Mobning øger sygefraværet på hele arbejdspladsen

TEMA: Mobning på arbejdspladsen 26. apr 2019 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Søren Svendsen
  • Dansk forskning viser, at mobning ikke kun rammer den, der bliver mobbet. Hele arbejdspladsen har omkring 20 procents øget risiko for langtidssygefravær, hvis der foregår mobning.

Hvis der foregår mobning på en arbejdsplads, er risikoen for langtidssygefravær øget i forhold til andre arbejdspladser. Det gælder vel at mærke også blandt de medarbejdere, der ikke er direkte udsat for mobningen. 

Det viser en videnskabelig artikel af blandt andre Åse Marie Hansen, der er professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og København Universitet, og som tidligere har skrevet en doktorafhandling om mobning på arbejdspladsen. Det er første gang, der er fundet en sammenhæng mellem mobning og øget risiko for langtidssygefravær for de ikke-mobbede. Ifølge artiklen er risikoen for langtidssygefravær øget med 15-25 procent blandt de ikke-mobbede på arbejdspladser med mobning (se boks side 23).

– Vi ved ikke, hvorfor det er sådan. Vi kan blot konstatere, at en del af den øgede risiko for langtidssygefravær ikke kan forklares med andre af de sammenhænge, vi har undersøgt, siger Åse Marie Hansen.

"Mobning er jo ikke noget, der opstår fra den ene dag til den anden. "

     - Åse Marie Hansen, professor

Dårlig stemning 

Mobning udløser kraftige stressreaktioner hos den, det går ud over, og det har i flere studier vist sig at have en række alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser. Det drejer sig bl.a. om øget risiko for depression, diabetes, angst, hjertekarsygdomme og muskel- og skeletbesvær. 

Åse Marie Hansens undersøgelse alene kan som nævnt ikke forklare, hvorfor der er en sammenhæng mellem sygefravær, og det at andre på ens arbejdsplads er udsat for mobning. Men et bud fra hendes side er, at det kan være, at arbejdspladsen over længere tid har haft en kultur præget af dårlig stemning og manglende kommunikation, der både kan udløse forskellige krænkende handlinger og egentlig mobning. 

– Mobning er jo ikke noget, der opstår fra den ene dag til den anden. Der er oftest spændinger og andet i tiden op til.

Jeg kan blandt andet se fra min øvrige forskning, at uklar rollefordeling på arbejdspladsen kan føre til mobning, siger Åse Marie Hansen. 

Denne uklarhed og anspændte stemning kan således have påvirket mange andre end den, der ender med at blive mobbet. Sammenhængen kan også være, at man som medarbejder er vidne til mobning og måske er bange for selv at blive mobbet.

Mobning på danske arbejdspladser

Kilde: ’Arbejdsmiljø og Helbred, 2018’, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Hvad er mobning?

Der er tale om mobning, når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en eller flere andre personer for krænkende handlinger, som vedkommende opfatter som sårende eller nedværdigende. De krænkende handlinger bliver dog først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.

 

Det, der adskiller mobning fra andre måder at krænke på, er, at det altid er den eller de samme personer eller grupper af personer, der systematisk udsættes for de krænkende handlinger. Ligesom det ofte er den eller de samme personer, der udøver de krænkende handlinger.

 

Kilde: Arbejdstilsynet, At-vejledning 4.3.1 - 1. februar 2019

Opdateret 18. okt 2022