Covid-19 ­påvirker frontlinje­medarbejdere følelsesmæssigt

Nyheder 9. nov 2020 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Simon Skipper/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
  • Mange grupper af frontlinje­medarbejdere har oplevet betydelige følelsesmæssige reaktioner på Covid-19 pandemien. Det viser et nyt studie, som finder en stærk sammenhæng mellem smittefrygt og manglende adgang til test og værnemidler.

Under den første fase af coronanedlukningen i foråret var frygt for smitte udbredt blandt frontlinjemedarbejdere inden for områderne ældrepleje, hospital/rehabilitering, psykiatri, børnepasning og ambulanceservice. Det viser et nyt studie, som forskere fra Københavns Universitet har gennemført i samarbejde med FOA. 

I studiet er der på tværs af de fem arbejdsområder 45-68 procent, som frygter at bringe smitte fra arbejdet med hjem til deres nærmeste. 30-49 procent frygter selv at blive smittet med Covid-19, mens 30-55 procent frygter at smitte borgere eller patienter under arbejdet.

Der er flest blandt ambulanceredderne, som frygter at bringe smitte med hjem (68 procent) eller selv at blive smittet (49 procent). Ambulanceservice er samtidig det arbejdsområde, hvor flest (71 procent) har været i kontakt med Covid-19-smittede borgere. Det fortæller ph.d. og lektor ved Københavns Universitet Kirsten Nabe-Nielsen, der står i spidsen for studiet.

– Studiet viser, at frygt for at blive smittet og for at smitte andre er en væsentlig emotionel reaktion blandt frontlinjemedarbejdere. Det giver anledning til bevågenhed, da frygt potentielt kan lede til irrationel adfærd, for eksempel i forhold til anvendelsen af værnemidler, siger hun. 

Test kan måske give tryghed

Hos den største jobgruppe i studiet, social- og sundhedshjælpere og -assistenter i ældreplejen, har forskerne undersøgt sammenhængen mellem arbejdspladsens Covid-19-risikohåndtering og medarbejdernes frygt for smitte. Resultaterne viser, at frygt for smitte er hyppigere hos medarbejdere, der har været i kontakt med en smittet eller ikke har adgang til coronatest. 

– Vi kan se, at manglende adgang til test hænger sammen med en større frygt, både for selv at blive smittet og for at viderebringe smitte til sine nærmeste eller borgere. På baggrund af det kan man håbe, at en god adgang til test vil give en større tryghed blandt frontlinjepersonale under en pandemi, siger Kirsten Nabe-Nielsen.

Frygten for at viderebringe smitte er også mere udbredt, når medarbejderne oplever usikkerhed omkring retningslinjerne for kontakt med borgere, og når der er mangel på personlige værnemidler. 

Brug for tilstrækkelig viden

En lavere frygt for smitte finder forskerne hos medarbejdere, der føler sig trygge ved arbejdspladsens organisering af arbejdet, og som oplever, at arbejdspladsen er godt rustet til at løse opgaver under pandemien, fortæller Kirsten Nabe-Nielsen.

– Vores anbefaling er derfor, at man sørger for, dels at medarbejderne har adgang til de rette værnemidler og test, dels at medarbejdernes og ledernes vidensniveau er tilstrækkeligt til at begrænse usikkerhed omkring de gældende retningslinjer. Her har arbejdsmiljøprofessionelle, sundhedsmyndigheder og ledere en opgave i forhold til at understøtte, at oplevelsen og håndteringen af smitterisiko er baseret på fakta, siger forskeren.

Om undersøgelsen af frygt for smitte under Covid-19-pandemien

  • Undersøgelsen omfatter besvarelser fra i alt 2.623 medlemmer af FOA’s medlemspanel.
     
  • Deltagerne er ansat inden for områderne ældrepleje, hospital/rehabilitering, psykiatri, børnepasning og ambulanceservice. 
     
  • Besvarelserne er indsamlet i perioden 3.-5. april 2020.  

 

 Kilde: 'COVID-19 risk management at the workplace, fear of infection and fear of transmission of infection among frontline employees'.

Opdateret 19. feb 2021