Sygeplejen: Når arbejdet handler om meget mere end medicin.

En hjemmesygeplejerske besøger en psykisk syg borger. Hendes opgave er at sikre, at kvinden får sin medicin, men da hun træder ind i kvindens hjem, bliver hun mødt af en hund, som også trænger hårdt til omsorg, fordi ejeren ikke magter at passe den. Hjemmet er beskidt, og køleskabet gabende tomt. Kvinden bruger alle sine tildelte madpenge på cigaretter. For sygeplejersken og hendes kollegaer virker det umuligt at holde sig til den ene opgave, de er bestilt til, og lukke øjnene for alt det andet.

Sådan lyder et eksempel fra virkeligheden i en ny analyse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har lavet for Dansk Sygeplejeråd. Analysen kortlægger sygeplejerskers opfattelse af kompleksitet i den kommunale hjemmepleje – eller med andre ord: Alt det, der gør sygeplejerskernes arbejde svært at udføre.

– Kompleksitet er blevet et modeord, som fylder mere og mere i debatten om den kommunale sygepleje, men det er ikke særlig klart, hvad begrebet egentlig dækker. Derfor er det vigtigt at få sat ord på, og i denne analyse har vi spurgt sygeplejerskerne, hvad de selv synes, kompleksitet er i deres hverdag, fortæller Sidsel Vinge, der er ph.d. og projektchef hos VIVE og står bag analysen. 

En helt anden virkelighed

Analysen viser, at der overordnet er tre typer kompleksitet, som kan vanskeliggøre sygeplejerskernes arbejde: Medicinsk, social og organisatorisk kompleksitet. Der er forskel på, hvor meget hver type fylder, forklarer Sidsel Vinge.

– Medicinsk kompleksitet er det, man tit taler om i relation til sygeplejen: Borgerne bliver mere syge og tidligere udskrevet fra hospitalerne, og det kan generere kompleksitet i nogle forløb. Men ved siden af er der det, rapporten kalder social kompleksitet, som fylder mere for sygeplejerskerne. Her tænker man måske, at det sociale ikke er noget, en sygeplejerske skal tage sig af, men der er meget kompleksitet i, at nogle borgere ikke kan overskue deres forløb, siger Sidsel Vinge. Den beskrivelse stemmer helt overens med kommunernes oplevelser på området, fortæller chefkonsulent i Center for Social og Sundhed i Kommunernes Landsforening (KL) Karen Marie Myrndorff.

– Når hjemmesygeplejersker er bestilt til at løse en enkelt sundhedsfaglig opgave, møder de ofte en helt anden virkelighed: Mange borgere har brug for hjælp til meget mere end blot at tage deres medicin eller få behandlet et sår, for det er ikke bare medicinen eller såret, de ikke selv kan håndtere, siger Karen Marie Myrndorff og uddyber:

– Det kan for eksempel være borgere med mange forskellige sygdomme, som bliver reguleret af forskellige instanser, eller med sociale problemer eller misbrugsproblemer hos dem selv eller familien. De mangler ofte overblik over deres situation og har svært ved at få struktur på deres liv. Så er det klart, at når der kommer en hjemmesygeplejerske og begynder at tage ansvar for en af opgaverne, så følger det andet med. Analysen viser, at sygeplejerskerne ofte oplever, at hvis de ikke handler på de sociale forhold, som nogen mener ikke hører under sygeplejeområdet, så er der risiko for, at ingen gør det, fordi sygeplejersken måske er den eneste – eller i hvert fald den med det højeste kompetenceniveau – der kommer i borgerens hjem. Også her nikker Karen Marie Myrndorff genkendende.

– Det kan være svært for andre at forstå, at det ikke bare handler om at gå ind ad døren, give medicin og gå ud igen. Hjemmeplejen har i mange år haft en masse sideløbende opgaver, som alle har vidst var der, men som aldrig er blevet italesat. De er blandt andet nødt til at sørge for, at der er lys, varme og vand, at der bliver luget ud i det værste rod og skidt, så de kan udføre deres arbejde, at borgerne får mad, og at der bliver hentet medicin, siger hun og fortsætter:

– Her er analysen et enestående godt værktøj til at vise politikere og andre, hvorfor det er så svært for sygeplejersker og social- og sundhedspersonale at løse en konkret opgave i borgernes hjem uden at tage sig af alt muligt andet – simpelt hen fordi alt det andet også er der. 

 Uklare arbejdsgange

Den tredje type kompleksitet er den, der fylder allermest hos sygeplejerskerne, fortæller Sidsel Vinge fra VIVE: – Organisatorisk kompleksitet handler bredt sagt om alle systemerne. Måden man planlægger og dokumenterer arbejdet. Måden man samarbejder eller ikke samarbejder. Og måden, hvorpå man har eller ikke har overblik over, hvor mange der er inde over et forløb. Det kan være svært for den enkelte at navigere i, og det genererer en masse kompleksitet.

Ofte er det en kombination af mange aktører i borgernes forløb og lav kontinuitet i, hvem der kommer hos de enkelte borgere, som gør arbejdet komplekst for sygeplejerskerne. Samtidig oplever de uklarhed og usikkerhed i forhold til de organisationer og systemer, de skal navigere i. Den problemstilling kan analysen ifølge Sidsel Vinge hjælpe med at sætte et hidtil manglende fokus på.

– Analysen viser, at kompleksitet ikke kun handler om borgerne og deres sygdoms- eller livssituation. Det handler også om måden, systemerne er organiseret på – sygeplejen, hjemmeplejen, kommunerne og hele sundhedsvæsenet – og de muligheder, den enkelte sundhedsfaglige har for at navigere i det, siger hun.  

Forandringer er nødvendige

Hos Dansk Sygeplejeråd har det haft stor betydning at få dokumenteret, hvor vigtigt det er at skelne mellem de forskellige typer af kompleksitet i arbejdet med at forbedre hjemmesygeplejerskers vilkår, fortæller næstformand Dorte Steenberg.

– Selvfølgelig er det vigtigt, at hjemmesygeplejersker og social- og sundhedspersonale har viden og kompetencer til at løse den stigende kompleksitet på det medicinske område, og de ved også godt, hvordan de skal ruste sig til det, siger hun.

– Den sociale kompleksitet er også noget, de til en vis grad kan uddanne sig til at håndtere, men her er det vigtigt at understrege, at de sociale forhold hos borgerne er et vilkår, som ikke kan forandres. Her bør man ledelsesmæssigt være opmærksom på, at de sociale forhold bliver anderledes bestemmende for, hvordan sygeplejen kan udføres i eget hjem, siger Dorte Steenberg. Den organisatoriske kompleksitet er til gengæld noget, hjemmesygeplejerskerne ikke selv kan gøre noget ved. Derfor kræver det organisatoriske forandringer og forenkling af systemerne at gøre arbejdet mindre vanskeligt at udføre, lyder det fra næstformanden. 

– Det kan for eksempel være ved at gøre forbindelsen til egen læge tydeligere og blive mere præcis i forhold til, hvilken læge der har ansvaret for borgeren. Som det er nu, kan der være fire sygeplejeinstitutioner involveret i et forløb, og det er svært at finde rundt i. Det er også oplagt at se på organiseringen mellem sygeplejen og social- og sundhedspersonalet. De arbejder under henholdsvis sundhedsloven og serviceloven, og det er noget rod, siger Dorte Steenberg. En ny specialuddannelse målrettet kommunale sygeplejersker er i disse måneder på vej til at blive en realitet. Uddannelsen hedder ’Specialsygeplejerske i borgernær sygepleje’. Den har til formål at styrke sygeplejerskernes kompetencer inden for både klinisk, organisatorisk og kvalitets-arbejde. Cirka 10 procent vil få mulighed for at tage uddannelsen.