Professor: Nanomaterialer kan påvirke helbredet

Professor Ulla Vogel var indtil for nylig leder af Dansk Center for Nanosikkerhed, og ­forleden læste hun en artikel i avisen Information, der gjorde hende mere end almindeligt glad. Artiklen handlede om den elektriske færge Ellen, der netop er begyndt at sejle mellem Ærø og Als.

I artiklen fortæller en skibsingeniør, at det gode ved, at færgen sejler på el, er, at den ikke ud­sender så mange små partikler som en dieselfærge – for partikelforurening øger risikoen for kræft.

– Jeg tænkte: ’Hurra. Her er en ingeniør, som ved, at nanomaterialer er farlige at indånde’. Forskning viser, at det er vigtigt at minimere udsættelsen for nanomaterialer på arbejdspladserne, og mit store håb er, at der kommer en øget opmærksomhed på det, så folk hele tiden har det i baghovedet, siger Ulla Vogel.

I løbet af de sidste syv år har hun og kollegerne på Dansk Center for Nanosikkerhed forsket i nanomaterialer. Centeret blev grundlagt som konsekvens af, at nanoteknologi blev den helt store innovationssatsning i 00’erne, og en række nye nanobaserede produkter gjorde deres indtog på det danske marked.

– Nye teknikker gjorde, at det blev muligt at manipulere partikler i nanostørrelse. Det åbnede for nye produktionsmuligheder, og det betød, at det nu blev vigtigt at se på, om de nye materialer i arbejdsmiljøet udgjorde en helbredsrisiko for de ansatte.

Størrelsen på kemien er vigtig

Gennem egne studier, deltagelse i store EU-projekter og granskning af international forskning har forskerne fundet frem til en række konklusioner, som peger på, at man bør være særligt opmærksom, når der er tale om partikler i nanostørrelse.

– Vores egen forskning og international forskning peger tilsammen på, at det er farligere at indånde nanopartikler end større partikler med samme kemiske sammensætning. Så helt overordnet: Ja, nanomaterialer kan påvirke helbredet. Det hænger sammen med, at når noget har nanostørrelse, bliver det deponeret længere nede i lungen, hvorfra det tager længere tid for kroppen at fjerne det, forklarer hun.

– Nanomaterialer er simpelthen til stede i lungen i længere tid, og det er selve tilstedeværelsen af nanomaterialerne og de biologiske forsvarsmekanismer, kroppen sætter i gang for at bekæmpe dem, som vi mener er hovedårsagen til, at man risikerer at blive syg.

Forskning viser blandt andet, at nogle typer nanomaterialer kan give lungekræft, ligesom forskning viser, at der er en sammenhæng mellem indånding af nanomaterialer og hjerte-kar-sygdom.

Et af de fund, som forskerne fra Dansk Center for Nanosikkerhed selv har bragt til den fælles pulje af viden, er en mekanisme, der forklarer, hvordan nanopartikler i arbejdsmiljøet kan medvirke til hjerte-kar-sygdom.

Nano er på arbejdspladserne

Forskerne er også kommet med ny viden om, hvordan man måler partikler i luften, så resultaterne bliver korrekte og retvisende.

– Det er vigtigt, når man skal måle, hvad medarbejderne bliver udsat for på arbejdspladserne. Når vi har foretaget målinger på udvalgte arbejdspladser, kan vi se, at folk bliver udsat for både de tekniske nanomaterialer, det vil sige dem, man fremstiller med vilje, og procesgenererede nanomaterialer, der opstår som led i en forbrænding eller en mekanisk proces, siger Ulla Vogel.

En vigtig opgave for Dansk Center for Nanosikkerhed har også været at blive klogere på, hvordan man beskytter sig mest effektivt mod nanomaterialer, og at gøre virksomhederne i stand til bedre at kunne vurdere, om der er en risiko ved en bestemt arbejdsopgave. I tråd med det har forskerne fået til opgave af Arbejdstilsynet at udarbejde videnskabelig dokumentation, som kan benyttes til at fastlægge helbredsbaserede grænseværdier for en række nanomaterialer. Dokumentation, som i øjeblikket er ved at blive viderebehandlet i arbejdsmiljøsystemet.

– Vi har kigget på sort og hvidt pigment, som bliver benyttet i meget store mængder, og på kulstofnanorør, som er meget farlige og har asbestlignende egenskaber. Derudover har vi udarbejdet dokumentation for dieseludstødningspartikler, som findes på rigtig mange arbejdspladser og er klassificeret som kræftfremkaldende af WHO.