Norge: Moderne affaldsanlæg kan give maveonde

Internationalt 9. maj 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Shutterstock
  •  

Medarbejdere, der arbejder på et fuldautomatisk affaldsanlæg, kan udsættes for høje niveauer af svampe og bakterier. Det viser ny forskning fra det norske arbejdsmiljøinstitut STAMI.

Skønt de nyeste anlæg sorterer affaldet automatisk, har forskningen ved STAMI vist, at svampe og bakterier spredes i luften i anlæggene. Desuden er medarbejderne i kontakt med affaldet, når de eksempelvis skal vedligeholde, rengøre og reparere anlægget.

Forskerne tog prøver på et fuldautomatisk anlæg med effektiv ventilation. Nogle prøver viste mængder af støv, der var højere end grænseværdierne for organisk støv i arbejdsmiljøet, ligesom eksponeringen for bakterier og svampesporer var mange gange højere end de anbefalede værdier.

Resultaterne overrasker de ansatte, men forskerne siger ifølge stami.no, at det er forventeligt, at et sådant arbejde kan have sundhedsskadelige konsekvenser, især hvis man ikke bruger værnemidler. Et budskab er, at kroppens immunforsvar opbygges, i takt med at man udsættes for støv igennem længere tid.

Derfor er det især nyansatte, som ofte har mave-tarm-problemer i de første uger, men for mange bliver problemet mindre med tiden. Forskningen er et samarbejde med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

 

Kilde:    

stami.no/sciencedirect.com ‘Bioaerosol Exposure and in vitro Activation of Toll-like Receptors in a Norwegian Waste Sorting Plant’. Doi: 10.1016/j.shaw