Hovedpine: En times træning om ugen virker

Nyheder 15. okt 2018 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: iStock
  • Styrketræning en time om ugen kan halvere smerter og antallet af dage med spændingshovedpine, uanset om man træner en time i træk eller deler træningen op. Det viser ny forskning. 

Spændingshovedpine er den mest almindelige form for hovedpine. Den skyldes ofte ømme muskler i nakke og skulder, som kan opstå, når man arbejder ved computer. Men heldigvis er der noget at gøre.

En times styrketræning om ugen kan halvere smerterne og antallet af dage med hovedpine. Effekten er den samme, uanset om man laver øvelser for nakke og skulder en time i træk én gang om ugen, tre gange om ugen i tyve minutter eller ni gange om ugen i syv minutter. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, blandt 573 kontoransatte, hvor deltagerne har vurderet deres smerter ud fra, hvor ondt de havde det på en skala fra nul til ti.

– Det gør ikke nogen forskel, om træningen deles op i bidder eller ej. Det vigtigste er, at man træner og gør det regelmæssigt hver uge, men der er fleksibilitet i forhold til at træne, som det passer bedst, siger professor Lars L. Andersen fra NFA, der er en af forskerne bag undersøgelsen. 

Forskel i smertestillende piller

Undersøgelsen viser også, at kun de deltagere, som havde en instruktør med til øvelserne, nedsatte deres forbrug af smertestillende piller mod hovedpine. Også selvom instruktørerne udelukkende hjalp med at lave øvelserne rigtigt. De, der trænede på egen hånd, fortsatte med at tage lige så mange paracetamol, ibuprofen og aspirin og andre hovedpinepiller, som de plejer, selvom de fik færre smerter.

– Måske føler de, der træner med instruktør, sig mere trygge og veltilpasse, fordi instruktørerne drager en form for omsorg for dem, siger Lars Andersen. 

4 simple øvelser 

I forsøget brugte deltagerne håndvægte, men om man træner med elastik eller vægte, er ifølge Lars Andersen uden betydning. Deltagerne trænede en time om ugen i tyve uger. Se fire simple elastikøvelser mod smerter i nakke og skulder på www.arbejdsmiljoviden.dk

Opdateret 19. mar 2021