Hvor meget sod tager en brandmand med hjem?

Når beredskabsassistent Jens Fast Kruse møder ind til sin 24-timers vagt i Østjyllands Brandvæsen, plejer han at møde, en time før vagten starter. Så kan han nå at spise morgenmad med kollegerne fra den forrige vagt og høre om det forrige døgns begivenheder og gøre sig klar.

Det gør han stadig, men nu skal han også nå at tage hudaftørringsprøver ved at tørre sig med en særlig serviet flere steder på kroppen, opsamle en urinprøve, iføre sig et specielt silikonearmbånd, der absorberer stoffer fra luften omkring ham, og finde sin nye specialfremstillede branddragt frem. Han er nemlig forsøgsperson i en undersøgelse, der har til formål at mindske risikoen for kræft hos ham selv og hans kolleger.

– Jeg synes, det er spændende at være med, og jeg synes, det er supervigtigt at bidrage, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe med at skaffe mere viden, siger han.

Arbejdet som brandmand har altid været forbundet med fare og risici. De går som de eneste ind i de brændende og nedstyrtningstruede huse, som alle andre løber ud af og væk fra. Uddannelse, hyppig træning og moderne beskyttelsesudstyr gør, at antallet af ulykker under slukningsarbejdet er få, men i de senere år har forskning vist, at faren ikke er ovre, når brandbilerne slukker sirenerne og kører folkene tilbage i remisen. Overalt på tøj, biler og udstyr sidder sodpartikler fra røgen, og snart sætter de sig på huden eller indåndes, når de hvirvles ud i luften.

Forskning har igennem en årrække øget opmærksomheden på, at sodpartiklerne udgør en kræftrisiko. De indeholder tjærestoffer, som trænger ind i kroppen, hvor de kan give dna-skader, der med tiden kan udvikle sig til kræft.

Det er disse partikler, Jens Fast Kruse og en række af hans kolleger landet over nu skal holde øje med, blandt andet ved at tage hudaftørringsprøver flere gange per vagt.

Mere viden og øget fokus

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, viste med et omfattende forskningsprojekt, BIOBRAND, at der kommer tjærestoffer på huden under brandslukning, og at mængden af tjærestoffer på huden følger optagelsen af tjærestoffer og dna-skader i blodceller.

Opfølgningsprojektet BIOBRAND II skal nu undersøge, hvad der kan gøres for at forebygge hudens eksponering for tjærestoffer, og vise, om den øgede opmærksomhed nedsætter udsættelsen for tjærestoffer. I spidsen for BIOBRAND II står seniorforsker Anne Thoustrup Saber fra NFA.

– Vi vil se, om viden om, hvor meget de hver især udsættes for af sod, kan gøre en forskel. Vi ser også på, om man kan nedsætte eksponeringen via instruktion i bedre hygiejne. Vi følger en række brandmænd over hele landet, og hver brandmand får sine individuelle prøvesvar undervejs. Spørgsmålet er så blandt andet, om instruksen i sodforebyggelse sammen med de hyppige prøver og kontroller og samtaler om deres prøver skaber bedre forebyggelse, forklarer Anne Thoustrup Saber.

Der har været opmærksomhed på kræftrisikoen for brandmænd i de seneste 20 år, og siden det første BIOBRAND-projekt har der været øget fokus på at forhindre eksponeringen for sod og vigtigheden af at fjerne sod på huden hurtigst muligt.

Arbejdstilsynet har således med kampagnen ’Ren brandmand’ mindet brandfolkene om, at det er vigtigt at komme i bad umiddelbart efter en brandindsats. Brandfolkene ved med andre ord godt, at de helst skal undgå at få sod på huden, men BIOBRAND II vil nu undersøge, om øget fokus på forebyggende tiltag kan holde dem til ilden så at sige.

Folk og materiel vaskes

Det er ikke nyt for brandfolkene i Østjyllands Brandvæsen at have fokus på sod og forebygge eksponering.

Det har de gjort i flere år, og der er gjort brug af adskillige tiltag. Ved store brande bliver der således kørt en særlig badetrailer ud på brandstedet, så folkene kan gå i bad, inden de overhovedet forlader stedet, og brandbiler og andet materiale bliver kørt i en vaskehal og vasket grundigt af, inden de kommer tilbage i garagen. På den måde falder forsøget godt i tråd med det øvrige forebyggende arbejde i Østjyllands Brandvæsen, siger beredskabsinspektør Brian Arendtsen:

– Vi gør allerede rigtig meget på området, men alt, der kan give os mere data og mere viden om, hvordan vi sikrer os, er godt, siger han og fortsætter:

– Og så synes jeg, at vi som stort beredskab har en forpligtelse til at stille op til den slags undersøgelser. Vi har flere ressourcer, vi har mange folk, og vi har døgnbemanding, så vi kan nemmere rykke lidt rundt og ændre nogle arbejdsgange, end de mindre beredskaber kan.

Blandt andet betyder forsøget, at alle i Østjyllands Brandvæsen får lavet deres vagtskema om, så Jens Fast Kruse og de andre forsøgspersoner kun har vagter på den mere travle citystation i Aarhus i forsøgsperioden og ikke skifter mellem alle de øvrige, som de plejer. Det sker i forventning om, at de så kommer ud til lidt flere brande, så forskerne kan få endnu mere data at arbejde med.

Ikke så macho som tidligere

På brandstation City er Jens Fast Kruse glad for de seneste års øgede opmærksomhed på kræftforebyggelse i brandvæsenet:

– Jeg føler mig passet på, og det giver arbejdsglæde at vide, at folk omkring mig har fokus på de her ting. Det bekymrer mig ikke, når vi snakker om det, eller får mig til at føle, at mit arbejde er farligt. Og det er nok, fordi vi alle gør, hvad vi kan, for at forebygge. Jeg tror, jeg ville være utryg, hvis alle andre var ligeglade, siger Jens Fast Kruse. Brian Arendtsen vurderer, at det har været nødvendigt med en kulturændring i brandkorpset på forebyggelsesområdet i løbet af de seneste 10-20 år.

– Vi har nok ikke været nemme at flytte, og der er stadig plads til forbedring mange steder, tror jeg. Men vi har flyttet os langt. Det har tidligere nok været mere machopræget, hvor ham med den mest beskidte hjelm var den sejeste, fortæller han og fortsætter:

– Når du dengang blev kaldt ud til brand midt om natten, kunne du ligge i din seng igen en time eller to senere. Nu skal alt vaskes af, man skal skifte tøj og gå i bad med det samme. Det er blevet et grundvilkår, og for de unge har det aldrig været anderledes. Men det har taget tid at få alle med.

Jens Fast Kruse, der har været brandmand i otte år, mærker i dag ikke nogen forskel mellem de ældre og de yngre, når det handler om forebyggelse:

– Flere af mine ældre kolleger har været i branchen i mange år, og de har da sikkert også tidligere tænkt, at det ikke var noget, man skulle bekymre sig om. Men nu er de lige så opmærksomme på, at vi ikke skal have sod med hjem, som os yngre, siger han.

Tjæren er kræftfremkaldende

Samtidig med de konstante prøver og kontroller skal de forskellige brandvæsener, der deltager i forsøget, også afprøve nye tiltag, der måske også kan reducere mængden af sodpartikler i kroppen. I Østjyllands Brandvæsen skal forsøgspersonerne for eksempel afprøve en ny type branddragt og -hætte, der er udstyret med en ekstra tæt membran, der kan holde partiklerne ude. I et andet brandvæsen vil de afprøve, om en tur i sauna efter badet kan hjælpe med at få de sidste sodpartikler svedt ud af huden.

– Vi ved, at flere af tjærestofferne er kræftfremkaldende, så alt tæller, når det handler om at holde dem ude af kroppen, siger Anne Thoustrup Saber. Ifølge WHO’s kræftagentur, IARC, er arbejdet som brandmand klassificeret som ’kræftfremkaldende’.

Det er derfor vigtigt for Anne Thoustrup Saber, at det bliver undersøgt, om interventioner, som indbefatter udstyr og adfærd, kan mindske udsættelsen for sod i arbejdet som brandmand, og at disse bliver så udbredte og så effektive som muligt, samtidig med at der hele tiden bliver forsøgt at finde flere.

– Det synes jeg, vi skylder brandfolkene. De har fået til opgave at passe på os andre, så jeg synes, at vi som samfund også skal prøve at passe på dem, siger hun.