Tema: Det er vigtigt at træde til, hvis kollegaen får hjertestop

Interview 21. jan 2020 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto:
  • Hvis man griber ind ved hjertestop, er der dobbelt så stor chance for, at personen overlever

  • Et nyt svensk studie med data fra mere end 30.000 svenske hjertestoppatienter

  • Det vigtigste er at øge personens chance for at overleve er at gøre noget

Hvis man griber ind ved hjertestop, er der dobbelt så stor chance for, at personen overlever, sammenlignet med hvis der ikke gives hjerte-lunge-redning, viser svensk forskning.

Hvis kollegaen falder om med hjertestop, kan det være – og se – voldsomt ud. For nogle kan det betyde, at de bliver usikre på, hvad de skal gøre. For hvordan er det nu lige, det er, med mund til mund og hjertemassage? Og kan man komme til at gøre noget forkert?

Derfor er dieselpartikler farlige

Dieseludstødningspartikler består typisk af en kerne af kulstof med tjærestoffer og metaller udenpå. De dannes, når dieselen forbrændes. Partiklerne er ultrafine (nanopartikler) og kan dermed trænge langt ned i lungen, når de indåndes. Både kulkernen og tjærestofferne bidrager sandsynligvis til den kræftfremkaldende effekt. 

Et nyt svensk studie med data fra mere end 30.000 svenske hjertestoppatienter understreger, at det vigtigste er at gribe ind. Ifølge studiet fordobles chancen for at overleve, hvis man får hjerte-lunge-redning, inden ambulancen når frem. Det gælder, både hvis man får mund til mund og hjertemassage, og hvis man kun får hjertemassage. Chancen for at overleve er dog en lille smule højere, hvis man får begge dele.

– Hvis man er uddannet, skal man blive ved med at give både hjertemassage og indblæsninger 30:2 (30 tryk og to indblæsninger, redaktionen). Men det vigtigste for at øge personens chance for at overleve er at gøre noget. Hvis man ikke griber ind, fordi man ikke ved, hvad man skal gøre, eller synes, det er ubehageligt, risikerer man, at hjerte-lunge-redningen bliver forsinket – eller i værste fald at der slet ikke bliver gjort noget, forklarer Gabriel Riva, der er læge på Sankt Görans Hospital og har været med til at gennemføre studiet. 

Ændring får flere til at gribe ind

I studiet kiggede forskerne på data fra perioden 2010-2017, og i den periode ændrede retningslinjerne i Sverige sig til, at det er okay kun at give hjertemassage (uden mund til mund), hvis man ikke er uddannet i hjerte-lunge-redning. Ifølge forskerne har ændringerne i retningslinjerne ført til, at flere griber ind ved hjertestop.

– Hjertemassage er en central del af hjerte-lunge-redning og kan fungere som en bro, indtil der kommer en hjertestarter, eller den professionelle hjælp ankommer, siger Gabriel Riva.

Man kan ikke gøre noget forkert

Hjerteforeningen i Danmark er enig i, at det vigtigste er at træde til, når en kollega eller andre får hjertestop.

– For hvert minut der går uden hjælp efter hjertestop, daler sandsynligheden for at overleve med 10 procent. Efter blot fire-seks minutter tager hjernen varig skade, hvis ikke der bliver ydet hjælp, siger Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen og selv er hjertelæge.

Hun forklarer, at alle kan træde til ved hjertestop – uanset om man er uddannet eller ej.

– Man kan ikke gøre noget forkert. Jo, ved ikke at gøre noget. Men det kan være grænseoverskridende at give kunstigt åndedræt. Hvis man ikke kan overskue at give kunstigt åndedræt, er det vigtigt at gå direkte til hjertemassage.
Det er vigtigere at give hjertemassage uden kunstigt åndedræt end helt at undlade at gøre noget.

Kilde: ‘Survival in Out-of-Hospital Cardiac Arrest After Standard Cardiopulmonary Resuscitation or Chest Compressions Only Before Arrival of Emergency Medical Services’. 
Udgivet i det videnskabelige tidsskrift Circulation.

Om studiet

I studiet indgik samtlige hjertestop, som blev overværet af vidner, og som blev rapporteret til det svenske register for hjerte-lunge-­redning, i perioden fra 2000 til 2017. I alt deltog 30.445 patienter.

 

Opdateret 20. jan 2021

Vil du vide mere?