Hårdt fysisk arbejde kan give flere sygedage for 40-64 årige

Nyheder 19. dec 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Shutterstock
  • Ny undersøgelse viser sammenhæng mellem hårdt fysisk arbejde og fravær blandt medarbejdere over 40 år. Forebyggende indsatser kan mindske antallet af sygedage.

Højere fysiske krav, end kroppen kan klare. Det kan være en del af forklaringen på, at 40-64-årige med moderat til meget hårdt fysisk arbejde må tage flere dage i sygesengen end deres yngre kolleger.

Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der har fulgt 46.169 medarbejdere igennem to år. Undersøgelsen er gennemført med udgangspunkt i en ny forskningsbaseret metode, der gør det muligt at følge lønmodtageres rejse gennem arbejdslivet endnu tættere, end man hidtil har gjort. Malere, murere og social- og sundhedsmedarbejdere er nogle af de grupper, der melder om hårdere fysisk arbejde.

Og de fysiske krav ser ud til at føre til flere dage hjemme. Undersøgelsen viser, at 40-64-årige medarbejdere med moderat til meget hårdt fysisk arbejde i gennemsnit havde fire til 26 flere sygedage end de medarbejdere i samme aldersgruppe, der beskrev mindre fysisk belastende arbejdsvilkår.

Resultaterne er opgjort over en toårig periode og er afhængige af alder og køn.  Fokus på midaldrende og ældre Det hårde fysiske arbejde fører særligt til fravær blandt medarbejdere over 40 år. Derfor kan det være en fordel for arbejdsgivere at have ekstra fokus på de midaldrende og ældre medarbejdere.

– Resultaterne understreger vigtigheden af forebyggelse gennem bedre arbejdsmiljø, brug af tekniske hjælpemidler, bedre organisering af arbejdet og mulighed for at holde muskelstyrken ved lige, siger Lars L. Andersen, der er professor på NFA og medforfatter på artiklen.

– Det er specielt vigtigt, når man har rundet de 40, hvor man normalt mister cirka én procent af sin muskelstyrke per år. Undersøgelsen er baseret på datasæt med svar fra i alt 46.169 lønmodtagere, der har deltaget i en eller flere af undersøgelserne ’Arbejdsmiljø og Helbred’ i årene 2012, 2014 og 2016. 

Forskning i bæredygtigt arbejdsliv

Den grønne omstilling forventes at få væsentlig betydning for arbejdslivet, men der er begrænset forskning, der fokuserer på 'klima, innovation og arbejdsliv'.

Den type forskning er ifølge forte.se nødvendig for, at samfundet kan arbejde proaktivt med uddannelse og forandring for at reducere udledningen af kuldioxid, og for at fremtidens arbejdsliv er bæredygtigt.

Derfor har Forte og Formas – to svenske statslige forskningsråd – nu bevilget midler til 10 forskellige forskningsprojekter, der har fokus på dette emne, med en pulje på næsten 46 millioner svenske kroner. 

Kilde:

forte.se

Opdateret 21. mar 2023