USA: Flest ulykker først på dagen - alvorligste ulykker om natten

Internationalt 6. maj 2021 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Panthermedia

Et studie fra Oregon State University viser, hvornår bygningsarbejdere i staten Oregon har flest ulykker. Forskerne har fundet frem til, at ulykkesraten er stigende op ad arbejdsdagen med højdepunktet i den fjerde time. Herefter falder ulykkerne igen, indtil der igen kommer en lille stigning ved den ottende arbejdstime.

Med en næsten modsat kurve kan man til gengæld følge graden af skader, de ramte bygningsarbejdere kommer ud for. Der er større skader i den første time, hvorefter skadernes omfang falder i løbet af dagen for så at stige igen. Værst er skaderne dog for dem, der arbejder sent om aftenen eller om natten.

Forskerne bag har gennemgået 12.222 forsikringssager, hvor arbejdsgivere har søgt erstatning til deres medarbejdere for tabt arbejdsfortjeneste, hvilket er muligt i Oregon, hvis man er uarbejdsdygtig i mere end tre dage. Det har givet forskerne ind- blik i en række detaljer om den ramte, samt om hvornår ulykken skete, hvilken funktion den ramte havde og skadens omfang.

Trætte før pause

Graden af skader er opgjort på baggrund af udgifterne til behandling og antal tabte arbejdsdage. Således førte ulykker på arbejdsdagens fjerde time i gennemsnit til 72 tabte arbejdsdage, mens ulykker på arbejdsdagens 13. time i gennemsnit førte til 125 tabte arbejdsdage.

Forskerne håber, at deres resultater kan bruges til at sætte ind med bedre ulykkesforebyggelse. Resultaterne supplerer andre studier, der tyder på, at ulykkesraten stiger op til den længere fro- kostpause, fordi folk er ved at være trætte. Til gengæld falder den igen efter pausen, hvor folk er udhvilede, for så at stige mod fyraften. Hvorfor skaderne er størst om aftenen, har forskerne ikke noget bud på.

Kilde: Work‐related injuries and illnesses and their association with hour of work: Analysis of the Oregon construction industry in the US using workers’ compensation accepted disabling claims, 2007‐2013

Opdateret 10. sep 2021