Mails efter arbejdstid kan påvirke ægteskab og søvn

Nyheder 10. sep 2018 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: iStock
  • Arbejdspladsens forventninger til, at medarbejderen tjekker mails i fritiden, kan skade helbred og trivsel og give dårligere søvn. 

Skrevet af: Ida Marie Winge

Arbejdsdagen er slut, men alligevel holder du øje med, om der kommer en mail, som måske skal besvares. Lyder det bekendt? Så skal du nok være ekstra opmærksom. Et nyt studie fra amerikanske Virginia Tech viser, at medarbejderne ikke behøver bruge reel tid på arbejde i deres fritid for at blive påvirket negativt. Det er nok, at arbejdspladsen forventer, at de holder øje med deres indbakke og er tilgængelige.

– Vi kan se at høje forventninger til, at medarbejderen overvåger sin mail, fører til, at vedkommende oftere tjekker sin mail i fritiden. Det giver dårligere søvn og en oplevelse af et dårligere helbred og trivsel, siger William Becker, der er lektor på Virginia Tech og står bag undersøgelsen. 

Ægtefællen påvirkes

Og ikke nok med, at medarbejderen selv bliver påvirket af at stå til rådighed. Studiet viser, at mailovervågningen også gav medarbejderens partner/ægtefælle en oplevelse af at have et dårligere helbred og trivsel. Partneren/ ægtefællen blev også mere utilfreds med deres forhold.

– Medarbejdere skal være opmærksomme på, hvor skadeligt det kan være altid at være på, og hvor vigtigt det er, at man har tidspunkter, hvor man kobler helt af og engagerer sig i sit ’rigtige’ liv, siger William Becker. 

Stop belønning af e-mailovervågning

Men især er det vigtigt med et skærpet fokus fra ledelsen på problemerne ved en kultur, hvor man altid er på. William Becker peger på, at det er vigtigt at udvikle politikker, som gør, at medarbejderne kan være fleksible og tilgængelige, men samtidig kan trække stikket i betydelige perioder.

– Særligt de ledere, der har den daglige kontakt med medarbejderne, er vigtige. Det handler både om at opmuntre medarbejdere til at være offline, men i høj grad også om at stoppe med at belønne medarbejdere – og måske endda straffe dem, som ikke overholder arbejdspladsens politik på området, siger han. I studiet deltog blandt andet 142 par bestående af en fuldtidsmedarbejder og dennes ægtefælle, og 105 par bestående af en fuldtidsmedarbejder og dennes ledelse.

Kilde: Studiet ‘Killing me softly: Electronic communications monitoring and employee and spouse well-being’. Find den videnskabelige artikel på https://journals.aom.org/ – søg på titlen. 

 

Opdateret 25. mar 2021