Accept kan mindske nervøsitet

Nyheder 12. aug 2019 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Panthermedia
  • Det er normalt at være nervøs og føle ubehag, hvis man står over for en særligt svær præstation. Ny forskning viser, at det kan være bedre at acceptere sine følelser end at undertrykke dem.

Skrevet af: Ida Marie Winge

Hvad enten det har været på grund af et vigtigt oplæg på arbejdet, en vanskelig arbejdsopgave eller en eksamen, har de fleste nok stået i en situation, hvor de har skullet præstere, og mærket nervøsiteten komme krybende. Et nyt svensk studie har undersøgt, hvad der kan hjælpe eliteidrætsudøvere, når de er under pres, og ifølge en af forskerne bag kan metoden også benyttes af andre, som står over for en svær opgave.

Studiet er et samarbejde mellem Karlstads Universitet, Högskolan i Halmstad og Göteborg Universitet og viser, at mindfulness, hvor man accepterer sin nervøsitet, angst og ubehag, er mere gavnlig end traditionel mental træning, hvor man prøver at undertrykke sine følelser.

– At acceptere sine følelser og tanker koster færre kognitive ressourcer end at forsøge at fjerne eller mindske dem. Jo mere man fokuserer på de uønskede tanker, jo stærkere bliver de. Jo mindre man tænker på dem, jo mindre fylder de, siger Torbjörn Josefsson, lektor i psykologi ved Högskolan i Halmstad. 

Angsten lever af opmærksomhed

Forskerne inddelte 69 sportsudøvere på både junior- og seniorniveau i to grupper. Den ene trænede efter traditionel mental træning, imens den anden trænede efter en metode inden for mindfulness, som bliver kaldt for MAC (Mindfulness, Acceptance, Commitment). Gruppen, som benyttede mindfulness, havde lettere ved at kontrollere deres negative følelser og vurderede selv, at de præsterede bedre end dem, som benyttede sig af traditionel mental træning.

– Uønskede tanker lever af, at vi giver dem opmærksomhed. Men når vi lader dem flyde frit uden at forsøge at forandre dem, kan det blive lettere at holde fokus på den opgave, vi står overfor, siger Torbjörn Josefsson.

Træning på jobbet

Torbjörn Josefsson forklarer, at også arbejdspladser kan have gavn af metoden.

– Her vil det være præcis samme princip, som gør sig gældende. Altså at man benytter sig af mindfulness og accept, når man skal udføre en svær opgave på jobbet.

Han peger på, at det også er muligt at træne forskellige mindfulnessøvelser på egen hånd.

– Eksempelvis er der mange øvelser, som man kan downloade gratis. En anden metode – kaldet ACT (Acceptance and Commitment Therapy) – som ligger meget tæt på MAC, kan også findes digitalt. Det samme kan MBSR (Mindfulness Based Stress Reduction).  

Tip til den svære præstation

Prøv at være ligeglad. Giv ikke uønskede og forstyrrende tanker for meget opmærksomhed. Fokuser i stedet på den opgave, du står over for.

 

Kilde: Torbjörn Josefsson, lektor i psykologi ved Högskolan i Halmstad

Kilde: Effects of Mindfulness-Acceptance-Commitment (MAC) on Sport-Specific Dispositional Mindfulness, Emotion Regulation, and Self-Rated Athletic Performance in a Multiple-Sport Population: an RCT Study , Karlstads Universitet, Högskolan i Halmstad og Göteborg Universitet

Opdateret 25. feb 2021