Fastholdelse efter en skade afhænger især af chefen

Nyheder 15. feb 2019 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: iStock
  • Chancen for, at en medarbejder vender tilbage på jobbet efter en sygemelding, er – ifølge australsk forskning – mere end fordoblet, hvis lederen møder personen med støtte og empati. Resultatet bekræftes af dansk forskning. 

Opbakning og støtte fra kollegaer spiller en vigtig rolle for, om en medarbejder vender tilbage efter en arbejdsskade. Men det betyder dobbelt op at have en forstående og empatisk leder. Det viser forskning fra Institute for Work & Health (IWH) and Australia’s Monash University.

Undersøgelsen er udført i Australien. Den er baseret på interview med personer tre til fire måneder efter, de var blevet sygemeldt med en fysisk eller psykisk skade. 

De blev bl.a. spurgt ind til ledere og kollegaers støtte og samarbejde forud for arbejdsskaden samt reaktioner på skaden.

Qua sin magt og indflydelse bliver lederen rollemodel, hvis tilgang kan afspejle sig i, hvordan kolleger møder den tilbagevendte kollega. 
- Janne Skakon, organisationspsykolog 

Resultaterne viste måske ikke overraskende, at arbejdspladser, der var hjælpsomme og samarbejdsvillige, også var de steder, hvor ledere og kolleger grundlæggende havde en mere støttende tilgang.

– Et godt praktisk råd er, at ledere bør overveje, hvordan de reagerer, når de står med en medarbejder, der er kommet til skade, fortæller dr. Arif Jetha, som er en af forskerne bag undersøgelsen. Resultatet er offentliggjort i Journal of Occupational Rehabilitation. 

Dansk forsker enig

Det er organisationspsykolog, ph.d. Janne Skakon enig i. Hun er ekstern lektor ved Institut for Psykologi, Københavns Universitet og har selv bidraget med lignende resultater i dansk kontekst. Hendes forskning peger også på lederens væsentlige indflydelse på medarbejderne, både hvad angår stressrelaterede sygemeldinger og ved tilbagevenden til arbejde efter sygdom.

– Forklaringen er, at lederen formelt set har større indflydelse på medarbejderens arbejdsvilkår, end kollegerne har. Og qua sin magt og indflydelse bliver lederen ligeledes rollemodel, hvis tilgang hurtigt kan afspejle sig i, hvordan og med hvilken indstilling kolleger møder den tilbagevendte kollega, siger Janne Skakon.

Efter hendes opfattelse kræver den tilgang, at lederen prioriterer kontakten til den sygemeldte medarbejder, ligesom man også skal være klar til at agere og støtte. Det kan for eksempel være med konkret tilpasning af arbejdsopgaver, både omfang og indhold samt arbejdstid.

– Det er vigtigt, at lederen handler på den information eller de ønsker, spørgsmål og usikkerheder, som medarbejderen måtte have. Men ofte er tid en knap ressource, ligesom midlertidige ændringer kræver lidt udover det sædvanlige. Derfor er det nødvendigt at være bevidst om, at indsatsen er godt givet ud på sigt, og at det er en naturlig del af ledelsesopgaven og ledelsesansvaret at sikre en god proces omkring tilbagevenden til arbejde, siger Janne Skarkon. 

Kilde: ‘Workplace Social System and Sustained Return-to-Work: A Study of Supervisor and Co-worker Supportiveness and Injury Reaction’

 

Opdateret 23. feb 2021