Lille barn i familie med terminalt syg mor

Vi har en terminal borger, som er yngre og har en mand og et lille barn under to år. Og forældrene magter ikke det barn. De er gode nok forældre, men de kan ikke overskue det, for hun er rigtigt syg. Så vi prøver at få sat et eller andet i gang. Få fat i sundhedsplejen, familieafdelingen, socialrådgiveren – vi har prøvet alt, hvad vi kan, og der er ingen, der kan byde ind med noget. Ingenting. Forældrene må bruge deres netværk, er beskeden, men problemet er, at de har ikke særligt meget netværk, og slet ikke noget i nærheden af, hvor de bor.

Og vi prøver med vores egen visitation, om vi måske kan få sat noget hjemmehjælp på. Men der var bare ingenting, der kunne lade sig gøre. Jo, vi kunne lave en indberetning, hvis vi var bekymrede for barnet, og det syntes vi var meget grænseoverskridende. For det er ikke sådan, vi ser den familie. Det er en helt okay familie, de har bare brug for noget hjælp. Sådan et forløb er bare så tidskrævende. Og vi er ingen steder kommet og føler ikke, at vi bliver hørt. Vi synes, vi slås med vores eget system inde i kommunen.

Hvorfor er der ingen, der kan gå ind og lindre dem, for vi kan jo gå ind og lindre på alle mulige andre måder? Så hvorfor kan vi ikke gøre det her? Jeg har været hjemmesygeplejerske i 25 år, og jeg synes, jeg har en faglighed og kan se nogle ting, men det er som om, at den faglighed bliver fuldstændigt underkendt af alverdens paragraffer.