Konflikter mellem arbejde og privatliv kan øge risiko for smerter

Internationalt 10. dec 2018 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Lars Andersen
  • Når vores nattesøvn bliver påvirket, fordi vi har problemer med at forene privatliv og arbejdsliv, kan vi risikere at få smerter flere steder i kroppen. 

Skrevet af: Ida Marie Winge

Hvis knæ og nakke gør ondt, er det nok de færreste, der tænker, at det handler om, at balancen mellem arbejde og privatlivet er presset. Men sådan kan det formentlig godt hænge sammen. Det viser et nyt norsk studie.

Studiet peger på, at ubalancen giver en dårligere nattesøvn, og det kan være med til, at vi får smerter i muskler og skelet.

‒ Dårlig balance mellem arbejde og privatliv kan give urolige nætter, hvor man ligger og spekulerer på jobrelaterede problemstillinger. Det kan også betyde, at man ikke får koblet nok af, siger Jolien Vleeshouwers, der er forsker på det norske arbejdsmiljøinstitut STAMI og en af forskerne bag undersøgelsen.

Flere end 4.500 norske arbejdstagere har svaret på spørgsmål om deres oplevelse af konflikter mellem arbejde og privatliv, samt hvor de har smerter i kroppen. To år efter svarede de på samme spørgsmål igen. Ud fra svarene kunne forskerne se, at søvn spiller en vigtig rolle, når man skal forklare sammenhængen mellem job-hjem-konflikter, og det at man har ondt flere steder i kroppen.

‒ Hvis arbejdsgiverne kan forbedre medarbejdernes oplevelse af balance mellem arbejde og privatliv, kan det indvirke positivt på både søvnkvaliteten og smerteoplevelsen hos medarbejderne, forklarer Jolien Vleeshouwers.

Dårlig søvn kan øge smerteoplevelsen

Jonas Ørts Vinstrup er ph.d.-studerende på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og forsker ligeledes i sammenhængene mellem smerter, søvn og psykisk arbejdsmiljø. Han kalder det norske studie interessant.

– Det giver god mening, at hvis man ikke har det godt på arbejdet og derfor sover for lidt og for dårligt, vil man øge risikoen for at få ondt. Vi ved fra anden forskning, at efter bare en nat med for lidt søvn, er man mere sensitiv over for smertefuldt stimuli. Det er derfor sandsynligt, at man vil have større risiko for at udvikle længerevarende smerte, hvis man over tid er stresset og i søvnunderskud, siger han.

Kig på arbejdspladsen

For tiden er Jonas Ørts Vinstrup og kollegerne i gang med et forskningsprojekt, der viser nogle af de samme tendenser som det norske studie. Han forklarer, at de sidste 10-15 år har man rundt om på forskningsinstitutionerne fået øjnene op for, at det psykiske arbejdsmiljø i høj grad spiller ind på, om vi oplever smerter eller ej.

– Når folk har ondt i knæet, er de ofte ret sikre på, at det skyldes, at der er noget galt med knæet. Men det er langt fra altid tilfældet. Der er rigtig mange psykosociale faktorer, der har betydning for smerteoplevelsen. Udover stress og søvn har fravær af social støtte og manglende indflydelse på arbejdsopgaver en betydning, siger han.

 

Opdateret 16. mar 2021