Gun-Britt Zeller: Man bliver ikke en god chef på én dag

Året er 1963. Moden dikterer højt og opsat hår, og mange går til frisøren en gang om ugen for at få håret sat med vandondulering eller føntørring. Arbejdsmiljø fylder ikke meget i frisørbranchen. Permanentvæske og hårfarve bliver håndteret uden handsker eller udsugning, og stolene har kun én højde. I en frisørsalon i Aalborg er 13-årige Gun-Britt netop startet som elev. Hun vasker både hår og gulv, pudser vinduer og passer frisørens datter. Arbejdet er ikke just glamourøst, men for Gun-Britt er det som at ’blive født på ny’, fortæller hun.

 – Jeg havde drømt om at komme ind i det her fag, siden jeg kunne tale. Tanken om at få en frisøruddannelse betød alt, men jeg tænkte også, at der måtte være noget andet og mere end det, jeg så. Dengang var synet på branchen, at ’kan du ikke blive andet, så kan du altid blive frisør’, og min drøm var, at jeg på en eller anden måde kunne være med til at flytte faget. Jeg var meget ambitiøs, siger Gun-Britt Zeller, der i dag er 68 år.

Som ung udlært frisør møder hun i slutningen af 60’erne den britisk-amerikanske stjernefrisør Vidal Sassoon, der også har ambitioner om at ændre faget. Han får stor betydning for hendes udvikling og karriere, og i de efterfølgende år bruger hun alle sine sparepenge på jævnligt at tage til London og blive undervist af ham.

 – Det var en fantastisk rejse på alle leder og kanter at kende ham, for da fandt jeg det menneske, som gjorde det, jeg drømte om, siger Gun-Britt og forklarer, hvordan Vidal Sassoon introducerede en helt ny måde at gå til frisørgerningen på:

 – Hans ide var at lave en klipning, hvor kvinden bare kunne ryste på hovedet, og så sad håret, som det skulle. Det var jo en tid, hvor man rullede alt op, folk gik til frisør hver uge, og man brugte et kvarter på hver kunde, så det var ikke noget, folk ville høre på – og slet ikke branchen. Man følte nok, at det var lidt farligt, for det ville koste frisørerne penge at ændre arbejdsgangen og udvide tiden med hver kunde.

 – Vidal Sassoon mødte meget modstand, og det gjorde jeg også, da jeg startede min egen forretning i 1976, hvor jeg insisterede på at gøre som ham. Jeg havde fem kvarter mellem hver kunde og satte priserne op, og det var helt uhørt på det tidspunkt. Men jeg holdt fast i ideen, og i dag gør alle frisører jo sådan. Det er det, der er så skønt ved det – at jeg alligevel har været med til at flytte noget ved at holde fast, siger Gun-Britt.

 Et fag, der kræver styrke

I løbet af de snart 56 år, Gun-Britt har tilbragt i faget, er hun blevet en af Danmarks mest kendte og populære frisører og har også nydt international anerkendelse. Hun har 24 ansatte fordelt på elever og assistenter (uddannede frisører) i sin salon i indre København, og de seneste seks år har hun kunne fremvise millionoverskud i sit holdingselskab. For nogle kunne det måske være anledning til at sætte sin arbejdsintensitet lidt ned, men Gun-Britt er slet ikke færdig med at klippe hår.

 – Jeg er stadig på hver dag med kunder, og det er vigtigt for mig, for det er der, pulsen er. Jeg kan godt lide at være på gulvet sammen med mine ansatte – jeg er jo en i kuldet – og jeg tror ikke, jeg ville befinde mig ret godt med at sidde på kontoret hele dagen. Men selvfølgelig kommer der måske en dag, hvor jeg ikke kan mere, siger frisøren.

Som hun selv siger, har hun stået op, siden hun var 13 år. De mange år i et fysisk krævende fag har hun klaret ved at holde sig aktiv i fritiden.

 – Jeg har altid dyrket sport, og det, tror jeg, har holdt min krop. For nogle år siden fik jeg konstateret knogleskørhed, og det klarer jeg også med sport. Lægerne siger, at mit aktive liv er med til at holde mit skelet. Og det er også det, jeg siger til alle de unge ude i salonen: Dyrk noget styrke og træning, så I bliver stærke, lyder det fra Gun-Britt, der selv træner fem gange om ugen.

I 2019 står frisører stadig op mange timer om dagen, men derudover har arbejdsmiljøet i branchen været gennem en stor udvikling, siden Gun-Britt blev en del af den, fortæller hun:

 – Der er sket meget. Nu kan alle stole hæves og sænkes til passende højder, og sådan har det været siden slutningen af halvfjerdserne. Udsugningen har også været lovpligtig i mange år, og i dag ville det være uhørt at vaske uden handsker.

I salonen bliver der lagt vægt på at huske udsugningen hver gang, og når Gun-Britt underviser sine ansatte, har hun fokus på, at de står rigtigt. For selv om der sjældent er nogen i hendes salon, der får skader af at stå forkert, er dårlige arbejdsstillinger udbredt i branchen, siger hun.

En stor italiensk familie

Også inden for det psykiske arbejdsmiljø er der sket en positiv udvikling, mener Gun-Britt. Og opfattelsen er ikke længere, at faget er for dem, der ikke kan blive andet.

 – Det er et kunstnerisk fag, og man kan drive det vidt, hvis man gerne vil. Man gør så store ting med mennesker og flytter på deres udseende, så det er også et fag, man skal lade være med at vælge bare for at lave noget, siger hun.

For Gun-Britt handler et godt arbejdsmiljø i hverdagen om, at man er glad og har det godt, når man går på arbejde. Det kommer blandt andet til udtryk gennem den kollegiale omsorg i hendes salon.

 – Vi er lidt som en stor italiensk familie, hvor mama sidder ved gavlen, og folk er meget opmærksomme på hinanden og spørger ind til, hvordan kollegaerne har det. Det er vigtigt for mig, at de har det godt herinde, siger hun og fortsætter:

 – Det er også vigtigt, at alle har en god tone, og vi har en enkelt gang måttet give en skriftlig advarsel til en, der ikke talte pænt til eleverne. Det er et fag, hvor man let kan komme til at tale lidt hårdt til hinanden, hvis man er stresset, og det synes jeg, vi undgår ret fint, fordi vi har så mange elever – ni ad gangen. Det giver en roligere arbejdsrytme, at de kan give en hjælpende hånd, når der er travlt. Her kan være totalt fyldt op i forretningen, men alligevel virke roligt, fordi alle ved, hvad de skal, fortæller Gun-Britt.

Elever spiller ifølge hende en vigtig rolle for forretningens udvikling.

 – Jeg kunne godt ønske, at flere i branchen kunne se, hvor vigtigt det er at uddanne nogle elever for at komme videre selv. Det kræver selvfølgelig en salon af en vis størrelse, men jeg er jo også startet et sted. Da jeg var ung, tjente jeg ikke ret meget, men jeg prioriterede at have elever, fordi jeg kunne se, at de er fremtiden. Hvis jeg ville have nogle dygtige assistenter, skulle jeg selv skabe dem, og det har betydet, at vi altid har været stort set selvforsynende, siger Gun-Britt, der som regel ansætter eleverne, når de er udlært.

 – Vi vil gerne beholde dem, men de skal lave en ansøgning, for det skal man lære. Og hos os lærer de også at sidde i receptionen, tage telefonen, gøre lager op og lave kasse. Jeg synes, det er vigtigt, at de får prøvet alle aspekter af at være frisør. De ting lærte jeg aldrig selv som elev, siger Gun-Britt.

 – Jeg synes, at mange elever er mere modne i dag. Som regel er de også lidt ældre, når vi tager dem ind. Tidligere tog jeg elever helt ned i 14-års alderen, og jeg synes stadig, man skal give de helt unge en chance, hvis de virkelig har noget – ligesom jeg selv fik chancen. Men jeg kan godt lide, at de er lidt ældre, for det giver et andet miljø, når de har prøvet lidt mere og er mere sikre på, at det er det her, de brænder for, lyder det fra frisøren.

Mobiler ingen adgang

På ét punkt er udviklingen ikke gået i en gunstig retning for eleverne og de unge frisører, mener Gun-Britt, og det tog hun konsekvensen af for godt syv år siden. Hun oplevede, at det sociale samvær manglede, når medarbejderne holdt pauser i salonens køkken.

 – Det er i køkkenet, vi kommunikerer med hinanden og har en dialog om, hvordan man for eksempel har lavet en bestemt klipning, eller bare hvordan folk har det. Men jeg oplevede, at når jeg gik derud, så sad alle sådan her, siger Gun-Britt og bøjer hovedet, mens hun ser koncentreret ned i en imaginær telefon i sin hånd.

 – Jeg var ved at blive sindssyg over det, for jeg ville gerne snakke eller høre, hvordan det gik, men alle sad bare med deres telefoner. Så en dag besluttede jeg, at man ikke måtte have mobiltelefoner fremme på arbejdet. Dem med børn kan have deres telefon på kontoret, så institutionen kan komme i kontakt med dem, og alle andre har deres telefon i tasken nede i personalerummet. I pauserne kan de selvfølgelig gå ned og tage telefonen og ordne, hvad de skal, og så skal den ned i tasken igen. Jeg er så glad for, at vi gjorde det, for det fungerer, og alle snakker sammen – også selv om det ikke var uden surhed, da det blev indført, fortæller Gun-Britt.

Som leder for 24 ansatte må man ind imellem tage kampe for at sikre et godt arbejdsmiljø, og det har aldrig været et problem for Gun-Britt. Men hendes tilgang til lederrollen har ændret sig med årene, fortæller hun.

 – Det handler meget om måden, man siger tingene på. Jeg kan sige meget til mine medarbejdere, uden at de bliver sure, for jeg gør det med humor eller et smil, og så er vi videre. Man skal jo ikke være vred, man skal bare få afleveret det, der skal siges. Hvis jeg for eksempel tager en medarbejder ind på kontoret og siger ’det her er ikke i orden, kan vi lave om på det?’, så kan folk jo godt lave om på det, og så er der ikke så meget mere i det, siger Gun-Britt og tilføjer:

 – Men tro mig, jeg startede ikke med at være sådan en chef. Jeg var en hård nyser og meget mere kompromisløs, da jeg var yngre. Dengang syntes jeg, at alle skulle være som mig – lige så vilde med faget og gøre tingene på samme måde. Jeg forstod ikke alle de facetter, hvert menneske har, som jeg gør i dag.

 – Man bliver ikke en god chef på én dag. Det er noget, man bliver af erfaring, og det, synes jeg, ikke er nogen skam at sige. Jeg var 26 år, da jeg havde haft forretning i et år og havde ansvar for 10 ansatte, og det skulle jeg lære at tackle. Det er kun de knubs og erfaringer, man får, der gør en til en bedre chef.

Kan altid lære nyt

Gun-Britt ser stadig sig selv som en krævende chef, for tingene skal være i orden, når man er ansat hos hende.

 – Men jeg hjælper dem jo også til, at det kan være i orden. Jeg sidder ikke bare og siger, at nu skal de være de bedste. Jeg gør noget for, at de er det, siger Gun-Britt, der giver alle sine ansatte undervisning i arbejdstiden.

 – Jeg har fundet stor passion i at undervise andre og dygtiggøre mit personale. Hver dag underviser jeg i halvanden time, fire assistenter den ene dag, og fire andre den næste. Sådan kører det hele ugen, og jeg har lagt det i arbejdstiden, så det ikke skal konkurrere med, hvad de ellers skal i deres fritid, siger hun.

Kontinuerlig læring og udvikling er også afgørende for hendes egen arbejdsglæde og motivation for at blive så mange år i samme fag, fortæller hun:

 – Det er ligesom med Legoklodser: Du kan hele tiden bygge nyt på, det stopper aldrig. Det, der har drevet mig i faget, er, at jeg hele tiden kan dygtiggøre mig. Jeg tager stadig på skole i London fem-seks gange om året, hvor jeg lærer nye teknikker og får inspiration til at udvikle mine egne. Når jeg lærer og fylder mig selv op, så kan jeg også fylde andre op. Og samtidig er jeg jo meget til, at faget skal være højt løftet, ikke bare for min egen skyld, men også fordi jeg ønsker, at andre kan se det i faget, som jeg ser.