Støtte kan forebygge PTSD

Hun har været socialpædagog i 10 år. Alle børnene på bostedet har et psykisk handicap og de fleste også et fysisk.

Almindelige diagnoser er ADHD og autisme, og mange har brug for hjælp til næsten alt og har ikke et verbalt sprog. De kan ikke sige, når noget er galt eller svært. I stedet slår de, skubber, spytter eller kaster med ting. Det sker cirka tre gange om ugen for Susanne.

Det er dejlige børn, men hun er altid på vagt. For bliver hun mon bidt i armen nu, falder der et slag, eller bliver hun revet i håret?

Hun er udmattet og har svært ved at være på arbejde, og hun er begyndt at undgå nogle af børnene. Hun er også begyndt at blive lidt mere kynisk og taler grimt om børnene til sine kolleger. En dag går det bare ikke mere.

Et barn har skubbet hende ind i en reol. Hun sover dårligt, hun er på vagt over for alt og alle og holder øje med, om folk vil hende det godt. Hun er angst, hun føler afmagt, har svært ved at være sammen med andre, og hun begynder at genopleve tidligere episoder på jobbet, hvor hun er blevet sparket og slået. Hun har posttraumatisk belastningsreaktion. PTSD.

Sådan kan et forløb se ud for en socialpædagog, som langsomt udvikler PTSD. Og som knækker uden det store drama og uden at have været i livsfare eller i en situation med alvorlig fare på færde. Det viser forskning blandt et repræsentativt udsnit af alle danske socialpædagoger.

Studiet bygger på data fra 1.700 medarbejdere. Det fortæller specialist i psykotraumatologi og leder af Arbejdspsykologisk Forskningsenhed på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital, Jesper Pihl-Thingvad, som sammen med sine kolleger forsker i traumereaktioner på jobbet. Desuden har han mange års erfaring med at udrede patienter og tage stilling til, hvorvidt sygdomme skyldes påvirkninger i arbejdet.

– Vores forskning viser, at mindre alvorlige, men hyppige hændelser kan have lige så stor betydning for at udvikle PTSD som enkeltstående og meget alvorlige hændelser. Oplever man tingene igen og igen og over en længere årrække, kan man blive slidt langsomt ned og udvikle sygdommen, siger han.

Bliver mere og mere følsomme

Det er langtfra kun socialpædagoger, der bliver syge. Faktisk er det ikke usædvanligt, at vold, trusler og følelsesmæssige belastninger på jobbet bliver for meget.

Internationale tal viser ifølge Jesper Pihl-Thingvad, at mellem 8 og 12 procent af de ansatte i faggrupper som politibetjente, fængselsbetjente, ansatte i psykiatrien og på døgninstitutioner, reddere og lokomotivførere har symptomer svarende til PTSD.

Til sammenligning er det tilsvarende tal for befolkningen generelt tre-fire procent. Det kan være erfarne ambulancereddere, som igen og igen har set lemlæstede børn, omkomne i trafikulykker eller mennesker i stærk nød, og som pludselig ikke kan klare mere og udvikler PTSD.

Eller betjente med mange års erfaring, som endnu en gang skal fortælle forældre, at deres barn er omkommet, eller som bliver truet verbalt, når de er ude på patrulje. Eller lokomotivføreren, der godt nok har oplevet flere selvmord på skinnerne, og som er kommet sig over det, men som bliver syg, da der pludselig er tre, der kaster sig ud foran toget inden for en periode på to måneder.

– Får man ikke håndteret alle de her episoder, kan der ske det, at man bliver mere og mere følsom. Evnen til at regulere de følelser, der opstår, bliver ringere og ringere, og så skal der mindre og mindre til, før man får en kraftig reaktion. Pludselig kan reaktionen accelerere og give et meget kraftigt sygdomsbillede enten i form af PTSD eller en anden alvorlig belastningsreaktion. De patienter, vi ser, har meget svært ved at komme sig igen og genetablere fodfæstet på arbejdsmarkedet inden for samme fag, siger Jesper Pihl-Thingvad.

Dråben, der får bægeret til at flyde over

Undersøgelsen blandt socialpædagoger viser, at de, der er udsat for vold i form af slag, spark og andre mindre hændelser en eller flere gange om ugen, har mellem fem og syv gange så høj risiko for på et tidspunkt at udvikle kritiske symptomniveauer på PTSD sammenlignet med dem, der ikke er udsat for vold.

– Hos socialpædagoger er volden nærmest dagligdag med masser af ikkelivstruende vold for eksempel i form af skub og bid. Og når de over lang tid bliver krænket, kan en ret banal hændelse pludselig være dråben, der får bægeret til at flyde over, og hvor alle symptomer på PTSD bryder igennem. Også selvom det er noget, man har prøvet mange gange før, og hændelsen isoleret set ikke er så slem, og som enkeltstående episode er til at komme sig over, siger Jesper Pihl-Thingvad.

En banal hændelse kan for eksempel være et bid i skulderen, at blive spyttet på eller et spark. Reaktionen kan være svær at forstå og bliver tit forvekslet med udbrændthed, selvom det er traumer, der ligger bag.

– Både arbejdspladsen og de ansatte har tit svært ved at forstå, hvorfor de pludselig reagerer så kraftigt. For godt nok har medarbejderne været udsat for vold, men i forhold til deres arbejde har de ikke været ude for noget, der er anderledes end det, de ellers har været ude for, siger han.  

Og det kan gøre det svært at få støtte, oplever Jesper Pihl-Thingvad:

– Vi ser rigtig mange, som ikke har fået støtte, og hvor der har været en opfattelse på arbejdspladsen af, at det jo er noget, der sker hver eneste dag, »og hvorfor kan du så ikke klare det nu?« Det bliver gjort til et individuelt problem og til: »Gad vide, om der er noget galt på hjemmefronten«, siger han.

Får man ikke den støtte, man havde regnet med på sin arbejdsplads, kan det forværre de symptomer, man har. Det indikerer international forskning og erfaringer fra klinikken.

– Det er en oplevelse af svigt, siger Jesper Pihl-Thingvad. Vigtigt at snakke Udenlandske studier og studiet blandt socialpædagoger viser også, at mange reagerer ved at vende det indad og selv forsøge at løse problemerne, og at det forværrer deres symptomer på PTSD.

De er flove, de skammer sig, og de fortryder det, de gjorde i situationen, og føler, de har begået en fejl. For hvad nu, hvis de havde reageret anderledes? Var det så ikke endt med slag og bid?  

– Støtte og omsorg ser ud til at forebygge, at man udvikler PTSD. Det ser vi på tværs af studier. Når man snakker, får man normaliseret tingene og finder ud af, at man ikke er den eneste, der har det sådan. Mange tænker, at de skal kunne klare det hele, og at det nok bare er dem, der ikke er robuste nok eller ikke er en god nok socialpædagog eller ambulanceredder, og så vokser problemerne, siger Jesper Pihl-Thingvad.

Men det kan være svært at tage snakken. For så er man pludselig sårbar.

– Mange bekymrer sig om, hvad det vil betyde for deres karriere. For hvis man er den her garvede politibetjent, fængselsbetjent eller brandmand og kommer og siger, at man faktisk er ved at knække, hvilken status vil man så have i gruppen? siger Jesper Pihl-Thingvad.

Derfor er det så vigtigt, at arbejdspladserne er bevidste om de psykiske belastninger og får en kultur, hvor det er almindeligt at tale om det. For uanset hvor meget man arbejder på at nedbringe vold i psykiatrien eller på bosteder, kommer den aldrig ned på nul, mener Jesper Pihl-Thingvad.

Og er man ambulancefører, brandmand eller efterforsker, er ulykker, udrykninger og forbrydelser en del af arbejdet. Kollega, leder eller psykolog? Sammen med kolleger arbejder han på at finde ud af, hvilken form for støtte der bedst, og hvilke faktorer i arbejdsmiljøet der kan forværre eller forebygge PTSD. For der er ikke meget forskning i, hvilken støtte man skal have, hvem der skal give den og hvornår.

Lige nu er Jesper Pihl-Thingvad og resten af forskningsgruppen i gang med et forskningsprojekt i samarbejde med ambulancetjenesten Ambulance Syd, et projekt i politiet og projekter blandt socialpædagoger, personale i psykiatrien, anklagere og nyuddannede læger og sygeplejersker.

I Ambulance Syd undersøger og evaluerer forskerne på baggrund af et pilotprojekt seks forskellige støttetilbud. Det er akut debriefing med enten en psykolog eller en leder lige efter en voldsom hændelse. Formelle samtaler med en leder, som er efteruddannet i krisestøtte.

Formel støtte fra kolleger, som er uddannede i krisestøtte, og hvor støtten ikke er i den akutte fase, men kan vare i længere perioder, når man har behov for det. Det er uformel støtte fra en makker, som man har et tæt samarbejde med. Som den sidste form for støtte kigger forskerne på støtte i privatlivet fra ægtefælle og venner.

– Vi kigger efter, hvad der virker, og om vi kan se et mønster i, hvornår man skal sætte ind med støtte.  Men man skal huske, at uanset hvilke støtteordninger man har, så bliver de ikke brugt, hvis ikke medarbejderne tør sige, når de har det svært, siger Jesper Pihl-Thingvad.