Grænseværdier for zinkoxid bør ændres

Nyheder 13. aug 2018 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Søren Svendsen
  • Indånding af stoffet zinkoxid kan være skadeligt ved koncentrationer langt under den danske grænseværdi, viser studie. Tysk forskergruppe og dansk professor anbefaler, at grænseværdien sættes ned. 

Skrevet af: Ida Marie Winge

Grænseværdien for det kemiske stof zinkoxid er 5 mg/m³ i Danmark. I et tysk studie indåndede deltagerne zinkoxid i koncentrationer på op til 2 mg/m³ i fire timer, svarende til en halv arbejdsdag. Den samlede dosis, som deltagerne blev udsat for, var derfor langt mindre, end den tilladte.

Alligevel kunne forskerne måle forhøjede værdier af biomarkøren Serum Amyloid A (SAA) i deltagernes blod, hvilket pegede på inflammation i kroppen. Flere af deltagerne fik også tydelige influenzalignende symptomer, efter de blev udsat for den højeste dosis på 2 mg/m³.

– Både det her studie og andre studier viser tydelige effekter under gældende grænseværdier. Derfor anbefaler vi kraftigt at revidere grænseværdierne i arbejdsmiljøet for zinkoxid for at beskytte medarbejderne mod negative helbredseffekter, siger Christian Monsé, der er forsker på Institute for Prevention and Occupational Medicine of the German Social Accident Insurance.

Ifølge Christian Monsé er det ikke sikkert, at de forhøjede værdier i blodet påvirker helbredet på sigt, men man ved det ikke.

Måske risiko for hjertekarsygdom

Ulla Vogel, professor i toksikologi og leder af Dansk Center for Nanosikkerhed på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø bakker op om, at grænseværdierne for zinkoxid bør revideres og reduceres.

– En grænseværdi skal afspejle hvor store mængder af et stof, der kan være i arbejdsmiljøet, uden det skader medarbejdernes helbred, set over et helt arbejdsliv. I det tyske studie var nuleffektniveauet (niveau, hvor deltagerne ikke blev påvirket, red.) 0,5 mg/m³ ved en halv arbejdsdag. Hvis man kigger på en hel arbejdsdag, vil nuleffektniveauet være 0,25 mg/m³, forklarer Ulla Vogel. Især de forhøjede værdier af biomarkøren SAA er bekymrende, mener Ulla Vogel.

– Man ved, at SAA-proteiner forårsager åreforkalkning og hjertekarsygdom. Blandt andet viser et godt amerikansk studie, at hvis niveauet af SAA-proteiner i blodet, er fem gange højere end det normale niveau, så er risikoen for hjertekarsygdom tre gange så høj. I det tyske studie kunne forskerne se, at når deltagerne blev udsat for 2 mg/m³ zinkdioxid, så blev niveauet af SAA-proteiner 10 gange højere. Hvis man holder de to studier over for hinanden, tyder det altså på, at der kan være en væsentlig risiko for at få hjertekarsygdom af at være udsat for zinkoxid gennem et helt arbejdsliv ved niveauer, som i dag er tilladt, siger hun. 

Arbejdstilsynet er opmærksom

Også Arbejdstilsynet, der administrerer grænseværdierne i Danmark, er opmærksom på, at der måske kan være problemer med de nuværende grænseværdier for zinkoxid.

– Arbejdstilsynet er bekendt med det studie, som NFA også henviser til, og forventer i den kommende tid at kunne påbegynde et projekt, der skal designe en ramme for, hvordan de nuværende grænseværdier, herunder grænseværdien for zinkoxid, kan genbesøges og eventuelt genfastsættes, siger Katrine Krone, kontorchef i Arbejdstilsynets kontor for Kemi, Ulykker og Internationalt. 

Zinkoxid: Hvem bliver udsat? 

Zinkoxid er en kemisk forbindelse (ZnO), som blandt andet benyttes i industrien som tilsætningsstof i forskellige materialer og produkter, eksempelvis i fødevarer og cremer. Stoffet benyttes også til belægninger på metaloverflader, og svejsere er derfor en af de grupper, som risikerer at indånde stoffet. I Arbejdstilsynets vejledning er grænseværdien for zink 4 mg/m3. Det svarer til 5 mg/m3 zinkoxid. 

 Kilde: Concentration-dependent systemic response after inhalation of nano-sized zinc oxide particles in human volunteers, Particle and Fibre Toxicology, 2018

Opdateret 25. mar 2021