Kapacitet til at anvende forskningsbaserede arbejdsmiljøindsatser

Det har i mange år været en kongstanke hos både forskere og beslutningstagere, at forskningen skulle identificere og evaluere indsatser og metoder. Herefter skal forskere konstatere, om de har en effekt i forhold til det problem, de adresserer, herunder udfordringer i arbejdsmiljøet. Og derefter skal indsatsen udbredes til flest mulige arbejdspladser. Det giver god mening.

Jeg har tidligere i denne klumme skrevet om behovet for mere interventionsforskning, der netop fokuserer på at identificere, afprøve og evaluere arbejdsmiljøindsatser. Så vidt, så godt. Imidlertid viser forskningen fra andre discipliner, at udbredelsen af evidensbaserede metoder slet ikke står mål med forventningerne, når de skal implementeres i en ny kontekst. Mange organisationer har store udfordringer med at implementere metoderne og få samme positive resultater.

Den svenske socialforsker Knut Sundell har sammen med kolleger skrevet en indsigtsfuld artikel om disse udfordringer på socialområdet. Her identificerer de fire mulige forklaringer på, at resultaterne bliver mindre gode: forskelle i forskningsmetoden, tilpasningen af indsatsen til lokal kontekst, mangelfuld implementering og andre ikkeobserverede kontekstfaktorer.

Det er nærliggende at antage, at tilsvarende udfordringer gør sig gældende på arbejdsmiljøområdet. Tre af de fire mulige forklaringer handler om arbejdspladsernes evne til at optage, integrere og anvende forskningsbaserede indsatser i deres praksis. Det kalder man i forskningslitteraturen for forskningskapacitet. I et land med et meget stort antal små og mellemstore virksomheder kan vi ikke forvente bjørnestærke HR-afdelinger og arbejdsmiljøorganisationer, der griber bolden, når nye forskningsresultater bliver offentliggjort, og som kan omsætte dem til en – for virksomhederne – værdiskabende praksis. Selv med de bedste intentioner om at basere sin indsats på forskning.    

Hvis forskningen skal bidrage til at udbrede virksomme indsatser, så har vi en stor opgave i at kommunikere om og omsætte forskningen til redskaber, der kan anvendes i de typiske virksomheder i de brancher, man henvender sig til. Og have en klar plan for, hvordan forskningen bedst skaleres. Det kræver blandt andet viden om implementering, virksomhedernes forudsætninger, forskningskapacitet og præferencer. Alt det vil jeg skrive mere om i kommende klummer.  

Heldigvis har vi en national forskningsstrategi, der sætter en ramme herfor. Nu er det op til forskere og brobyggere (for eksempel BFA’erne og arbejdsmiljørådgiverne) at tage handsken op og bidrage til at styrke forudsætningerne for, at forskningen bliver omsat til værdiskabende arbejdsmiljøindsatser på virksomhederne. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs strategi har dette som omdrejningspunkt.