Vi skal være ydmyge - og gå i dialog med brugerne

Efter næsten et år uden administrerende direktør på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) satte 47-årige Steffen Bohni sig i oktober 2019 i direktørstolen på forskningscentret. Med den nye titel skal han sætte retningen for forskningsinstitutionen på Ydre Østerbro, som bag de mørkerøde murstensbygninger huser alt fra kemilaboratorier med avancerede mikroskoper til ulykkesforskere, professorer i muskler og led, psykosociale eksperter og statistiske talknusere.

– En af de fascinerende ting ved NFA er, at institutionen har en spændvidde fra naturvidenskab over folkesundhedsvidenskab til humaniora. På den måde er det lidt et mikrokosmos af universitetet, og det gør, at de forskellige fagligheder kan være med til at udfordre og berige hinanden, siger Steffen Bohni.

Steffen Bohni har selv en ph.d.-grad i social antropologi og kommer fra en række direktør- og chefstillinger i stat, kommune og konsulentvirksomheder. Derudover er han en af hovedkræfterne bag foreningen Selskab for Evidens og Praksis, der arbejder for at skabe bedre sammenhæng mellem forskningsviden og praksis. Og netop det med at blive bedre til at omsætte forskernes viden til konkrete forbedringer på danske arbejdspladser er en væsentlig del af den opgave, han skal varetage på NFA.

– Som forskningsinstitution har vi en forpligtelse til at frembringe viden, så man kan træffe beslutninger på så sikkert et grundlag som muligt, og det er også noget, jeg personligt er meget optaget af. Når man som leder bliver præsenteret for en god idé, vil man ofte stille spørgsmålene: ’Vil det virke? Hvad koster det? Og hvordan skal det implementeres?’ De spørgsmål skal forskningen kunne svare på, hvis den skal være relevant for beslutningstagere, hvad enten beslutningstagerne er i en privat virksomhed eller vores politiske ledere, forklarer Steffen Bohni.

Tæt samarbejde med omverdenen

For ham er der ingen tvivl om, at forskning kan være med til at skabe et bedre arbejdsmiljø på danske arbejdspladser. For eksempel ved at identificere farlige kemiske stoffer og bidrage til reguleringer i arbejdstilsynsregi eller ved at gøre os klogere på, hvordan vi bedst muligt forebygger mobning og chikane. Men samtidig er der en række barrierer, som skal overkommes for at få forskningen ud at virke.

– Der er en tendens til, at forskere skal publicere mere og mere i internationale fagfællebedømte tidsskrifter. Det er seks til syv sider på engelsk i nogle meget strukturerede former, som ingen andre end de få indviede forstår. Det kan du jo ikke forvente, at en mester i en tømrervirksomhed eller de ansatte i Kvickly i Hjørring har tid og mulighed for at omsætte til deres egen hverdag. Abstraktionsniveauet og formen er simpelthen helt skæv, siger han.
Derfor er det vigtigt grundigt at overveje, hvilke formidlingsformer og produkter forskningen bliver omsat til.

– Det kan være faktaark, infografikker, mundtlig formidling eller noget helt fjerde. Det vigtige er, at det virker og bliver brugt af arbejdspladserne, siger Steffen Bohni. Han peger på, at forskningsinstitutionen for eksempel har lanceret appen Safety Observer, som på baggrund af forskningsbaserede spørgsmål kan hjælpe blandt andet byggepladser med dagligt at tjekke sikkerheden og reducere antallet af ulykker.

Et afgørende skridt er at engagere sig med de arbejdspladser og arbejdsmiljøprofessionelle, som skal bruge den viden, der produceres, forklarer han.

– Jeg tror meget på, at man skal være ydmyg og engagere sig med brugerne. Vi skal indgå i et tæt samarbejde med vores omverden for at finde ud af, hvordan vi skal forme forskningsviden, så den kan omsættes og er tilgængelig. Vi gør det allerede. For eksempel er vi lige nu i dialog med en lang række virksomheder om, hvad der er relevant forskning set fra deres stol. Men vi skal blive endnu bedre til det, siger han.

Derfor har forskningscentret lanceret et nyt webpanel, hvor forskerne kan stille spørgsmål til de arbejdsmiljøprofessionelle.

– Med webpanelet vil vi engagere de arbejdsmiljøprofessionelle ved at formidle forskning ud til dem og spørge: ’Hvis vi vil lave den her type formidlingsprodukter, kan det så bruges hos jer?’ Intentionen er i høj grad at være i dialog og samskabe med vores brugere.

 Med kompasset i hånden

For at sikre, at forskningen når ud på arbejdspladserne, er NFA ved at udvikle et instrument, der skal bidrage til at sætte kursen og vise, om forskningscentret lykkes med at producere anvendt forskning.

– Hvis vi kigger på det internationalt, er der ikke nogen, som for alvor har knækket koden med at udvikle et redskab, som med stor sikkerhed måler: ’Lykkes vi med at skabe anvendt forskning?’ – det, man kalder samfundsmæssig impact. Men det har vi altså sat os for at gøre her i 2020. Når man gennemfører en strategi, er det lidt som en rejse, og på den måde giver det god mening at tage af sted med et kompas i hånden for at finde ud af, om man er på rette kurs. Ved at have et instrument, der kan fortælle os, om vi lykkes, får vi nogle pejlemærker, så vi kan navigere i den rigtige retning, siger Steffen Bohni.

Og det skal ikke kun være måling for målingens skyld, siger han.

– Det væsentlige er selvfølgelig, at forskningen bliver anvendt, og ikke at vi kan måle og dokumentere i sig selv. Men hvis vi skal have en berettigelse i at bedrive ikke bare forskning, men anvendt forskning, skal vi kunne vise, at vi flytter nålen og skaber værdi for det samfund, som i sidste ende finansierer os, siger han.

Tanken er også, at kompasset skal hjælpe med at sætte en ny kurs, hvis det, der bliver gjort, ikke virker.

– Hvis vi ikke lykkes med at engagere målgruppen, må vi gøre noget andet. Her er der nok ikke så mange andre svar end at gå i dialog med de grupper, hvor vi kan se, at vi ikke lykkes, og spørge: ’Hvad skal der til, for at vi når ud til jer?’

I spidsen for arbejdsmiljøet

Som ny direktør har Steffen Bohni ikke kun fået en væsentlig del af ansvaret for arbejdsmiljøforskningen, han har også fået det øverste ansvar for arbejdsmiljøet for forskningscentrets omkring 180 ansatte.

– Der er ingen tvivl om, at NFA skal være eksempelsættende for det gode arbejdsmiljø, hvis vi skal være troværdige. Det kræver ordentlige fysiske og økonomiske rammer, så vi kan løse vores kerneopgave. Men det kræver også, at vi har et klart formål med, hvor vi skal hen, og at vi kan se, at vi lykkes med det. Man kommer rigtig langt, hvis der i den proces er en gensidig respekt mellem ledelse og medarbejdere, siger han.

Et konkret opmærksomhedspunkt for arbejdsmiljøet på en forskningsinstitution som NFA er, at grænserne mellem arbejde og fritid nemt kan blive udflydende.

– Noget af det, som er fascinerende, men også potentielt farligt ved en forskningsinstitution, er, at folk er drevet af en utrolig høj grad af indre motivation og nysgerrighed efter at besvare de næste forskningsspørgsmål og gøre en forskel i samfundet. Det er farligt, forstået på den måde at man skal huske at koble af og restituere, når man har fri, og det kan være svært, hvis det, man laver i sit arbejdsliv, optager en brændende.

 Som leder skal man derfor være bevidst om, hvilken ledelsesstil man sætter, og hvilke forventninger man har til organisationen, understreger han.

– Kontakter jeg for eksempel folk i tide og utide og ringer til dem klokken ni om aftenen, fordi jeg har et eller andet, jeg lige har brug for at vide? Det gør jeg ikke, skal jeg hilse og sige. Så skal det virkelig være kritisk. Det at være et godt eksempel og efterleve bestemte værdier i praksis er en af de vigtigste ting i ledelse, siger han og tilføjer:

– Balancen mellem arbejde og fritid er absolut noget, som jeg selv har måttet øve mig på i mine år på arbejdsmarkedet. Man må gerne se min passion, og at jeg brænder for mit arbejde. Men jeg skal også passe på mig selv. Det meste her i livet er balancer, og det er det også her.
Steffen Bohni forklarer, at noget af det, han selv prøver at gøre, er at koble fuldstændig fra, når han har fri.

– Jeg er ikke en person, som har et naturligt behov for at være festens midtpunkt, så når jeg holder fri, prøver jeg at lave så lidt som muligt. Jeg nyder min kærestes og mine børns selskab enormt meget – og så nyder jeg mit eget selskab. Det gælder om at finde de der ’outlets’, hvor man lukker hjernen ned og tænker på noget andet. Blandt andet elsker jeg at læse og har en klar forkærlighed for amerikansk kriminallitteratur, og så dyrker jeg en del sport, for eksempel mountainbike og styrketræning. Både som en måde at komme af med noget stress på og for at lade op og holde mig sund og rask, siger han.