Forskere bruger blogger og youtuber til arbejdsmiljøskampagne

Nyheder 31. okt 2022 - 3 min læsetid
This describes the image
Foto: Shutterstock
  • Det digitale arbejdsmiljø og forholdene for platformsarbejdere er fokus for ny kampagne, hvor forskere bruger utraditionelle samarbejdspartnere.

I løbet af efteråret lanceres en kampagne, der skal skabe opmærksomhed om forholdene for youtubere, instagrammere, bloggere og andre influencere samt de mange arbejdspladser, der er opstået i den såkaldte platformsøkonomi. Som ansigter på kampagnen står to unge influencere, der også har været med i tilrettelæggelsen og udformningen af kampagnen.

Bag kampagnen står forskere fra Center for Ungdomsforskning, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, og Roskilde Universitet, RUC, samt en række aktører på de nye arbejdsfelter. Forskerne har igennem flere år samlet viden om arbejdsforholdene for de – især unge – der arbejder i de omtalte sektorer i det såkaldte RADAR-projekt. De håber, at de ved at inddrage influencerne i kampagnen bedre kan komme i øjenhøjde med modtagerne.

Mangel på respekt

Tonen på nettet, hvor influencerne arbejder, er ofte hård og chikanerende, hvis ikke endda direkte truende. I platformsøkonomien bestiller man typisk en ydelse på en app, hvorefter den leveres til dig – for eksempel et måltid mad, dine indkøb eller en rengøring af dit hjem. Men mange glemmer, at det er et menneske, der leverer ydelsen, og kan finde på at opføre sig respektløst. Det fortæller medieforsker Louise Yung Nielsen fra RUC, som er en af forskerne bag RADAR:

– Mange har allerede hørt om, hvordan for eksempel youtubere, gamere og instagrammere bliver svinet til på nettet. Med alt fra bodyshaming til voldtægtstrusler. Men også platformsarbejderne oplever grænseoverskridende adfærd. Det er bude, der skal aflevere mad til folk, der tager imod uden tøj på. Eller folk, der bestiller rengøringshjælp til deres hjem, hvor de så lader alt sexlegetøjet ligge fremme. Det er grundlæggende mangel på respekt, forklarer Louise Yung Nielsen.

Hvem er med i projektet?

  • Guld Dennis og ­Alexandra Staffensen – influencere
  • Wolt – budbringer-­platform
  • Happy Helper 
– rengøringsplatform
  • Splay One 
– youtuberagentur
  • Represented by Bloggers Delight – influencermarketingbureau
  • 3F og HK – fagforbund
  • Jobpatruljen – oplysningskampagne til unge om arbejdsvilkår.
     

Utraditionelt samarbejde

Til at hjælpe med kampagnen har forskerne engageret to influencere: youtuberen Guld Dennis og bloggeren Alexandra Staffensen. De har medvirket til en række workshops sammen med andre aktører på de nye arbejdsmarkeder, hvor de blandt andet har bidraget med at udvikle de survey-spørgsmål, dele af projektet hviler på, og de har været med til at udforme kampagnens budskaber.

Og endelig er det også dem, der skal formidle budskaberne til deres følgere. Det er på mange måder et utraditionelt samarbejde, fortæller Louise Yung Nielsen:

– Vi kommer som forskere til at slippe kontrollen noget mere, end vi er vant til. Vi kan jo ikke rigtigt styre, hvad Guld Dennis laver, for eksempel. Men det er deres metier, og vi tror på, at de kan kommunikere i øjenhøjde med deres følgere, siger Louise Yung Nielsen.

RADAR har i tidligere undersøgelser set på forholdene på de nye arbejdsmarkeder og har blandt andet peget på den manglende ansvarsfordeling som et arbejdsmiljøproblem. Firmaerne i platformsøkonomien ser sig for eksempel ikke som arbejdsgivere, men blot som et mellemled – en platform – der binder kunde, leverandør og budbringer sammen.

Dermed er det også uklart, hvem der har ansvar for arbejdsmiljøet. Det samme gælder influencerne, der ofte er tilknyttet et bureau eller et agentur og opererer på et eller flere sociale medier. Heller ikke her er der klarhed over, hvem der skal sikre et godt arbejdsmiljø. 

Opdateret 31. okt 2022