Fem års mobning endte med en blodprop

Da Lene Nielsen blev ansat som receptionist i en uddannelsesinstitution, var hun lykkelig.

– Det var en drømmestilling med spændende indhold, hvor jeg fik lov til at bruge alle mine gode evner. Kollegaerne var gode, og vi havde et godt samarbejde. I de første par år stortrivedes jeg i min stilling, fortæller Lene, der i dag er 70 år. Hendes oplevelse med mobning ligger godt 20 år tilbage, men den har sat dybe spor, og stemmen knækker af og til, mens hun beretter.

Når Lene skulle have frokost, kaffe eller på toilettet, blev hun afløst i receptionen af en af sine to nærmeste kollegaer. Det gik uproblematisk, indtil kollegaerne på grund af barsel og nyt job blev udskiftet med to nye.

– Den ene var en ung kvinde, som i begyndelsen betroede sig til mig om problemer i sit privatliv. Jeg prøvede at støtte hende, men måske fortrød hun, at hun havde åbnet sig for mig, og jeg tror, det har lagt kimen til hendes vrede mod mig, siger Lene.

De nye kollegaer var ikke indstillede på at afløse i receptionen, når Lene havde brug for det, og hun blev afvist i grove vendinger.

– Jeg fik svar som: ”Jeg er ikke ansat som telefonpasser, det er dit job, det kan du sgu da selv passe” eller: ”Du kan vel sidde i receptionen og spise, du laver jo intet alligevel”.

Den hårde tone og besværet med at få sine pauser blev hverdag, og Lene begyndte at få det skidt med sig selv.

– Jeg følte altid, at jeg skulle stå med hatten i hånden og bede om lov. En dag, da jeg skulle på toilettet og ville stille telefonen om, sagde den ene: ”Kan du ikke tage telefonen med derud, det kan da ikke tage så lang tid?” Jeg blev så vred og reagerede med et grimt svar, som slet ikke er mig, og bagefter indså jeg, at jeg havde mistet min selvrespekt.

Halen mellem benene

Lene oplevede også, at de to kollegaer tilbageholdt informationer, så det blev sværere for hende at passe sit arbejde.

– Det kunne være klasselister over de elever, jeg som receptionist skulle byde velkommen om mandagen. Når jeg spurgte til dem, lød det: ”Dem kan du sgu selv finde”, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle lede efter. Jeg kom til at fremstå totalt forvirret, og fra at have været en, der havde styr på det hele i receptionen, blev jeg en hund, der krøb langs væggene med halen mellem benene. Hver søndag mærkede jeg frygten og nervøsiteten for den kommende uge, fortæller Lene.

"Min chef sagde på et tidspunkt: Jeg har sagt til dem, at de skal stoppe, men de fortsætter, så hvad skal jeg gøre?"

Med tiden blev mange af hendes øvrige kollegaer, som hun ellers havde det godt med, en del af det, der foregik.

– Ved den fælles morgenmad om fredagen kunne der sidde 12-14 mennesker og være i tvivl om, hvem der skulle gøre plads til mig. De var bange for, at de så selv ville blive udsat for noget. Der blev helt stille, når jeg kom ind i rummet, så jeg kunne godt høre, at de to havde snakket om mig. Min chef sagde på et tidspunkt: ”Jeg har sagt til dem, at de skal stoppe, men de fortsætter, så hvad skal jeg gøre?”

Blodprop i hjertet

Lene oplevede ingen støtte fra chefen, selv om hun prøvede at tale med ham om problemerne. Han slog det hen eller tog kollegaernes parti, og Lene fik det dårligere og dårligere. 

– Jeg følte mig ydmyget, isoleret, svigtet og til besvær. Jeg sov dårligt, havde mavesmerter og fik voldsomme uprovokerede grådanfald. Og jeg var vred på min familie, fordi de var på nakken af mig hele tiden, men de var jo bare bekymrede for mig, fortæller hun. 

En januar-fredag, fem år efter mobningen var begyndt, kulminerede situationen brat. 

– Hele huset var til afskedsreception for en ansat, og jeg blev først afløst klokken 14 uden at have haft pause siden klokken 8. Jeg gik til frokost, men efter et kvarter ville min kollega have, at jeg kom tilbage, så hun kunne gå til reception igen. Det udviklede sig til en stor diskussion, og chefen tog hende i forsvar, fortæller Lene. 

Hun gik grædende til sin plads, og kort efter fik hun åndenød og ondt i brystet. Flere kollegaer spurgte, hvad der var i vejen, men ingen gjorde noget. 

– Jeg var ikke selv klar over, hvad der skete, jeg kunne bare ikke få vejret. Det blev fyraften, og alle gik. Jeg havde det skrækkeligt, men tog bussen hjem. Da jeg kom op til vores lejlighed på fjerde sal, blev min mand meget forskrækket og ringede til lægevagten. De sendte en ambulance, som kørte af sted med mig for fuld udrykning, fortæller Lene, der var indlagt i 12 dage og derefter sygemeldt i et år. 

– Lægerne kunne ikke forstå, hvorfor jeg havde fået en blodprop i hjertet, for mine tal var fine, men da jeg fortalte om mit arbejdsliv, forstod de, hvorfor min krop havde sagt stop. 

Lene endte med at blive fyret på grund af samarbejdsproblemer, blandt andet fordi hun ikke ville mødes med den ene kollega og en mediator. De efterfølgende år søgte hun flere hundrede stillinger uden succes, indtil hun kunne gå på efterløn som 60-årig. 

I dag føler hun, at hun har lagt mobningen bag sig, selv om hun stadig mærker konsekvenserne. 

– Jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg farer sammen, hver gang nogen træder ind i det rum, jeg er i. Jeg kan ikke holde til stressende situationer, og jeg er grådlabil, fortæller Lene. 

Hendes opfordring til andre mobbeofre er at gå i terapi. 

– Jeg har været i et intensivt terapiforløb, og det har hjulpet mig til at synes om mig selv igen og indse, at jeg var en dygtig medarbejder og god nok. Det er stadig en sorg for mig at erkende, at jeg ikke passede bedre på mig selv, men jeg har fået en forståelse for, hvorfor jeg ikke var i stand til det dengang.