Ingen mad og en hund, der må aflives

Vi havde en dame under 60 år, der var så psykisk syg, at man ikke kunne stille en diagnose, for hun kunne ikke medvirke til den undersøgelse, man skulle lave for at finde ud af, hvad hun fejlede. Hun boede i egen lejlighed, og vi startede ud med bare at skulle komme og sikre, at hun fik sin medicin. Men det udviklede sig. Hun havde også en hund, og det endte med, at vi blev halvt veterinærsygeplejersker, fordi den ikke blev passet ordentligt, og så var der lige pludselig den, vi også skulle tænke på. Hun havde en økonomisk værge og fik et beløb hver uge, hun kunne bruge til mad, men hun brugte alle pengene på cigaretter, og hun havde aldrig noget mad.

Hun var sådan en, hvor vi blev følelsesmæssigt involverede, fordi hun ikke fik sin mad, der var en hund, der ikke blev passet ordentligt, og der var et hjem, der sejlede. Der lå hunde-hømhøm overalt, og der blev tisset i lejligheden. Til sidst var det sundhedsfarligt at bo der, og vi syntes, hun skulle derfra, men lægen syntes ikke, vi kunne tvangsflytte hende. Hun ville også gerne på plejehjem, men hunden kunne ikke komme med.

Så fik vi heldigvis fat i en rigtig god dyrlæge, der havde en god kontakt til hende, og som fik forklaret hende, at hunden havde bedst af at blive aflivet, og så fik vi hende flyttet ad den vej. Men det tog jo lang tid – det stod på i over et år. I sidste ende kunne hun være død af det. Og nu, efter hun er kommet på plejehjem, har hun taget 10 kilo på og trives og er glad. Det var bare lige det, der skulle til. Men det virker helt forkert, at det er en dyrlæge, vi skal have ind for at hjælpe hende ordentligt og få hende på plejehjem.

Vi vil bare så gerne hjælpe dem, vi kommer hos, og det følte vi ikke, at vi kunne her. Vi kom til kort over for hende og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Vi kom ingen steder. Hvis bare hun kunne have fået noget psykiatri ind over, som havde mere forstand på det. Vi syntes ikke, vi var i stand til rent fagligt at hjælpe hende ordentligt.