Sådan skal forskning sætte aftryk

Spørger man Steffen Bohni, hvad han er lykkedes med i sit første halvandet år som direktør for NFA, så er han ikke i tvivl. Der er tre ting på listen. 

– Der hvor begejstringsbarometret var helt oppe at ringe, det var absolut, da jeg klokken fem om morgenen kunne læse teksten til aftalen om ret til tidlig pension og se, at der var afsat 24 millioner til at oprette et nyt forskningsområde i arbejdsmiljøøkonomi. Der var jeg glad!  

På LinkedIn kaldte Steffen Bohni det for ’en stor og historisk dag for NFA’, da Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fik en millionbevilling over fire år fra januar 2022. Den nye forskningsenhed er nu i etableringsfasen og forventes at være klar med seks nyansatte økonomer til nytår. Og der er flere ting på Steffen Bohnis liste: 

– På det meget konkrete plan er jeg utrolig stolt over, at vi er lykkedes med at udvikle et måleinstrument til at måle vores samfundsmæssige aftryk. Det er en landvinding både i videnskabelige termer og i forhold til at navigere fremadrettet. En sidste ting er, at vi på trods af corona som organisation har fået større fokus på at skabe et samfundsmæssigt aftryk i alt, hvad vi gør.  

På engelsk kalder man det societal impact, samfundsmæssig effekt. Men NFA har valgt at bruge udtrykket aftryk. Målet er, at NFA skal sætte aftryk ved at tilvejebringe vidensgrundlag for den politiske proces, i den daglige debat og helt ude på de enkelte arbejdspladser.  

Det nye kompas 

Til at måle, om det lykkes at skabe et større samfundsmæssigt aftryk, har NFA udviklet et helt nyt redskab, som skal dokumentere, hvor langt NFA er nået, og om forskningsinstitutionen bliver bedre over tid. 

– Vi har spurgt 1.500-1.600 arbejdsmiljøprofessionelle om, hvordan de bruger NFA’s viden. På den baggrund har vi udregnet et indeks, som på en skala fra 0 til 100 skal sige, i hvor høj grad den viden bliver brugt. Kender de den viden, forstår de den, og bliver den omsat til praksis? 

Man kan kalde det nye redskab en avanceret og videnskabeligt funderet brugerundersøgelse. Det er meningen, at den skal gennemføres en gang om året. Redskabet fungerer både som en slags termometer, der kan måle temperaturen, og som et kompas, der kan sætte retning for forskningsinstitutionens arbejde. Det nye redskab mangler endnu et navn, men ifølge direktøren virker det. 

– Måler det, hvad det skal? Her kan vi svare: Ja, det gør det. Der findes en del validitetstest, hvor man kan gennemføre statistiske analyser for at se, om de spørgsmål, man stiller, rent faktisk måler det, man ønsker. Det var en meget ambitiøs satsning at prøve at udvikle noget, som ikke fandtes. Men vi har udviklet redskabet, og det måler rigtigt – nu skal vi så til at bruge det. 

NFA har netop afleveret en videnskabelig artikel om det nye redskab til et videnskabeligt tidsskrift. Artiklen forventes offentliggjort inden for det næste halve år. 

– Når jeg er ude at fortælle om det her til ledere for andre forskningsinstitutioner, så er der stor interesse. Det er en global udfordring at kunne dokumentere det samfundsmæssige aftryk af forskning. Når vi så kommer og siger, at vi har testet, og dette redskab virker, så er alle supernysgerrige på, om det også er noget, de vil kunne bruge, og med nogle tilpasninger tror jeg, det vil kunne bruges af andre forskningsinstitutioner. 

Steffen Bohni har store forventninger til det nye måleredskab, som skal tage temperaturen på det, han kalder den mellemlange bane. Når det drejer sig om at dokumentere forskningens langsigtede effekt, er det straks sværere. 

– Der findes ikke kvantitative måleinstrumenter for, hvordan man kan dokumentere langsigtet effekt af forskning. Lige nu er det bedste bud det, vi kalder impactcases, hvem bruger denne viden og hvordan? Og det er en målsætning for NFA, at vi i højere grad skal bruge impactcases og gennem beskrivelser af cases dokumentere og lære af det samfundsmæssige aftryk, vi sætter. Ambitionen er, at vi hen ad vejen kan kvalificere denne metode også, forklarer Steffen Bohni. 

Vi skal bidrage med løsninger 

Det nye kompas og et større fokus på impactcases skal være med til at skabe retning for forskningen. Derudover skal NFA have fokus på at levere svaret på udfordringer inden for arbejdsmiljø. 

– Hvis vi skal skabe et samfundsmæssigt aftryk, så skal vi i langt højere grad end tidligere bidrage med at skabe løsninger. Hvad er problemet, og hvordan løser vi det? 

Det betyder ifølge Steffen Bohni, at en større del af forskningen hos NFA skal være det, man kalder interventionsforskning.  

– Det går i bund og grund ud på at afprøve en løsning for at se, om den virker, og dokumentere, hvordan den virker. I kombination med det nye arbejdsmiljøøkonomiske forskningsområde, som vi har fået penge til, betyder det, at vi kan se på: Hvad er problemet, hvad er løsningen, virker den, hvordan kan den implementeres – og kan det betale sig? 

Som vellykkede eksempler på interventionsforskning nævner direktøren to projekter: ’Kroppen i kerneopgaven’, hvor forskerne gennem et kombineret fokus på arbejdsmiljø og faglighed nedbragte sygefraværet hos ansatte i københavnske dagtilbud. Mens projektet ’Guldlok’ har undersøgt, hvordan arbejdet hos forskellige jobgrupper kan designes, så man bliver sundere af at udføre det. 

– Det er begge eksempler på konkrete interventioner, hvor vi undersøger, om man kan gøre det her på en ny måde og så dokumentere via effektmålinger, om det rent faktisk får afhjulpet problemet. Det er det, vi skal have mere af. 

Hvis man skal øge sandsynligheden for, at forskning bliver anvendt og derved skaber et samfundsmæssigt aftryk, så er det vigtigt at inddrage brugerne så tidligt som muligt. Derfor er NFA i gang med at redesigne den måde, forskningsprocesser tilrettelægges på, så brugerne er med fra start. 

– Fra jord til bord, om du vil, siger Steffen Bohni. 

– Er det her en interessant problemstilling, er det her, skoen trykker – har vi forstået problemet, og hvordan skal vi gribe det an? Så går vi i lønkammeret og ser på, hvordan vi gør metodisk. Og så skal vi igen inddrage brugerne, når vi beslutter, hvordan vi praktisk gennemfører vores forskning, og hvordan vi formidler forskningsresultaterne. Brugerne er ikke bare passive modtagere i den anden ende, de har været en del af rejsen fra idé til resultat. 

Vi skal blande os i debatten 

Det er også vigtigt for NFA at være aktuel og blande sig i samfundsdebatten. 

– Vi skal i højere grad se på, hvad der er aktuelt. Lad os gå ud og skabe et faktuelt grundlag, som debatten kan udspille sig på, og forhåbentlig være med til at nuancere debatten.  

Forskningsprojektet ’Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen (MESA)’ er et eksempel på dette. Det har blandt andet resulteret i websitet coronatrivsel.dk med helt konkrete råd til ledere og medarbejdere.  

– Hvis vi havde produceret tyggegummi, så ville man bruge udtrykket ’time to market’ og sige, at time to market på denne forskningsviden har været meget hurtig. Der er reelt gået syv til otte måneder, fra vi fik bevillingen, til de første forskningsresultater kom. Det er superpositivt, at vi er lykkedes med det. Hvis vi skal sikre, at vores forskning er relevant og brugbar, så skal vi jo forske i det, som aktuelt opleves som en udfordring på arbejdspladserne. 

Et andet eksempel er debatten om seksuel chikane, hvor NFA har bidraget med overblik over forskning på området. 

– Hidtil har vi været optagede af at publicere nye resultater og i mindre grad af at tematisere eksisterende viden. I forbindelse med debatten om seksuel chikane blev vi inviteret af Information til at skrive en kronik, hvor vi beskrev de tre typer af chikane, som findes, og fik vigtige facts på bordet. Det er en måde, vi også gerne fremadrettet vil bruges til at bringe forskning og facts ind i aktuelle debatter på, siger Steffen Bohni. 

Hallo, derude! 

Da Steffen Bohni sidste år blev interviewet til magasinet Arbejdsmiljø, var en pointe, at NFA skal nå helt ud til medarbejderne i Kvickly i Hjørring. Er han lykkedes med det? 

– Vi er kommet et længere stykke vej, siger han.  

Steffen Bohni peger på en plakat, som hænger på indersiden af døren ind til hans kontor på NFA. 

– Det er en kortlægning af de 25 største jobgrupper. Hvilke kommunikationskanaler de bruger, og hvilke typiske arbejdsmiljøproblemer de har. Det er en analyse, vi kan bruge til for eksempel at nå medarbejdere i Kvickly i Hjørring.  

Pointen er, at viden om de mennesker, man gerne vil nå, er vigtig for at lykkes – og netop kommunikation er en væsentlig del af strategien for NFA. 

– Hvordan får man ørenlyd i forhold til den store omverden? Både over for beslutningstagere på arbejdspladser og over for politikere. Vi kan kalde det kanaludfordringen. Hvor får vi fat i dem? Hvis vi eksempelvis kigger på en stor jobgruppe som lærerne, så er de ikke på LinkedIn, men de er typisk på Facebook og læser deres fagblad, Folkeskolen – og så er det dér, vi skal kontakte dem.  

Derudover kommer den udfordring, som Steffen Bohni kalder kompetenceudfordringen. Har forskere kompetencen til at kunne formidle forståeligt, og har modtagerne kompetencen til at forstå kompliceret forskning.  

– Vi bliver nødt til at skræddersy budskaber og være på de rette kanaler, og det mener jeg, vi er blevet bedre til. Men det er en stadig kamp at få modtagernes opmærksomhed. Det er bestemt vores mål, at medarbejderne fra Kvickly i Hjørring skal kende NFA og vide, at de kan få god handlingsanvisende viden om deres arbejdsmiljø hos os. Det er en del af vores ønske om at sætte et samfundsmæssigt aftryk.