Stilhed giver ro i en hektisk hverdag

Interview 9. sep 2019 - 10 min læsetid
This describes the image
Foto: Kasper Kristoffersen
  • Stilhed, ro og dybe vejrtrækninger er i centrum for en kulturændring i TDC’s datterselskab Nuuday. Manden bag ideen er underdirektør Jesper Gottlieb, som her fortæller om arbejdet med at sænke stressniveauet i en hektisk hverdag og skabe mere produktive møder. Om kort tid rulles metoderne ud til resten af TDC Groups 9.000 medarbejdere.

Skrevet af: Ida Marie Winge

Øjnene er lukkede og åndedrættet roligt. Jesper Gottlieb står i en gul cirkel, der former en slags scene midt på det grå betongulv. Han befinder sig i en tidligere lagerbygning, som går under navnet Digital Warehouse og huser en af Nuudays digitale afdelinger. Langs væggene er der forskudte trappelignende kasser af træfinér, og på dem sidder omkring 100 medarbejdere – digitale eksperter, designere, udviklere med flere. Ligesom Jesper har de øjnene lukket og trækker vejret stille. En mave rumler, og et smil krydser et ansigt. Da der er gået et minuts tid, åbner folk øjnene og kigger rundt på hinanden.

Det er august 2018, og medarbejderne i Nuuday har fredagssamling, som de plejer, men hvor der på et normalt møde er en livlig aktivitet hele seancen igennem, har morgenmødet denne fredag fokus på stilhed. 

– Vi omgiver os med støj konstant, så for nogle kan det være ret grænseoverskridende at være stille sammen. Øvelsen var tænkt som en kickstart på den kulturændring, vi er i gang med nu, som skal bringe mere ro og fokus ind i vores arbejdsdag, forklarer Jesper Gottlieb, der er Tribe Lead i Nuuday. En titel, som i mere klassisk organisationssprog ville have benævnelsen underdirektør.

Digitale og agile forandringer

Siden morgenmødet er der sket en række tiltag i virksomheden, som på mange måder tager afsæt i de omfattende forandringer, techbranchen – og dermed også Nuuday – er midt i. Det er en branche, hvor tempoet kun forventes at blive øget i de kommende år.

– Vi sammenligner os mere og mere med store techvirksomheder som Google og Amazon, og her er den agile måde at arbejde på essentiel. Det vil sige, at vi hele tiden kigger efter nye muligheder for at arbejde anderledes og bedre. Det giver rigtig god mening, men de konstante forandringer er også en stressfaktor for hjernen, som godt kan lide forudsigelighed og sikkerhed. Så selvom man måske kan synes, at det er sjovt og spændende at være en del af et agilt miljø, er der også en risiko for, at man bliver stresset og ineffektiv, ligesom man kan være nervøs for, hvad forandringerne betyder for en selv, forklarer han.

– Derfor var min tanke at introducere nogle redskaber, der kunne hjælpe. Både så folk ikke oplever, at der bliver trukket mere af deres batteri, end der bliver opladet, og fordi vi nødigt skulle havne i en situation, hvor der er en, som får en god idé, men vi har alt for travlt til at stoppe op og lytte.

Eksperimenterende stilhed

Kort tid efter øvelsen med stilhed i plenum sætter Jesper Gottlieb et forsøg i gang. En gruppe medarbejdere melder sig frivilligt til i en periode på to uger at få målt deres stressniveau og puls via elektroder. Den første uge skal medarbejderne opføre sig, som de plejer. I den efterfølgende uge introduceres to tiltag. For det første skal de, inden de holder møde, være stille og lave åndedrætsøvelser sammen i to minutter. Og for det andet skal de bruge ti minutter i løbet af dagen, hvor de udelukkende fokuserer på deres åndedræt.

– Da vi fik analyserne af data fra de to uger, var det tydeligt, at i den uge, hvor deltagerne brugte stilhed aktivt og lavede åndedrætsøvelser, fik de mere restitution ind i løbet af dagen, siger Jesper Gottlieb.

Han viser en række anonymiserede grafer, der illustrerer, hvordan deltagerne har haft det i løbet af forsøget.

– Det røde er aktivitet og stress, og det grønne er restitution, forklarer Jesper Gottlieb og peger på en graf, som er helt rød. Grafen illustrerer et tidsinterval i løbet af ugen, hvor der er blevet holdt møde.

– Den her person har højst sandsynlig ikke oplevet det her som et godt møde. Men hvis man kigger på ugen efter, hvor personen har været til et møde, som blev holdt samme tid, samme sted og med de samme mennesker, kan man se, at grafen er helt grøn – og det er altså ikke noget, vi har farvet, siger han. 

– For mig er det egentlig en no-brainer, at det er positivt at indføre mere ro og stilhed i løbet af arbejdsdagen. Men jeg ville gerne undersøge det nærmere for at kunne illustrere over for omverdenen, at det kan være en god idé. Derfor var det enormt vigtigt, at forsøget var datadrevet, og at jeg fik hjælp fra eksterne professionelle til at analysere data, siger Jesper Gottlieb.

Han forklarer, at det ikke var alle fra afdelingen, som var lige overbeviste om hans tanker. Nogle syntes, det var rigtig spændende, men andre undrede sig over, hvorfor de nu skulle bruge tid på det.

– De syntes, at det var noget hippiepjat, og spurgte, om de nu også skulle sidde i rundkreds og holde i hånd. For eksempel talte jeg med en, som syntes, at det var noget værre fidus, jeg havde gang i. Han sagde dog ja til at være med i forsøget med elektroderne og var efterfølgende ret overrasket over, hvad man kan gøre med så simple hjælpemidler som åndedræt og stilhed.

Ny mødekultur

I dag er stilhed og åndedrætsøvelser blevet en fast del af møderne i mange team i den digitale afdeling. Selv praktiserer Jesper Gottlieb det hver mandag, når han mødes med chefgruppen. I stedet for at gå direkte til de sager, som skal løses, står de med lukkede øjne og trækker vejret dybt. Først en indånding og så en lang udånding. Når der er gået to minutter, åbner de øjnene, og så går mødet i gang. 

– Det første minut handler om at få den støj, du er i, til at gå væk. Og bagefter oplever du en dyb ro, hvor du kan fokusere og tænke: ’Okay, hvad er vigtigt at dele med mine kolleger til det her møde?’ Det betyder også, at du nogle gange lader være med at sige noget, fordi du reflekterer over, om det, du ville sige, er relevant. På den måde kan du give taletid til kolleger, som måske har mere brug for det, forklarer han. 

I chefgruppen er de også begyndt at bruge stilheden til at opbygge selve mødets dagsorden ud fra de tanker, de gør sig i stilhed sammen. 

– På den måde kommer vi til at tale om de ting, som er mest nære og presserende lige nu.

Selve det med at bruge stilhed til at bygge noget op i fællesskab er inspireret af en forelæsning, Jesper Gottlieb var til for et par år siden med den danske stilhedsekspert Bastian Overgaard.

– Jeg har været til rigtig, rigtig mange forelæsninger og workshops, som minder meget om hinanden, og det her var en af dem, der virkelig gjorde indtryk. Vi arbejdede med det, som hedder ’silent co-creation’, og jeg fik bare den der oplevelse, en slags eureka, at der ligger et kæmpe potentiale i stilheden, som jeg havde lyst til at eksplorere og udnytte.

Tankerne breder sig

Om kort tid skal tilgangen til ro og stilhed rulles ud til resten af TDC Groups 9.000 medarbejdere. Det kommer til at ske via en ambassa-dørgruppe, som bliver klædt på med teoretisk og praktisk viden. Blandt andet skal ambassadørerne igennem en række øvelser, som fokuserer på åndedrættet og forskellige måder at bruge stilhed på, men også mere klassiske initiativer som walk and talks.

– Med ambassadørerne sår vi et frø i hele organisationen og håber, at det kan vækste sig frem til noget, der skaber sin egen dynamik, og som folk gerne vil prøve, siger han.

Tanken er, at team- og projektledere skal kunne henvende sig til en ambassadør, hvis de er interesserede i at benytte værktøjerne. Her kan ambassadøren så gå ind og hjælpe med at få det implementeret, så team- eller projektlederen selv kan gøre det fremadrettet.

– I første omgang finder vi ti kandidater, som har en god indstilling og er motiverede – og så ser vi, hvordan det via dem kan lykkes at få værktøjerne udbredt til resten af organisa-tionen. 

Jesper Gottlieb peger på, at tiltagene for det første handler om at reducere stress hos medarbejderne og øge effektiviteten.

– Men samtidig handler det om at styrke arbejdskulturen og sende et stærkt internt signal om, at det ikke er tabu at have brug for ro en gang imellem, eller at man synes, det kan være svært med alle forandringerne.

– På en måde er jeg lidt af en idealist. Jeg har en vision om, at jeg vil skabe en mere bæredygtig arbejdsplads. Bæredygtighed handler om, at man ikke bare tager, men også giver. Altså hvis du fælder træer og ikke planter træer, så er det jo ikke bæredygtigt. Det samme med medarbejdere. Hvis du tager fra dem hele tiden og ikke giver dem noget ud over løn og pension, er det heller ikke bæredygtigt. For så trækker du hele tiden på deres ressourcer og giver ikke ressourcerne tilbage, forklarer han.

– Det, jeg ønsker, er at give folk mulighed for at restituere og recharge, så deres kognitive funktion er i balance. Alt det her med at tænke, tage gode beslutninger, se ting fra en anden vinkel, være en god kollega og ikke have en kort lunte, det er den kognitive funktion. Hvis man er stresset, i konflikt eller ikke sover om natten, er de her ting rigtig svære.

Fem magiske timer 

Ud over stilhed til møder er der også blevet taget initiativ til en række andre tiltag, der har rod i tankerne om bæredygtighed, ro og fokus. Blandt andet begyndte hele Nuuday lige inden sommerferien at indføre konceptet ’Magic five’, som er fem timer fra 10 til 15 hver onsdag, hvor man ikke kan blive booket til et møde. 

– Det gør, at folk kan få mere ro og få samlet deres tanker. Måske får de endda mere tid til at eksperimentere lidt i stedet for hele tiden at haste fra det ene møde til det andet, siger han. Omkring 2.000 har tilmeldt sig indtil videre.

Et andet tiltag er et rum, hvor man kan sætte sig uforstyrret, hvis man har brug for at være stille. -Rummet er inspireret af en oplevelse, Jesper Gottlieb havde, da han i marts i år deltog i verdens største -techfestival, South by Southwest, i Austin, Texas. Her besøgte han virksomheden Fjord, som hvert år udgiver en bog om de største trends inden for design og it. I virksomheden var der tre rum, hvor folk kunne gå ind og være stille, hvis de havde brug for det. Uden for rummene hang et skilt, hvorpå der med store bogstaver stod ’Silence is Gold’.

- Når folk så trådte ud, var tanken, at de følte sig recharged og kunne arbejde mere effektivt. I USA havde rummet glasfacader. I Danmark skal sådan et rum nok dækkes til – for jeg tror på mange måder, at det stadig er lidt tabu at sætte sig ind og være stille: ’Tænk, hvis de andre tænkte, at man ikke lavede noget’. Så vi har planer om at skærme rummet lidt af og sætte et skilt op om, at det er i brug. Det er en mere skandinavisk model. 

Blå bog: Jesper Frederik Gottlieb

  • Født i 1974
     
  • Underdirektør/Tribe Lead (VP) i Digital First YouSee, Nuuday (TDC Group)
     
  • Blev ansat i TDC Group i 2018, efter at han i en årrække havde arbejdet som freelancer på en række projekter i blandt andet TDC Group via sin egen konsulentvirksomhed.
     
  • Cand.mag. i historie med sidefag i statskundskab, Aarhus Universitet

Om Nuuday

Nuuday, som udtales New Day, er et nyt juridisk selskab under TDC Group, der står for de kunderettede dele af virksomheden som fx YouSee og Telmore.   

Opdateret 8. mar 2021