Nakkeproblemer rammer håndværkere hårdt

Internationalt 19. dec 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Shutterstock
  • Der er en klar sammenhæng mellem cervikal spondylose, der kræver kirurgisk behandling, og arbejde med akavede nakkestillinger, hyppige arbejdsopgaver med hænder over skulderhøjde og opgaver med høj belastning af arme og skuldre.

Det viser en ny undersøgelse fra det svenske Umeå Universitet. Desuden fandt forskerne, at førtidspensionering var næsten tre gange så udbredt blandt bygningsarbejdere med cervikal spondylose, der krævede kirurgisk behandling, sammenlignet med andre bygningsarbejdere, henholdsvis 41 procent mod 15 procent.

Formålet med undersøgelsen var at undersøge sammenhængen mellem arbejdsmiljøet og tilstanden ved kirurgisk behandlet cervikal spondylose.

Kort fortalt er cervikal spondylose en lidelse, hvor ryghvirvler eller diskus i nakken presses sammen og beskadiges eller forskydes. Symptomerne kan give smerter og funktionsnedsættelse, og det kan stråle ud i arme og hænder.

Ifølge en pressemeddelelse fra umu.se er det første gang, at denne sammenhæng er dokumenteret. Det er sket ved at gennemgå data for 240.000 svenske bygningsarbejdere, der fik foretaget regelmæssige helbredstjek mellem 1971 og 1993.

Disse data blev matchet med registerdata fra sundhedsvæsenet om, hvem der skulle opereres, og med data fra et register over førtidspensioner frem til 2016.

Studiets hovedforfatter, Jennie Jackson, fortæller, at resultaterne giver værdifuld vejledning til at arbejde forebyggende med arbejdsmiljøet i byggesektoren, samtidig med at de giver et mere robust grundlag for forsikringsmedicinske vurderinger.

 

Kilde:    

prevent.se/umu.se 'Risk factors for surgically treated cervical spondylosis in male construction workers: a 20-year prospective study'.

Doi: 10.1016/j.spinee.2022.08.009