Hvor meget smitter en trompet?

På rekordtid gennemførte Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø et projekt, der skulle undersøge dråbespredning ved de kunstneriske aktiviteter på Det Kongelige Teater. Det var midt i coronatiden, hvor man endnu ikke vidste meget om sygdommen, og hvordan den spredes.

Det Kongelige Teater skulle åbne efter nedlukning og sommerferie i 2020, men man var i tvivl om, hvad der var forsvarligt: Hvis sygdommen smitter via dråber, kan man så have operasangere i samme øvelokale og på samme scene? Er det lige så slemt at tale højt og dramatisk, som man jo gør på en scene og hvad med alle blæseinstrumenterne?

Teaterchef Kasper Holten fortæller:

– Vi var nødt til at finde en måde at åbne huset på, hvor vi kunne være trygge. Både publikum og især medarbejderne, der skulle fungere med prøver og optrædener hver dag, siger han.

Klogere på spredning af vira

Kasper Holten kontaktede teatrets læge, Bo Steen Huniche, og bad om anbefalinger, men lægen kunne se, at den videnskabelige litteratur på daværende tidspunkt ikke omfattede disse spørgsmål, og han manglede derfor et fundament at bygge anbefalinger på. Lægen kontaktede derfor Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) for at høre, om man her kunne hjælpe, og derfra gik det stærkt, fortæller Bo Steen Huniche.

– Det var enormt professionelt. Der gik en time, så vendte NFA tilbage med et forslag til et projekt, der kunne afklare spørgsmålene for os med nogle hurtige foreløbige studier.

I spidsen for undersøgelsen står professor Keld Alstrup Jensen, NFA.

– Vi vidste ikke ret meget om smittekilderne på daværende tidspunkt, og naturligvis havde myndighederne fokus på andet end teater, sang og ballet. Men vi kunne se, at det kunne have et større formål at undersøge dette, og måske kunne vi lære noget overordnet om virussets spredning. Derfor gik vi ind i projektet, forklarer Keld Alstrup Jensen.

Den nye viden om dråbespredning og afstand blev blandt andet brugt, da koret indledte prøver til 'Fidelio', Beethovens eneste opera.

Forsøget

Undersøgelsen skulle vise, hvor mange små luftbårne spytpartikler og mikroorganismer der bliver udledt fra luftvejene ved de forskellige aktiviteter. Altså indirekte om virus kunne frigives og spredes i et rum med de spytpartikler, der bliver spredt ved for eksempel sang. Ved at placere operasangere, skuespillere og musikere med blæseinstrumenter i et tæt kammer med partikelmålere og andet udstyr kunne forskerne måle, hvor mange mikropartikler aerosoler personerne i de enkelte aktiviteter udledte. Så mens teatret holdt sommerferie, genlød NFA af hornmusik, sang og recitationer fra Keld Alstrup Jensens laboratorium. Han forklarer:

– Vi var især interesserede i at kende ’kildestyrken’. Det vil sige, hvor mange partikler der bliver udledt per sekund. Det siger noget om, hvor stor koncentrationen er omkring performeren. Dermed kan vi beregne, hvor stor afstanden bør være til andre for at reducere risikoen for smitte, fortæller Keld Alstrup Jensen.

Filtre renser al den indgående luft til testkammeret, så luften inde i kammeret er helt ren. De aerosoler, måleinstrumenterne i kammeret registrerer, kan derfor kun komme fra aktiviteterne inde i kammeret. Forskningscentrets mikrobiologer havde desuden identificeret bakterierne i kunstnernes udåndingsluft og i testlokalet som en slags markør for mikroorganismer. Alle mennesker har bakterier og andre mikroorganismer i luftvejene. Hvis der blev fundet levedygtige bakterier i partiklerne fra kunsterne, vil der også kunne være virus.

Teaterchef Kasper Holten havde brug for mere viden for trygt at kunne åbne Det Kongelige Teater efter første bølge af corona. Ny forskning gav viden, som blandt andet var med til at afgøre, hvordan sangere, skuespillere og musikere skulle placeres under prøverne.

Hamlet skal holde om sin Ofelia

I forsøget kunne forskerne overraskende nok se, at koncentrationen var størst, når aktiviteten var ’dramatisk tale’ altså når en skuespiller skulle sige replikker højt. Derudover var der også en forøget udledning af partikler fra blæseinstrumenter og sang. På den baggrund kunne teatret nu begynde at tage sine forholdsregler. Bo Steen Huniche fortæller:

– Vi kunne se, at det var nødvendigt at øge den anbefalede afstand fra én meter til to meter for disse aktiviteter. Men med god ventilation samtidig kunne man med sindsro arbejde i et par timer ad gangen på denne måde.

Teatret begyndte straks at indtænke nye retningslinjer i efterårets program. Orkestret blev placeret, så de alle havde mindst to meter til blæserne, og det samme gjaldt kor og sangere. Scener blev ændret, så skuespillerne stod med afstand, når det var muligt.

– Vi var nødt til at gennemgå stykkerne med en tættekam, så der kun var nærhed, hvor det var absolut kunstnerisk nødvendigt, forklarer Kasper Holten og giver eksemplet:

– Vi kan ikke opføre ’Hamlet’, hvis Hamlet ikke må holde om sin Ofelia, men andre steder er det ikke nødvendigt, siger han.

Trompet var værst

Han forklarer også, at det især var orkestret, der led under de nye retningslinjer.

– De havde svært ved at høre hinanden ordentligt. Det handler jo meget om at lytte, når man spiller, og det var svært, siger Kasper Holten.

Efter at have gransket data fra forsøgene kunne NFA dog begynde at differentiere mellem de forskellige blæseinstrumenter. Trompet er værst, da den kun har én åbning og blæser fremad, så partiklerne spredes meget. Fløjte og obo har derimod huller i instrumentet, så her er spredningen ikke så koncentreret. Og andre messingblæsere blæser bagud eller opad, så heller ikke her er spredningen lige så stor. 

– Vi måtte reducere orkestret til visse forestillinger, og det er jo ærgerligt i forhold til publikumsoplevelsen, men det lykkedes at gennemføre hele efterårets repertoire med de nye retningslinjer inden den næste nedlukning i december, siger Kasper Holten. Hans øjne er nu rettet mod en begyndende åbning af kulturinstitutionerne. Det bliver igen med god afstand mellem publikum og to meters afstand til blæserne.