Små virksomheder frygter at træde forkert

TEMA: Fastholdelse efter arbejdsskade 15. okt 2018 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Thomas Tolstrup
  • Små virksomheder kan hurtigt blive i tvivl om, hvad de må og ikke må, når en medarbejder er sygemeldt efter en arbejdsulykke. Det kan betyde, at de ender med slet ikke at gøre noget.

Skrevet af: Ida Marie Winge

"Kommer fagforeningen efter mig, hvis jeg ringer til min syge medarbejder?”  ”Jeg var ikke klar over, at jeg godt må spørge, hvornår den sygemeldte medarbejder kommer tilbage.”

Sådan lyder det fra arbejdsgivere på små danske håndværkervirksomheder, som blev interviewet til et nyt projekt, som Arbejdstilsynet står bag. Projektet skal hjælpe Arbejdstilsynet til bedre at forstå, hvad små virksomheder gør og tænker, når en medarbejder skal godt tilbage efter en arbejdsskade. Arbejdsgiverne fortalte blandt andet, at de var usikre på, hvad de måtte og ikke måtte, når en medarbejder var sygemeldt efter en arbejdsulykke. 

– Virksomhederne synes, at loven om helbredsoplysninger er svær at forstå og handle på. Nogle vidste for eksempel ikke, om de måtte ringe til medarbejderen under sygemeldingen. Den usikkerhed kan betyde, at virksomheden vælger ikke at gøre noget, og dermed får medarbejderen ikke den ledelsesmæssige støtte, der er brug for. Når en arbejdsgiver skal fastholde en medarbejder, er det næsten det værste, man kan gøre, ikke at gøre noget, siger Susanne Bruun, der er chefkonsulent i Kontoret for Arbejdsskader i Arbejdstilsynet.

Vi skal gøre det svære nemt

Som en del af projektet blev der udviklet koncepter, som viser arbejdsgiverne, hvordan de kan handle, når en medarbejder er syg med en arbejdsskade. Et af koncepterne er for eksempel ’5 gode spørgsmål under sygdom’, som konkret guider arbejdsgiveren til, hvad man kan spørge den sygemeldte medarbejder om.

Noget af det mest centrale, vi har fundet ud af i projektet, er, at vi som myndighed skal være modige og designe enkle koncepter, som giver mening og kan bruges i virksomhedernes drøntravle virkelighed, siger hun og fortsætter:

– De små virksomheder har ikke tid og ressourcer til at læse lange akademiske rapporter. Vi hjælper ved at oversætte forskning og viden til enkle handlingsrettede koncepter. I et sprog og en form, som for eksempel en håndværksmester forstår. I stedet for at sige: ’Det er vigtigt med tidlig indsats og ledelsesmæssig støtte’, kan vi gøre det konkret og handlingsanvisende ved at sige: ’Tag kontakt til din sygemeldte medarbejder hurtigt og hold kontakten. Det kan forkorte sygeperioden’.

Projektet er et samarbejde med den tværministerielle udviklingsenhed MindLab. Her deltog seks små virksomheder, hvor der var anmeldt en arbejdsulykke. Fælles for virksomhederne var, at de ikke havde en HR-afdeling.

5 gode spørgsmål under sygdom

Spørgsmål til en opfølgende telefonsamtale.

  • Hvordan går det?
     
  • Hvornår tror du, du kommer tilbage?
     
  • Er der arbejdsopgaver, vi skal tage os af?
     
  • Er der noget, vi kan hjælpe med?
     
  • Hvornår snakker vi sammen igen?
     

Kilde: Koncepterne er udviklet af Arbejdstilsynet.

Opdateret 19. mar 2021