På job med hjernerystelse kræver en plan

25.000 danskere rammes hvert år af en hjernerystelse. Langt de fleste kommer sig efter kort tid, men omkring 10 procent får senfølger. Mange kan have svært ved at komme godt tilbage på jobbet igen, og arbejdspladserne har brug for viden og støtte i denne proces. Det var budskabet på den årlige konference om sammenhængene mellem hjernerystelse og job, som Hans Knudsens Instituttet og Hjernerystelsesforeningen står bag.

Neuropsykolog Stine Poulsen talte på konferencen, der blev holdt i begyndelsen af oktober. Hun pointerede, at der har været skrevet meget i medierne om hjernerystelse i de senere år, men at der er meget lidt opmærksomhed omkring, hvordan medarbejderne kommer godt tilbage på jobbet. Et vigtigt budskab er, at tilbagevenden til jobbet skal ske i det tempo, den ramte kan magte, ellers er der risiko for, at den ramte ikke kan bevare det aktuelle ansættelsesforhold og derfor må sygemeldes og modtage førtidspension.

– Arbejdspladserne har bl.a. brug for støtte til at lave en realistisk genoptrapningsplan. Det handler ikke kun om, hvor mange arbejdstimer medarbejderen kan præstere, men i ligeså høj grad om vejledning i at tilrettelægge arbejdsopgaver i forhold til deres kompleksitet, sagde Stine Poulsen. Hun er ansat på Hans Knudsens Instituttet, der siden 2010 har arbejdet med folk i Københavns Kommune, der har længerevarende skader efter en hjernerystelse.

De primære klager, som Stine Poulsen hører fra folk med hjernerystelse, er, at de lider af hovedpine, svimmelhed og er lyd- og lysfølsomme. Grundlæggende giver en hjernerystelse fysisk og mental træthed. En tommelfingerregel er en lille pause hver time.

Gradvis optrapning 

Erfaringen fra Hans Knudsens Instituttet er, at der skal tages individuelle hensyn. Og man kan godt komme tilbage i jobbet uden at være fuldstændig fri for symptomer: 

– Men det kræver, at arbejdspladsen sørger for at tage de nødvendige hensyn i forhold til, hvor komplekst arbejdet er. Der skal være tale om en gradvis optrapning, og det kræver stor tålmodighed. Den ramte har ofte dårlig samvittighed over situationen og brænder sandsynligvis for bare at komme igen, samtidig med at personen er påvirket af ikke at kunne det samme som tidligere, lød Stine Poulsens vurdering, som hun uddybede: 

– Arbejdsgiverne skal selvfølgelig lytte, men det er meget vigtigt at tage hensyn til medarbejderens formåen mere end medarbejderens vilje og lyst til at ville hurtigt i gang. Langsomhed lønner sig i det her tilfælde.