Markant stigning i antallet af personer med kontaktallergi

Nyheder 9. sep 2019 - 4 min læsetid
This describes the image
Foto: Panthermedia
  • Mindst 20 procent af voksne i Danmark har allergi over for almindeligt forekommende stoffer, skønner forskere fra Videncenter for Allergi på baggrund af et nyt studie. En del af stofferne findes også i arbejdsmiljøet.

Skrevet af: Ida Marie Winge

Kontaktallergi er en hyppig sygdom, som kan vise sig ved, at man får kløende og smertende eksem, hvilket kan hæmme en både på arbejdet og i fritiden. Forskning fra Videncenter for Allergi peger på, at der i løbet af en tiårsperiode er sket en markant stigning i antallet af personer med kontaktallergi.

I studiet gennemgik forskerne studier offentliggjort mellem 2007 og 2017, og på den baggrund vurderede de, at mindst 20 procent af den voksne danske befolkning har kontaktallergi over for et eller flere stoffer. I 2006 viste studier, at kun 10 procent havde kontaktallergi. 

– Det giver god mening, at flere har fået kontaktallergi, da der har været nogle meget allergifremkaldende konserveringsmidler, som har resulteret i store bølger af allergi i befolkningen, siger Jeanne Duus Johansen, der er professor og leder af Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital, og har været med til at gennemføre studiet. Hun peger dog på, at der er metodiske forskelle i måden, det nye tal og tallet fra 2006 er fundet på, da det ikke er præcis de samme stoffer, der indgår i undersøgelserne.

– Det nye studie understreger, at der fortsat er behov for effektive forebyggelsesstrategier over for almindeligt forekommende allergifremkaldende stoffer. Det gælder både stoffer i privatlivet og stoffer på arbejdspladsen, siger hun.

Allergier kan skyldes både job og privatliv

I det nye studie blev der fokuseret på nogle af de mest almindelige allergifremkaldende stoffer, blandt andet parfumestoffer, konserveringsmidler og en række metaller. 

– En stor spiller, som giver allergi, er for eksempel nikkel. Nikkel findes i overvejende grad i privatlivet, men når stoffet forekommer på arbejdspladsen, for eksempel i metalgenstande som værktøj, metalborde og nøgler, kan det give meget svære eksemer. Konserveringsmidlerne forekommer på mange arbejdspladser, da det er i alle vandbaserede produkter som maling, rengøringsmidler og skæreolier. Fra vores patienter har vi erfaring med, at konserveringsmidlerne er noget af det, der virkelig hyppigt giver allergi. En anden stor spiller er parfumeallergien, som også findes på arbejdspladserne, eksempelvis hos frisører og ved rengøring, siger hun.

Jeanne Duus Johansen vurderer, at de fleste af allergierne skyldes kontakt med produkter i fritiden, men konstaterer, at der også er en del, der får allergi af arbejdet. Ligeledes kan allergierne skyldes en kombination af de stoffer, man bliver udsat for privat og arbejdsmæssigt.

– Vi ved fra danske registre, at antallet af anmeldelser af arbejdsbetinget eksem har været stigende de sidste 10 år, og en del af anmeldelserne handler om allergi.

Ikke alle stoffer er med

At det er 20 procent af den voksne del af befolkningen, der har kontaktallergi, er ifølge Jeanne Duus Johansen et minimumstal. Det skyldes, at studierne, der indgik i analysen, ikke inkluderede nogle af de nyeste allergifremkaldende stoffer.

– For eksempel har stoffet methylisothiazolinone (MI) været skyld i den største stigning i antallet af nye allergier – både i Europa og USA. Men stoffet indgår ikke i vores nye studie, blandt andet fordi et centralt studie i vores analyser er et stort befolkningsstudie fra EU. Befolkningsstudier tager lang tid at gennemføre, og på det tidspunkt, hvor studiet blev planlagt, var der ikke problemer med stoffet.

Studiet fra Videncenter for Allergi viser, at kvinder (27,9 procent) fortsat oftere bliver ramt end mænd (13,2 procent). 

Kilde: 'Prevalence of contact allergy in the general population: A systematic review and meta-analysis'. Find artiklen ved at søge på titlen på ncbi.nlm.nih.gov. Læs mere på videncenterforallergi.dk

Om studiet

Forskerne gennemgik studier offentliggjort mellem 2007 og 2017 og kombinerede dem med tidligere review fra Videncenter for Allergi. 28 studier indgik i analysen, hvilket dækkede over 20.107 lappetestede personer. Lappetest er en særlig form for allergitest.

5 fakta om kontaktallergi

  1. Kontaktallergi viser sig som eksem og opstår ved at små kemiske stoffer trænger gennem huden og påvirker immunsystemet
     
  2. Mindst 20 procent af den danske befolkning lider af kontaktallergi over for et eller flere kemiske stoffer
     
  3. Selv små mængder allergifremkaldende stof kan give allergi, hvis du ofte har kontakt med stoffet. Stofferne kan eksempelvis være metaller, konserveringsmidler, parfumestoffer og farvestoffer
     
  4. De allergifremkaldende stoffer findes både i forbrugerprodukter og i erhvervsmæssige sammenhænge.
     
  5. Eksem, som er opstået på grund af allergifremkaldende stoffer, kan blive udløst eller forværret af arbejde eller arbejdsforhold. Eksempelvis er gummikemikalier en hyppig årsag til handskeallergi blandt plejepersonale.

     

Kilde: Videncenter for Allergi

Opdateret 11. mar 2022