Forskning om, hvordan hjemmeplejen bedst organiseres
-
Forsker: Videnskabelig assistent Maja Vilhelmsen Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.
Forskningsprojekt: Sundhedsmiljø i hjemmeplejen – et afprøvningsprojekt.
Maja Vilhelmsen fortæller:
– Der er stor forskel på, hvor omfattende og krævende hjemmeplejens opgaver er hos de forskellige borgere. Hos nogle er der fysisk krævende opgaver såsom rengøring, forflytning (når en borger skal hjælpes for eksempel fra seng til stol, redaktionen.) eller bad. Andre er mentalt krævende – borgerne kan måske være aggressive eller have krævende pårørende.
– Vi ved fra anden forskning, at det er vigtigt med pauser og restitution i løbet af arbejdsdagen – både mentalt og fysisk. I projektet vil vi sammen med Frederiksberg Hjemmepleje prøve at iværksætte en indsats, der tager hensyn til kravene i de forskellige opgaver, når hjemmeplejerne får lagt deres daglige rute rundt til borgerne. Som optakt til projektet cykler jeg med en social- og sundhedshjælper fra hjemmeplejen rundt til borgerne. Det giver mig en fornemmelse af hendes arbejdsopgaver, og hvad der er muligt i forhold til vores projekt.