativer. Og de må sætte det i gang, som, de selv synes, virker. Det har betydet, at der er en skov af forskellige tiltag rundt omkring på arbejdspladserne fra en dartklub i Odense til en spis-sammen klub i København.

Målet med sundhedsambassadørordningen er at øge sundheden blandt chaufførerne ved at lave aktiviteter inden for Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress ‒ de såkaldte KRAMS-faktorer. Samtidig skal de gøre det legalt at inspirere hinanden til en sundere livsstil.

‒ Vores projekter er ikke for eliten. Det handler om at få fat på de mennesker, som normalt ikke ville gøre noget for at passe på deres krop og sundhed. Og det handler om at motivere dem på en måde, som rammer rigtigt. Derfor er der heller ingen, der bliver vejet eller bliver spurgt til deres ryge – eller motionsvaner. Til gengæld må man ikke være negativ over for det, der bliver sat i gang eller de kolleger, der deltager, understreger Bjarne K. Larsen.

Dart og taberklub

De 230 Keolis-chauffører i Odense dyrker en meget bred vifte af aktiviteter. Der er ’Tæl skridt’, Eventyrløb, Royal Run, Lady mud race og en fiske- og en dartklub foruden løbeklub og fodboldklub.

De, der gør noget, bliver støttet økonomisk og med det praktiske. Strategien er, at det ikke skal koste chaufførerne noget at deltage i aktiviteterne. Og at de, som gerne vil tage et initiativ, får lov til at stå for det.

Et andet konkret tiltag er en ’taberklub’. Det er en gruppe af Keolis-chauffører, som bruger en lukket gruppe på Facebook til at fortælle hinanden, hvor meget de har tabt sig. 

‒ Det med at tælle kilo, det er altså ikke noget, vi står og fortæller hinanden om, når vi holder pause. Den slags tager vi med hinanden i de mere lukkede rum. For nok er motion en fælles sag, men man har samtidig ret til at være privat omkring sine egne mål og resultater. Det skal firmaet ikke blande sig i, siger sundhedsambassadøren.

Det, at vi hygger os sammen med kollegerne, er det første store sunde skridt væk fra sofaen og ind i fællesskabet.
- Allan Dyrbøl, buschauffør og sundhedsambassadør i Keolis