Vi skal løse stress i fællesskab

Egentlig troede hun slet ikke, at hun skulle forske. Malene Friis Andersen, der i dag er en anerkendt stressforsker, var mere optaget af at komme ud og gøre en forskel for nogle af de stressramte, da hun blev færdig som psykolog på Københavns Universitet for 14 år siden. Og sådan blev det.

I flere år havde hun stressramte i behandling og underviste ledere i stresshåndtering. Hun mødte højt performende, ressourcestærke og velfungerende ansatte, som ikke tidligere havde haft de store problemer i livet eller mentale helbredsproblemer, og som lige pludselig gik ned med stress og ikke kunne huske fra næse til mund, smøre en madpakke til deres børn eller kende forskel på speederen og bremsen i bilen. Medarbejdere og ledere med et tilsyneladende ufarligt arbejde, de oplevede gav mening, var udviklende og engagerende. Men nu havde jobbet fået så hårdt fat i deres nervesystem, at det havde aktiveret den overlevelsesreaktion, som alvorlig stress er. En reaktion, som kun aktiveres, når man føler sig virkelig truet.

– Det paradoksale i, at et arbejde, som vi opfatter som helt ufarligt, kan indeholde en så voldsom bagside, gjorde mig virkelig nysgerrig. Hvad er det i det moderne arbejdsliv, der kan give stress, og hvordan kan vi forebygge ude på arbejdspladserne? fortæller psykolog og stressforsker Malene Friis Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA. 

Ud over at forske er Malene Friis Andersen også selvstændig erhvervspsykolog, forfatter til flere bøger om stress og en af hovedkræfterne bag Stressbehandlingskonferencen, hvor forskere, psykologer og arbejdsmiljøprofessionelle hvert år udveksler viden om stress.

Lederens vigtige rolle

Siden Malene Friis Andersen begyndte at beskæftige sig med stress, er der sket en vigtig ændring, fortæller hun. Selvom der er stor forskel fra arbejdsplads til arbejdsplads, ser hun en tendens til, at flere og flere virksomheder begynder at uddanne ledere i stress. Samtidig viser en ny undersøgelse fra Lederne, som er en faglig organisation for ledere, at 98 procent af lederne ser håndtering af stress som en ledelsesopgave, og at 60 procent efterspørger mere viden om forebyggelse af stress.

Men sådan var tankegangen ikke for 14 år siden, da Malene Friis Andersen sammen med en kollega udgav bogen ’Lederen som stresscoach’. 

– På det tidspunkt var det stadig breaking news, at lederen kan og skal gøre en indsats, hvis man vil bekæmpe stress, fortæller hun. Ritzau bragte nyhedshistorier, og store medier tog bogen op. For var det en ledelsesopgave, og kunne lederen virkelig gøre noget?

– I dag er den tanke for længst sat i system, og mere og mere forskning peger på, at lederen spiller en vigtig rolle i at forebygge og håndtere stress. Vi er kommet væk fra en individtilgang, hvor det var den enkeltes eget ansvar, og hvor det handlede for meget om at sige nej og pyt og passe på sig selv.  I de senere år er vi begyndt at acceptere stress som et mere komplekst fænomen, som vi ikke kan overlade ansvaret for til den enkelte medarbejder.

For selvfølgelig skal vi stadig passe på os selv, men nu bliver det set som et fælles ansvar at forebygge og håndtere stress, siger Malene Friis Andersen.

 Bed om hjælp i tide

At man ikke kan overlade ansvaret til den enkelte, er netop noget af det, Malene Friis Andersen har set i sin forskning. For når stressen først sætter ind, sker der typisk det, at man har svært ved at bede om hjælp, siger hun. 

– Mange tænker, at det nok bare er dem, der ikke er hurtige nok, for nyuddannede, ikke nok omstillingsparate, for gamle, for unge eller for empatiske. Og man bliver bange for at rejse flaget, fordi man er bange for at blive afsløret og set på som inkompetent. Det kan få stressen til at eskalere. For når stressen sætter ind, bliver arbejdsevnen reduceret, og man begynder ofte at kompensere ved at bruge flere og flere timer på arbejdet. Samtidig får man vanskeligere og vanskeligere ved at løse opgaver, og det bliver vigtigere og vigtigere at løse dem godt, så man ikke bliver afsløret i den store inkompetence, man selv føler. Når man kommer hjem, orker man ingenting og venter egentlig bare på, at børnene går i seng, så man kan lægge sig på sofaen og slappe af, til dagen starter forfra igen, fortæller Malene Friis Andersen. 

Som stressforsker føler hun sig på ingen måde mindre udsat for at blive ramt af stress.

– Selv det at forske i stress er ingen garanti. Alle kan blive ramt. Det er jo det, jeg har set.

Selv holder Malene Friis Andersen godt øje med, om løbeturen bliver udskudt, meditationen ryger, og om hun får dyrket familien og set veninderne. For hun ved, at det er vigtigt, at man hver især er opmærksom på stresssymptomer og kender alarmklokkerne. Og så øver hun sig i at sige fra i tide, hvis der er for meget på arbejdstallerkenen, og i at bede om hjælp og skyde en genvej i ny og næ. Forleden dag var der eksempelvis en samarbejdspartner, som på fem minutter kunne svare på noget, hun ellers selv skulle bruge dage på at finde ud af.  

Vigtigt med en god relation

Men selvom man i højere grad er begyndt at se stress som et fælles ansvar, er der ifølge Malene Friis Andersen ingen forskning, der viser, hvad arbejdspladserne helt konkret gør for at forebygge og håndtere stress.  

Tal fra NFA viser, at 14 procent af de danske lønmodtagere i 2018 havde følt sig stressede ofte eller hele tiden inden for de seneste to uger. I 2012 var det 15 procent. Samtidig viser tallene for 2012, at 68 procent af alle, der oplevede stress, angav, at arbejdet havde været en kilde til stress. I 2018 var det 61 procent.

– Stress er et komplekst fænomen. Der er stadig plads til forbedringer på alle niveauer på arbejdspladsen, og når lederne efterspørger mere viden om stress og ser forebyggelse og håndtering af stress som en ledelsesopgave, er det vigtigt at støtte dem i det, siger Malene Friis Andersen.

Hun mener også, at det er relevant, at arbejdspladserne kigger på ledernes rammer for at skabe trivsel blandt medarbejderne. Forskning viser nemlig, at det kan betyde noget, hvor mange medarbejdere lederen har under sig, og hvor meget tid lederen har til at beskæftige sig med personaleledelse. 

– Det er vigtigt, at lederen har en god føling med, hvordan det går med den enkelte medarbejder, og har mulighed for at etablere en god relation. Det betyder nemlig, at chancen for, at medarbejderen kommer til lederen, hvis der er noget galt, er meget større. Og det er vigtigt for at tage hånd om stress i tide, siger Malene Friis Andersen.

Ikke altid 100 procent

Noget andet, Malene Friis Andersen hæfter sig ved, er, at danske lønmodtagere ligger højt på arbejdsintensitet sammenlignet med andre europæiske lønmodtagere. 

– Vi er rigtig gode til at optimere og effektivisere, men arbejdsintensiteten er vigtig at kigge på, fordi den muligvis kan skabe en ubalance mellem de krav, der er i arbejdet, og de ressourcer, den enkelte har til at imødekomme kravene, siger hun.

Den høje arbejdsintensitet risikerer nemlig ifølge Malene Friis Andersen at sætte gang i en negativ spiral, når man i perioder har mindre overskud og en reduceret arbejdsevne på grund af vanskeligheder i enten privatlivet eller arbejdslivet. En spiral, hvor man begynder at kompensere og arbejde mere for at nå det, man skal, fordi man har symptomer på stress og ikke kan koncentrere sig så godt, ikke kan huske og har vanskeligt ved at prioritere arbejdsopgaver. Og det kan betyde, at stressen eskalerer.

– Hvis vi hele tiden planlægger ud fra fuld energi og arbejdsevne og skal være 100 procent effektive for at nå opgaverne, så er der en risiko for, at selv små udsving i vores psykiske velbefindende, som de fleste vil opleve i løbet af et arbejdsliv, kan sætte en stressspiral i gang.

Men hvis arbejdspladsen derimod kan rumme, at vi arbejder med 80 procents kapacitet, eller hvad der nu skal til i en periode, så kan vi jo godt gå på arbejde og levere vores 80 procent, mens vi gradvist kommer i bedring. Derfor er det super vigtigt, at lederen har mulighed for at skabe en rummelighed, der gør, at det er okay, at vi ikke altid kan levere 100 procent, siger hun.