Stressende arbejde kan øge risikoen for hjerteflimmer

Internationalt 18. jan 2019 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Lars Andersen
  • Medarbejdere, som oplever en kombination af høje psykiske krav og lav kontrol i deres arbejde, har højere risiko for at blive ramt af hjerteflimmer. Det viser ny svensk forskning. 

Det kan være en stressende arbejdssituation, når man er udsat for høje psykiske krav, for eksempel gennem en stor arbejdsmængde eller et højt tempo, og man samtidig har lav kontrol over arbejdets udformning. Tidligere studier har vist, at denne kombination, der inden for forskningen kaldes ’job strain’, kan øge risikoen for forskellige helbredsproblemer. Nu viser et svensk studie, at hjerterytmeforstyrrelsen atrieflimren – populært kaldet hjerteflimmer – er et af dem.

I studiet finder forskerne, at stressende arbejde, defineret ved et højt niveau af job strain, øger risikoen for atrieflimren med 48 procent hos beskæftigede, som ikke tidligere har haft hjerteproblemer. Resultatet er justeret for faktorer som rygning, fysisk aktivitet i fritiden, BMI og forhøjet blodtryk.

Forskerne har herefter sammenholdt deres resultater med to andre studier med samme fokus, og tilsammen viser studierne, at stressende arbejde medfører en øget risiko for atrieflimren med 37 procent.

 – På tværs af studierne er det et konsekvent mønster, at arbejdsstress er en risikofaktor for atrieflimren, siger ph.d. og lektor ved Jönköping Universitet Eleonor Fransson, som har stået i spidsen for studiet, i en pressemeddelelse fra European Society of Cardiology.

Atrieflimren er den mest almindelige hjerterytmeforstyrrelse, og symptomerne er blandt andet hjertebanken, udmattelse, svimmelhed og stakåndethed. Ifølge studiet er atrieflimren årsag til mellem 20 og 30 procent af alle slagtilfælde.

 – Det er en udbredt tilstand med alvorlige konsekvenser, og derfor er det af stor betydning for folkesundheden, at vi finder måder at forebygge den på, lyder det fra Eleonor Fransson.

Arbejdsgivere kan hjælpe

Folk, der arbejder ved samlebånd, buschauffører, sekretærer og sygeplejersker er eksempler på ansatte, som ofte oplever et højt niveau af job strain. Selv om det kan være svært at ændre på indholdet i de enkelte jobs, kan arbejdspladsen dog stadig gøre noget for at hjælpe sine medarbejdere til en mindre stressende arbejdsdag, siger Eleonor Fransson:

 – Arbejdsgivere kan hjælpe ved at sikre, at medarbejderne har de nødvendige ressourcer til at gennemføre de tildelte opgaver. Ledere bør planlægge pauser og lytte til medarbejdernes ideer om, hvordan både arbejdet i sig selv og arbejdsmiljøet kan forbedres.

Kilde: Job strain and atrial fibrillation – Results from the Swedish Longitudinal Occupational Survey of Health and meta-analysis of three studies

Opdateret 22. feb 2021