EU: Kvinder, migranter og LGBT-personer er særligt udsat for fysiske arbejdsskader

Internationalt 6. maj 2021 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Lars Andersen
  • Hårdt fysisk arbejde, dårligt psykisk arbejdsmiljø, manglende fokus på kvindejob og manglende kommunikation er blandt årsagerne til, at kvinder, migranter og LGBT-personer har flere skader end andre.

Kvinder, migrantarbejdere og LGBT-personer er overrepræsenterede i forhold til muskel og skeletbesvær (MSB), det vil sige typiske gener såsom ondt i ryggen, skuldrene eller knæ eller skader i led og muskler. Det fremgår af en ny rapport fra EU’s arbejdsmiljøagentur, EU-OSHA. Ifølge rapporten skyldes det flere faktorer. MSB hænger således sammen med både fysiske risikofaktorer i arbejdsmiljøet, psykosociale faktorer og socioøkonomiske faktorer.

Ifølge rapporten ’Workforce diversity and musculoskeletal disorders: review of facts and figures and examples’ har de tre grupper visse faktorer til fælles. De arbejder oftere i lavtlønnede job, har flere midlertidige ansættelser og skæve arbejdstider.

Samtidig bliver de oftere udsat for chikane, diskrimination, mobning og verbale overgreb. De er samtidig ofte ansat i job med mange løft, hyppigt gentagne bevægelser, mange timer i samme arbejds- stilling og forflytninger af mennesker. Alt sammen faktorer, der ifølge EU-OSHA-rapporten er associeret med øget risiko for MSB.

Fokuspunkter hos udsatte grupper

Rapporten har opstillet en række punkter, der kan være med til at sætte fokus på arbejdsmiljøproblemerne
hos de udsatte grupper. Det drejer sig blandt andet om:

  • at inddrage medarbejderne i MSB- forebyggelsen, så forskellige grupper inden for arbejdsstyrken bliver hørt.
     
  • at skabe opmærksomhed om fore- byggende aktiviteter ved at vise, hvad andre firmaer gør for bestemte grupper af medarbejdere.
     
  • at udvikle et kønsperspektiv på arbejdsmiljøpolitikker.
     
  • at forbedre arbejdsmiljøet specifikt i kvindedominerede sektorer og fag.
     
  • at behandle work-life-balance som et arbejdsmiljøspørgsmål.
     
  • at gøre det nemmere for migrantarbejdere at få adgang til relevante arbejds- og sundhedsinstanser.

Forskelle mellem udsatte grupper

Der er også forskelle mellem de tre grupper. Migrantarbejdere finder ofte ansættelse i sektorer med fysisk hårdt og risikofyldt arbejde og kan på grund af sprogbarrierer ikke altid forstå de sikkerhedsanvisninger, der gælder på arbejdspladsen.

Et af de problemer, som mange kvinder møder, er, at man på mange arbejdspladser associerer MSB med fysiske krav fra typiske mandsdominerede arbejdspladser: tunge løft, skub og træk. Dermed overser man de risici, der er forbundet med arbejde, hvor man for eksempel står eller går meget. Det betyder, fastslår EU-rapporten, at der ikke er sat tilstrækkeligt ind med forebyggende indsatser i mange kvindedominerede sektorer på europæisk plan.

LGBT-personer møder oftere end andre udbredt diskrimination på arbejdsmarkedet, udsættes for chikane og verbale overgreb, og mange oplever at måtte skjule deres seksualitet eller kønsidentitet for at føle sig trygge på arbejdspladsen eller undgå diskrimination. Det er også en gruppe, der er præget af mentalt dårligt helbred med en høj forekomst af depression, selvmordstanker, angst med mere.

Behov for mere viden om LGBT-personer

Man ved fra anden forskning, at de psykosociale faktorer spiller en stor rolle i forhold til MSB, men rapporten fremhæver, at der mangler forskning i, hvorfor LGBT-personer har flere muskel- og skeletbesværanmeldelser end andre.

Rapporten bygger på en række eksisterende undersøgelser og rapporter fra EU-landene, som EU- OSHA har suppleret med egne data og feltundersøgelser. Den er en del af EU-OSHA’s overordnede fokus på MSB i disse år med undersøgelser og kampagner over hele EU

Kilde: Workforce diversity and musculoskeletal disorders: review of facts and figures and examples

 

Opdateret 10. sep 2021