Chefen til Laila: ”Din busrute er her, når du kommer tilbage”

Da mobilen ringer, begynder Laila Damsgaards hjerte at banke hurtigere. Hun kan se, at det er hendes chef, og tankerne farer afsted: ’Gad vide, hvad han vil? Bare det ikke er en fyring’. Imens går hun væk fra stuen og ned i den anden ende af det lille blå hus, hvor hun bor med sin mand Michael. De sidste syv år har Michael været alvorligt syg med kræft i hjernen. Og hvis det er en fyring, skal Michael i hvert fald ikke se, at hun bliver ked af det, siger hun til sig selv. Han skal ikke føle skyld. Laila har været sygemeldt i nogle måneder nu fra sit job som buschauffør, og selvom arbejdspladsen har været meget støttende, kan hun mærke, at hun bliver i tvivl om, hvor langt velviljen rækker.

Stemmen i den anden ende af telefonen lyder rolig: ’Jeg vil bare sige, at din rute er der, når du kommer tilbage, Laila. Du skal ikke bekymre dig,’ siger chefen, og Laila kan mærke, at kroppen begynder at slappe af.

– Det betød meget, at han sagde det. Jeg blev så glad. Selvom arbejdspladsen har været rigtig god, især i den sidste tid, hvor Michael har været meget syg, så går man jo alligevel med en usikkerhed, siger Laila Damsgaard. Hun sidder i sit køkken og fortæller. Overalt i huset hænger der billeder. Børn og børnebørn smiler ned fra væggene. Bryllupsbilledet af hende og Michael, som blev taget for 30 år siden, har fået en central plads over sofaen. 

Pausen blev brugt på hospitalet

Huset har hun lejet siden januar, hvor parret måtte flytte fra deres gård, aflive eller sælge deres heste og forlade de mere end otte tønder land, som var deres liv. På det tidspunkt kan Laila ikke mere. Frygten for at miste Michael og ansvaret for gården havde hobet sig så meget op, at hun ender med at blive sygemeldt.

– Jeg var helt ude på kanten, jeg kunne ikke sove, og det hele kørte rundt. Men det var vigtigt for mig at holde fast i mit arbejde, fortæller hun. Siden 2011, hvor Michael blev konstateret syg, har hun kæmpet med at få enderne til at hænge sammen. I en sommerferie bruger hun stort set alle dagene på sygehuset i Aarhus og Holstebro, da Michael skal have taget prøver og scannes. Og ofte benytter hun pausen midt på dagen til at tage med til undersøgelser.

Et kram fra buspassagerne

Igennem mandens sygdom har kollegerne været guld værd, fortæller hun.

– Der har været så mange gange, hvor de har været der for mig. Bare det at de spørger ind og giver et knus. Især Marianne, siger Laila Damsgaard. Stemmen knækker lidt, og hun kigger over på kollegaen Marianne, som sidder over for hende i køkkenet. Igennem Michaels sygdom er de to blevet meget tætte. Og det betyder meget for Laila, at hun har en, som lytter og tør tage initiativ. Men også varmen fra passagerne på busruten har været stor.

– Når jeg er nede og handle i Lemvig by, kommer der tit en passager og giver mig et kram, siger hun. Hun forklarer, at hun er på fornavn med stort set alle passagerne, som også har kunnet følge med i forløbet. – Hvis hospitalet ringede, imens jeg var i bussen, sagde de altid: ’Shh. Det er om Michael’, og så blev der helt stille.

Michael døde i maj 2018.