Arbejdsmiljø­forskning er en holdsport

Baggrund 22. mar 2023 - 9 min læsetid
This describes the image
Foto: Shutterstock
  • Når arbejdsmiljøforskerne samarbejder på tværs af forskningsinstitutioner og fagligheder, kan det løfte forskningen og skabe stærkere resultater. Men samarbejde er også en disciplin, der kræver tålmodighed og tillid. 

  • Vi kigger nærmere på disciplinen og ser på, hvad øget digitalisering og tiltag som Open Science giver af nye muligheder for deling af viden.

Skrevet af: Ida Marie Winge

Hvad betyder vores arbejdstider for vores fysiske og mentale helbred? Og hvordan kan man gøre det nemmere og billigere at teste potentielt farlige stoffer? Spørgsmål som disse er man kommet tættere på at kunne besvare ved hjælp af forskning de seneste år. Men spørgsmålene ville have været vanskelige, hvis ikke umulige, at undersøge, hvis ikke det havde været for et tæt samarbejde mellem forskellige forskere og forskningsinstitutioner – både nationalt og internationalt.

– Forskning er en holdsport, og som forsker kan man ikke vide alt. Selv en kapacitet som Niels Bohr samarbejdede og var aktiv fortaler for internationalt samarbejde. Niels Bohr sagde, at en ekspert er en, der har begået alle de fejl, som det er muligt at begå inden for et lille område. Men selv dér tror jeg ikke, at en enkeltperson vil kunne vide alt. Når du samarbejder med andre, lærer I af hinandens fejl og kan finde løsninger i fællesskab, siger Nicklas Raun Jacobsen, som er forskningschef på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i afdelingen, der forsker i kemi og mikrobiologi.

På NFA bliver omkring 90 procent af forskningen til i samarbejde med andre forskningsinstitutioner, og et af de forskningsområder, hvor samarbejde med andre institutioner fylder meget, er inden for kemi og mikrobiologi. Her blev der sidste år kun publiceret én enkelt videnskabelig artikel, som udelukkende var med forskere fra NFA, fortæller Nicklas Raun Jacobsen.

– En af grundene til, at man i høj grad samarbejder inden for kemi og mikrobiologi, er, at man er afhængig af forskellige former for udstyr. Selvom vi har en stor udstyrspark på NFA, er der stadig mange forsøg, hvor vi har brug for ekspertisen fra andre forskningsinstitutioner. Eksempelvis har de nogle laboratorier i Frankrig med et meget højt sikkerhedsniveau, som vi i samarbejde har benyttet, når vi har undersøgt bestemte nanopartikler med bekymrende egenskaber – det vil sige lange, tynde og svært nedbrydelige fibre.

Han forklarer, at samarbejde også er et grundvilkår, når man som NFA er med til at udvikle såkaldte standardtest, hvor man bliver enige om en fælles metodik for, hvordan man tester stoffer.

– Det er vigtigt, at hver forskningsinstitution ikke bare selv beslutter, hvordan man vil teste, men at man i fællesskab bliver enige om, hvordan man gør – og har nogle fælles standarder, så resultaterne lettere kan sammenlignes på tværs af laboratorier.

Inspiration sker i krydsfelterne

Det er dog langtfra kun på kemiområdet, at samarbejde er vigtigt. For eksempel var NFA med i det store forskningssamarbejde om arbejdstid ’Working hours, health, well-being and participation in working life’ (WOW). I projektet deltog forskere fra Finland, Norge, Sverige og Brasilien samt en række danske forskningsinstitutioner. En af de centrale kræfter i NFA’s deltagelse var Anne Helene Garde, som er professor på NFA, hvor hun forsker i arbejdstid og psykosocialt arbejdsmiljø.
 

Tre tal om NFA’s forskningssamarbejde

  • 90 % af forskningen bliver til i samarbejde med andre forskningsinstitutioner.
  • 32 % af forskningen bliver til i samarbejde med andre danske forskningsinstitutioner.
  • 58 % af forskningen bliver til i samarbejde med internationale forskningsinstitutioner.


Kilde:
’NFA i 2022’



– Jeg prøver at få samarbejde ind i næsten alle de projekter, jeg deltager i, for jeg ser det som noget helt grundlæggende – både inden for forskningen generelt og især inden for arbejdsmiljøforskningen. Det er ofte i krydsfelterne, at vi kan inspirere hinanden, siger hun.

– I min forskning beskæftiger jeg mig med kvantitative registerstudier, hvor jeg kigger på de store linjer: Eksempelvis sammenhængen mellem natarbejde og sygdom. Men der er også en del ting, man ikke kan se i den type studier, og derfor er det vigtigt, at vi er flere fagligheder, som byder ind, siger hun og giver et eksempel:

–  Som en del af WOW-samarbejdet er der blevet udarbejdet en anbefaling om, at man kan reducere risikoen for ulykker og sandsynligvis brystkræft, hvis man har højst tre nattevagter i træk. Det kunne vi se i nogle store registerstudier, og den viden blev suppleret med data fra forskere, som har viden om lys og døgnrytme, hvilket styrkede evidensen.

– Men hvis vi for eksempel gerne vil vide, hvad der er på spil, når nogle medarbejdere på trods af anbefalingerne gerne vil have syv nattevagter i træk, har vi brug for den kvalitative forskning, som bedre kan belyse menneskers erfaringer og tanker.

Anne Helene Garde peger på, at samarbejde også er vigtigt for, at man nationalt og internationalt kan etablere fælles definitioner og ensrette måden, man registrerer og indsamler data på, hvilket hun blandt andet er med til at gøre i EU-projektet ’OMEGA-NET’.

– I og med at vi drøfter vores metoder, står vi stærkere og mere sikkert. For hvis vi er enige om, hvad vi leder efter – og gør det på samme måde – bliver det markant nemmere at sammenligne vores studier.

Ud med de hemmelige skuffer

En tendens, som i stigende grad er begyndt at præge mulighederne for vidensdeling og samarbejde på tværs de seneste år, er den såkaldte ’Open Science’. Den handler kort fortalt om, at man gør sine data tilgængelige for andre forskere.

– Det fylder helt klart mere og mere, at der skal være større åbenhed om data, og at man i højere grad skal lægge sine data frem, siger Anne Helene Garde.

Hun fortæller, at det er en tendens, som set fra hendes stol er meget velkommen, men at man som forsker skal være bevidst om, hvor rå data man kan offentliggøre, da man har en forpligtelse til at passe på folks personlige oplysninger.

– Der kan være nogle udfordringer, i forhold til hvor meget man kan lægge ud på grund af GDPR.

Keld Alstrup Jensen, der er professor i kemi på NFA, ser samme tendens. Han var med i EU-projektet NANoREG, der var et af de første projekter, hvor man begyndte at udarbejde en infrastruktur til en database om nanomaterialer.

– Der er sket en markant udvikling de seneste ti år i forhold til deling af data. Hvor hver forskningsinstitution tidligere ’sad’ på sine egne data, nogle samlede det måske i lokale databaser, og andre havde det spredt i forskellige foldere og dokumenter, til i dag hvor man donerer sine data til store fælles databaser, og der er blevet oprettet skabeloner med krav om information om, hvordan data er blevet til, forklarer han.

I dag bliver det ofte også stillet som et krav – eksempelvis fra EU – at forskerne skal gøre deres data offentligt tilgængelige i et vist tidsrum, efter at et projekt er afsluttet.

– Før var den fælles brug af data meget mere begrænset. Det var stort set kun, hvis data var blevet publiceret i videnskabelige artikler, at man kunne tilgå dem. Men selv hvis data fandtes i en videnskabelig artikel, var det ofte ikke direkte anvendeligt, da alle de tekniske detaljer ikke var med i artiklen. Det betød, at hvis du havde brug for noget specifikt data, skulle du tilbage til forfatterne og prøve at få dem til at dele det med dig, siger Keld Alstrup Jensen.
 

Tre projekter, hvor samarbejde har været afgørende

 

  1. Den kunstige lunge og samarbejdet med Hawaii

    En kunstig lunge, som kan sige, om et sprayprodukt er giftigt at indånde, står nu på NFA. Her hjælper den både til ved forskningsprojekter og i tilfælde, hvor folk er blevet syge, fordi de har indåndet et sprayprodukt på arbejdet. Lungen kunne dog ikke være blevet til, hvis ikke det havde været for et samarbejde mellem NFA, Bispebjerg Hospital og University of Hawaii – hvor sidstnævnte har udviklet afgørende teknologi til maskinen.
     
  2. Konkrete anbefalinger om arbejdstid

    Højst tre nattevagter i træk og mindst 11 timer mellem to vagter. Sådan lød to af anbefalingerne fra det omfattende samarbejde ’Working hours, health, well-being and participation in working life’, som fra 2015 til 2021 undersøgte, hvordan arbejdstider påvirker vores helbred. Fokus var på de nordiske lande – og forskere fra Norge, Sverige og Finland deltog i samarbejdet.
     
  3. En fælles forståelse for nano

    Med mere end 70 deltagende organisationer fra hele Europa var NANoREG et meget omfattende forskningssamarbejde. Det var samtidig også det første europæiske projekt, hvor man for alvor forsøgte at etablere en fælles forståelse af, hvad nanomaterialer er, og hvordan man tester dem. Projektet kørte fra 2012 til 2017.

    Kilder | nfa.dk, ttl.fi og cordis.europa.eu



– Forhåbningen med Open Science er, at man kan reducere duplikationen af arbejde, så man ikke behøver at udføre det samme studie igen og igen, fordi data ligger i en hemmelig skuffe et sted. Så det skulle jo gerne effektivisere vores forskning, men også gøre det muligt at se, om der er nogle mystiske resultater et sted, som man er nødt til at kigge nærmere på.

Tålmodighed er en dyd

Keld Alstrup Jensen har deltaget i en række store EU-projekter. For eksempel var han forskningsleder på projektet caLIBRAte, som 24 forskningsinstitutioner, interesseorganisationer og virksomheder fra EU, Schweiz, USA og Sydafrika medvirkede i.

– Den største fordel ved forskningssamarbejde er, at det kan give en kollektiv viden på tværs af lande og forskningsområder – og så er det en ret fantastisk følelse at kunne løfte en kompleks opgave i fællesskab, siger han.

Når man samarbejder på tværs af nationaliteter og fagligheder med komplekse projekter, kan der dog også være bump på vejen:

– Der er helt klart også udfordringer ved projekter, hvor man ikke deler institution. En af dem er, at der kan være mange agendaer i spil. Der er ’det fælles projekt’, men samtidig sker der også en masse andre ting rundtom i samarbejdsorganisationerne. Det kræver en god disciplin hos alle projektdeltagerne. For man konkurrerer hele tiden lidt med de prioriteringer, som bliver truffet i de forskellige organisationer. De mange agendaer kan også betyde, at der er deadlines, som bliver overskredet, og at man må være tålmodig med sine partnere – eller at de må være tålmodige med dig, fortæller Keld Alstrup Jensen.

– Coronatiden er nok det ypperste eksempel på, hvordan der kan opstå forsinkelser, når man samarbejder internationalt. Det var meget tydeligt, at landene var påvirket forskelligt på forskellige tidspunkter: Nogle lande havde total lockdown, nogle havde delvis lockdown, og andre havde nærmest ingen restriktioner.

Han forklarer, at der også kan opstå forsinkelser, når de lande, man samarbejder med, oplever politiske eller infrastrukturelle udfordringer.

– Eksempelvis har vi under energikrisen oplevet, at en samarbejdspartner pludselig ikke kunne køre 24-timers forsøg, fordi laboratorierne lukkede ned på grund af strømsvigt. Ud over tålmodighed er det  vigtigt med tillid, når man skal samarbejde, fortæller Anne Helene Garde.

For selvom samarbejde er afgørende for forskning, er det også en branche, som er præget af konkurrence. Blandt andet fordi mange søger de samme fondsmidler.

– Tillid er vigtigt, og jeg mener oprigtigt, at når vi hjælper hinanden, producerer vi bedre forskning, bedre ansøgninger og gør bedre brug af de midler, som er til rådighed i samfundet til at forske for. Hvis konkurrencen får lov til at fylde for meget, er risikoen, at folk begynder at holde informationerne tæt ind til kroppen og ikke deler deres viden. Det er ærgerligt, når det sker, for det går ud over kvaliteten af forskningen. 

– Der er sket en markant udvikling de seneste ti år i forhold til deling af data. Keld Alstrup Jensen, 
professor, NFA

– Hvis konkurrencen får lov til at fylde for meget, er risikoen, at folk begynder at holde informationerne tæt ind til kroppen og ikke deler deres viden. Det er ærgerligt, når det sker, for det går ud over kvaliteten af forskningen. Anne Helene Garde, professor, NFA.