Hvide fingre kan blive kroniske

Internationalt 15. okt 2018 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto:
  • Mindre arbejde med vibrerende håndholdt værktøj kan forbedre den smertefulde lidelse hvide fingre. Det viser nyt norsk studie, som har fulgt 40 mandlige byggearbejdere gennem 22 år. 

Skrevet af: Ida Marie Winge

Det er velkendt, at medarbejdere, der oplever vedvarende vibrationer fra eksempelvis motorsav, trykluftsbor og slibemaskiner, kan få skader på blodårer, nerver og muskler. Det kan betyde, at man får hånd-arm vibrationssyndrom (HAVS), som blandt andet er kendetegnet ved smertefulde anfald med hvide fingre, som bliver følelsesløse og ”døde”, fordi blodkarrene trækker sig sammen, når man udsættes for kulde. I et nyt studie fra det norske arbejdsmiljøinstitut STAMI har forskerne set på, hvordan det går med medarbejdere, som har udviklet syndromet.

I studiet blev 40 mandlige byggearbejdere, som deltog i en undersøgelse i 1994, undersøgt igen i 2016/2017. Færre vibrationer er godt Studiet peger på, at hvis man har hvide fingre, bliver lidelsen værre, hvis man fortsætter med at benytte det vibrerende værktøj. Hvis man imidlertid bliver udsat for færre vibrationer, ser det ud til, at fingrene får det bedre. Ifølge forskerne bag studiet understreger resultaterne, at man generelt bør være opmærksom på brug af håndholdt vibrationsværktøj.

Kilde: ‘Vascular component of hand-arm vibration syndrome. A 22-year follow-up study’, Oxford University Press, Occupational Medicine – søg på titlen på www.stami.no

Hvide fingre i Danmark

Der anmeldes årligt omkring 200 tilfælde af vibrationsinducerede hvide fingre. Omkring halvdelen anerkendes i arbejdsskadesystemet.

Kilde: Sundhed.dk

Opdateret 19. mar 2021