Nedrivning af højhuse i Brøndby giver ny viden om miljøgiften PCB

Kranen svinger væk fra det indpakkede højhus og sænker et firkantet stykke beton ned på parkeringspladsen, hvor en lastbil holder og tager imod. Det er højhuset, der stykke for stykke bliver pillet fra hinanden. Stykkerne overrisles med vand på lastbilen, for at det ikke skal støve under kørslen. 

Inden det enorme hus bliver skåret op, er alt indvendigt omhyggeligt fjernet. Gulvbrædder, lister, dørkarme, køkkenskabe, installationer og lignende. Fem af de i alt 12 højhuse, der udgør en del af Brøndby Strand Parkerne, indeholder nemlig miljøgiften PCB, som er sundhedsskadelig.

Stoffet kommer fra fugerne, men har spredt sig og sidder nu blandt andet i malingen og lakken på alle de indvendige overflader. Nedrivningsarbejderne går derfor fra lejlighed til lejlighed og bryder ned og rydder ud – ’stripper’ husene – så det PCB-holdige affald kan komme til den rette behandling og destruktion. Men det er ikke ufarligt arbejde.

Ud over de PCB-holdige fuger er der asbest i flere bygningselementer, som udgør en sundhedsfare, når man begynder at bryde bygningerne ned, og asbesten bliver til støv. Det samme gælder nedbrydningen af beton, som frigør store mængder kvarts, som også bliver kræftfremkaldende, når det bliver til fint støv.  

Unik chance

Studier har vist, at PCB kan spores i blodet hos beboere, der har boet i bygninger med forhøjet PCB-niveau. Nylige studier viser desuden en øget risiko for misdannelsen kryptorkisme hos drengebørn, hvis mødre har boet i PCB-inficerede bygninger under graviditeten. Det høje PCB-niveau er da også årsagen til, at boligorganisationerne har set sig nødsaget til at flytte beboerne ud og rive højhusene ned.

Forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) følger arbejdet nøje, mens nedrivningen står på. I spidsen for projektet står seniorforsker Marie Frederiksen.

– Det er en unik chance for at få et indblik i, hvordan arbejdsprocesserne på byggepladser med farlig kemi påvirker arbejderne. Ved at følge arbejdet både i realtid og på langt sigt kan vi både zoome ind på, hvilke dele af nedrivningsarbejdet der eventuelt er mest problematisk, og se om det har en betydning for ophobning af kemi i kroppen på langt sigt, siger forskeren.

Hun står i bebyggelsens fællescafé, der fungerer som mødelokale og frokoststue for nedrivningsfirmaet, mens nedrivningen står på. I dag er det også et forskningslaboratorium, hvor forskerne fra NFA gør måleinstrumenterne klar og tager prøver af nedriverne og kontrolgruppen. Der tappes blod, foretages lungefunktionstest, og hænderne bliver tørret med vådservietter efter kemikaliespor på huden. 

Skal ikke holde øje med sikkerhedsreglerne

Da nedrivningen frigør farlig kemi, tager nedrivningsfirmaet en række sikkerhedsmæssige forholdsregler for at sikre sine medarbejdere. Det betyder blandt andet, at arbejderne har sikkerhedsudstyr på, mens de stripper højhusene for PCB-holdigt inventar, at der opsættes sluser mellem de ’sikre’ og ’ikkesikre’ dele af højhusene for at undgå spredning, og at byggeaffaldet behandles efter særlige forskrifter både på byggepladsen og efterfølgende. 

Marie Frederiksen og kollegerne skal dog ikke holde øje med, om nedriverne følger forskrifterne for, hvordan nedrivningsarbejdet skal udføres. Over de næste to år bliver nedrivningsarbejderne i Brøndby Strand derimod fulgt for at se, om de nuværende værnemidler og procedurer for arbejde med sundhedsskadelige bygningsmaterialer er tilstrækkelige. Arbejderne bærer blandt andet rygsække med udstyr, der hele tiden tager prøver af den luft, der omgiver dem, mens de arbejder.

På den måde kan man måle, hvilke partikler og forureningskilder de havde været udsat for, hvis de ikke var beskyttet, men også hvilke arbejdsprocesser der sviner mest, og hvor på byggepladsen man måske ikke er opmærksom på støv og kemi. Alt sammen for at se, om der er huller i vores viden om det kemiske arbejdsmiljø på byggepladser som denne. Hvis nedrivningsarbejderne på trods af de grundige sikkerhedsforanstaltninger alligevel får spor af kemi i kroppen, vil projektet forhåbentlig kunne vise, hvor eksponeringen er kommet fra, så man kan iværksætte endnu bedre beskyttelse i fremtiden.

– Lige nu er man meget opmærksom på de steder, hvor de skadelige stoffer er på byggepladsen, og de processer, der frigiver dem. Men jeg er spændt på at se på målingerne, om folkene på pladsen alligevel får spredt dem så meget, at det også er de steder, hvor der burde være rent, som i for eksempel skurvogne og pauserum, eller om den mængde, der kommer derind, er ubetydelig, siger Marie Frederiksen.

Det er entreprenørfirmaet Kingo Karlsen, der varetager opgaven med at rive de fem PCB-højhuse ned. Projektleder Nico Jørgensen er samtidig en del af undersøgelsens kontrolgruppe og stiller op til en lungefunktionsprøve. Han glæder sig over, at man på byggepladsen i Brøndby Strand kan være med til at bidrage til ny og vigtig viden. 

– Kingo har medarbejdernes helbred i fokus og overholder naturligvis alle sikkerhedsforanstaltninger i forhold til både arbejdet med at sanere og ’strippe’ husene og ved selve nedrivningen. Men som entreprenørvirksomhed har vi samtidig en stor interesse i at forny vores viden om, hvordan vi kan passe på vores medarbejdere og indrette vores byggepladser. Derfor vil vi gerne åbne vores byggeplads for forskerne og være behjælpelig med, at hele branchen kan få ny viden, siger Nico Jørgensen.

Fokus på det ’almindelige’ støv

Marie Frederiksen er spændt på, hvor meget af den ’almindelige’ støv der bliver fundet i undersøgelsens målinger. Som nævnt indeholder beton- og cementstøv kvarts, som kan være kræftfremkaldende, hvis det kommer ned i lungerne, men ofte ikke har samme bevågenhed som for eksempel asbest og PCB. 

– Man ser det tit som ’bare’ støv. Måske fordi der er så meget af det, og det er over det hele, så det kan være svært at gøre noget ved det. Men forhåbentlig kan vi efter undersøgelsen se, om der alligevel er noget at gøre, for det har betydning på stort set alle typer byggepladser, siger hun og peger på sine to kolleger fra NFA, Vivi Kofoed-Sørensen og Carla Ribalta Carrasco, der er iklædt støvdragter og støvmasker, mens de står uden for det improviserede laboratorium og rengør måleinstrumenterne.

– Vi tager i hvert fald ikke nogen chancer selv, siger Marie Frederiksen.

God start

Det er ikke nok, at arbejderne bærer masker, støvdragter og åndedrætsværn, der holder asbest og kvartsstøv ude, der hvor der er risiko for støv. PCB trænger ind gennem huden ved berøring, så de skal også bære særlige handsker de steder, hvor der er risiko for at komme i kontakt med PCB-holdigt materiale. Der er med andre ord mange sikkerhedsforanstaltninger at holde styr på, men nedrivningsarbejdet er kommet godt fra start set med beskyttelsesbriller.

De mange foranstaltninger er rutine, fortæller nedrivningsarbejderen Farhan Hassan, der til ære for fotografen demonstrerer, hvordan de lufttætte sluser ind til en kondemneret lejlighed virker. Han er pakket tæt ind fra top til tå med beskyttelsesdragt, helmaske med lufttilførsel og handsker, der er tapet fast til dragten for at slutte helt tæt. Men han synes ikke, det er ubehageligt.

– Nej, man vænner sig hurtigt til det. Jeg får masser af luft i masken, så jeg skal ikke hive efter vejret eller noget, og den dugger heller ikke til. Så det er faktisk ikke så slemt, siger han, inden han træder igennem den oppustelige luftsluse, der udgør døren ind til den næste lejlighed, der skal ryddes. Slusen udgøres af tre kamre, og suget giver et let undertryk, så der ikke trækker støv ud. Når han skal tilbage, skal han tage dragt og handsker af midtvejs gennem slusen for ikke at slæbe rester af støv eller kemiske stoffer med ud.