I 35 år har Arbejdspladsvurderingen været en inkarneret del af arbejdsmarkedet. Den har endda fået sit eget mere mundrette kaldenavn APV. Det er begge navne, der klinger umiskendeligt dansk. Men i virkeligheden er APV'en overhovedet ikke et dansk påfund. Den stammer nemlig fra et EU-direktiv.
Året var 1989, og direktivet kom i halen på, at EU i 1987 tog de første skridt til at etablere det åbne marked, der gjorde det muligt at studere, bo, købe ind, arbejde og gå på pension i et hvilket som helst EU-land.
Men da grænserne blev åbnet, voksede der også en frygt for, at den øgede konkurrence mellem landene ville gå ud over sikkerheden og arbejdsmiljøet.
“Sæt nu det ville blive til en konkurrence alene på økonomien, så var man bange for, at arbejdsmiljøet ville blive et race to the buttom, hvor det bare handlede om at lave det billigere og billigere uden blik for sikkerheden," fortæller Peter Dahler-Larsen, der er professor i evaluering på Københavns Universitet og har forsket i og skrevet en bog om netop APV'en.
Den frygt blev fødslen på direktiv 89/391, der handlede om arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Og det var reelt det første EU-direktiv med primært fokus på arbejdsmiljøet, og altså moder til APV'en som vi kender den i dag.
Artikelserie: EU og arbejdsmiljøet
Arbejdsmarkedets parter har altid proklameret, at der er et særligt stærkt samarbejde om det danske arbejdsmiljø, uanset om det gælder bekendtgørelser i arbejdsmiljøloven, nye politiske aftaler eller blot det løbende partssamarbejde. Men mange vigtige elementer i arbejdsmiljøloven stammer faktisk fra direktiver og EU-aftaler. A4 Medier vil gennem podcasts og artikler zoome ind på, hvilke dele af det danske arbejdsmiljøarbejde, der egentlig har rod i Bruxelles, og hvordan de blev til. Og hvad der forsat kæmpes for at blive reguleret på EU-niveau.
Artikelserien er finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene A4 Mediers.
Bløde vendinger
Når arbejdspladser i dag skal lave en APV, så er rammerne meget vide. Der er en række krav, de skal leve op til, men meget er også overladt til virksomhedernes egen vurdering og behov. Selvom Danmark har en tradition for at minimums implemenetere lovgivning fra EU, så stammer de frie tøjler faktisk direkte fra direktivet, hvor man lagde vægt på ikke at bebyrde især små virksomheder med for meget bureaukrati, forklarer Peter Dahler-Larsen.
"Arbejdsmiljøproblemer kan jo være utroligt uensartede. Det kan være støj, træk, monotont arbejde, arbejdsulykker eller alt muligt. I en eller anden forstand kan man godt se, at det er en vældig svær reguleringsopgave, hvis ikke man har den metodefrihed,” siger Peter Dahler Larsen.
Mens arbejdsmarkedets parter gennem årene har samarbejdet om nye bekendtgørelser og vejledninger, der har tydeliggjort forskellige aspekter af APV-lovgivningen, er direktivet ikke blevet ændret grundlæggende siden 1989.
Peter Dahler-Larsen mener, at det kan aflæses af direktivet, som, han synes, er skabt ud fra en 80'er-tankegang. Det var blandt andet i 80'erne, at begrebet 'ansvar for egen læring' opstod som en del af den pædagogiske teori.
"Jeg tror, at direktivet er et produkt af en filosofi, hvor man tænkte, at virksomhederne ville udvikle sig selv, hvis man bare pålagde dem en reflektionsbyrde," siger han.
“Senere hen kan vi se, hvilke svagheder der også er i den tanke. For der er rigtig mange elever, der ikke tager ansvar for en udvikling. Og der er mange virksomheder, der ikke får det gjort,” uddyber Peter Dahler-Larsen, og henviser til sin egen forskning og undersøgelser af APV'en fra 2019. Her kunne 21 procent af de adspurgte arbejdsmiljørepræsentanter ikke svare på, om deres arbejdsplads havde en handleplan som følge af den seneste APV eller ej.
“Min påstand vil være, at det efterslæb jo er en funktion af selve policy-designet,” siger han.
Tiden er en anden
Peter Dahler-Larsen mener, at vores forståelse af arbejdsmiljø i 2024 er fundamentalt anderledes, end da direktivet blev vedtaget i slutningen af 80'erne. Dengang talte man oftest kun om arbejdsmiljø i brancher med tunge løft, udfordrende ergonomiske stillinger eller farlige kemikalier.
“Det er jo eksploderet i både kompleksitet, men også i forhold til hvor meget det betyder for rigtig mange mennesker. Det psykosociale arbejdsmiljø er for eksempel noget, alle taler om rundt om spisebordet eller i medierne," siger Peter Dahler-Larsen.
Derfor undrer det ham også, at direktivet ikke har været igennem en grundlæggende forandring.
“Jeg synes, det er en lille smule mærkeligt, at man stadigvæk har policyinstrumenter, der håndterer det på samme måde som dengang, hvor man for eksempel mest fokuserede på de fysiske faktorer," siger han.
På grund af det som Peter Dahler-Larsen kalder policy-designet, hvor der er stor metodefrihed, er det også tæt på umuligt at sammenligne mellem virksomheder for slet ikke at tale om at sammenligne mellem lande.
“Så længe der ikke er krav om offentliggørelse, foregår det i mørke inde i virksomhederne, men også på landeniveau, hvor man ikke kan lave en opdatering af, hvordan det foregår. Og det er jo egentlig lidt irriterende, at vi har haft en lovgivning siden 1989, hvor vi egentlig ikke ved, hvordan det virker,” siger han.
Bruxelles skal med på vognen
Men mulighederne for at ændre grundlæggende i APV'en er begrænsede, fordi den netop knytter sig op på EU-direktivet, og viljen skal derfor komme fra Bruxelles. Men den vilje kan Peter Dahler-Larsen ikke få øje på.
“Det er et felt præget af meget modstridende interesser. A-siden og B-siden har kun delvist sammenfaldende interesser på det her område,” vurderer han.
Og så er det heller ikke hans vurdering, at arbejdsmiljø ligger højt nok på den europæiske prioriteringsliste.
"Pandemier, sikkerhed, landbrugsstøtte. Det er især det, man bruger milliarderne på og energien på at slås om. Vi skal være heldige, hvis arbejdsmiljøet rammer et eller andet sted omkring top 20 på prioriteringslisten," konkluderer han.
