Interview med sociolog Dorte Raaby Andersen Bag de lukkede døre

Dorte Raaby Andersen er drevet af et ønske om at komme om bag vores professionelle facader og forstå de kulturelle koder. Hun bruger ikke spørgeskemaer, indlæggelsesstatistikker eller støv- prøver for at kortlægge arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, men derimod sig selv. Hun er på arbejdspladsen, hun skal studere. I ugevis eller månedsvis for at observere, snakke eller måske hjælpe til. På den måde håber hun at få en mere dybtgående indsigt i de sider af arbejdsmiljøet, som anden forskning kun kan skrabe i overfladen af.

– Jeg er drevet af nysgerrighed efter at forstå, hvad der sker bag de lukkede døre. Hvad enten det er et miljø, jeg ikke kender, ikke har adgang til, eller det er metodisk svært at få adgang til – så er jeg nødt til at prøve. Jo mere lukket, jo mere nysgerrig er jeg nok.

Nysgerrigheden har blandt andet fået hende til at tilbringe flere måneder med feltstudier i et fængsel for at forstå de følelsesmæssige krav, fængselsbetjentene står med i arbejdet, og til at forsøge at lære at udbene en gris på et slagteri for at forstå, hvordan slagteriarbejdere håndterer smerter.

Ingen one size fits all-løsninger

I øjeblikket deltager hun i et projekt, hvor hun og hendes kolleger netop vil undersøge smertekulturen på forskellige arbejdspladser: Hvordan taler man om smerter, hvad betyder det for ens plads i fællesskabet at have smerter, hvordan håndterer arbejdspladsen medarbejdere med smerter? Det er et forsøg på at se på smerteproblematikken på nye måder.

– Vi undersøger ansatte i hjemmeplejen og på slagterier, som er brancher, hvor der er medarbejdere, der døjer med smerter, på trods af at man har iværksat en række indsatser i de seneste mange år. Så vi vil undersøge fænomenet bredere end ved bare at se på ergonomi og løft og så videre, forklarer hun.

Hun mener, at det er vigtigt med en forståelse, inden man forsøger at igangsætte større arbejdsmiljøforbedringer og forskningsstudier, så man kan skræddersy dem til de enkelte brancher.

– Hvis vi skal forbedre arbejdsmiljøet ude på arbejdspladserne, så er vi nødt til at være bedre til at forstå, hvad der foregår, og kende konteksten. Inden vi afprøver forskellige forebyggelsestiltag i praksis, skal vi gøre os umage med først at lære arbejdskonteksten og kulturen at kende. Vi skal kende sproget, kende rutinerne. For der findes sjældent en one size fits all-løsning på arbejdsmiljøproblemerne. Det er forskelligt fra branche til branche, fra arbejdsplads til arbejdsplads, hvad der er brug for, og hvordan det skal gribes an, siger Dorte Raaby Andersen.

Vil helst bruge sig selv

Den bedste måde at trænge ind på mennesker og miljøer, hun vil beskrive og forstå, er ved at bruge sig selv.

– Når man sætter sin egen krop i spil, så får man en anden forståelse for den situation, medarbejderne befinder sig i, og det kan være en hjælp til at forstå relationen mellem dem og den kontekst eller den kultur, de er en del af, siger hun.

Hun prøver derfor så vidt muligt at være en del af hverdagen i de miljøer, hun observerer, og giver gerne en hånd med i arbejdsdagen. Så virker det mindre anmassende, at hun er der, og det gør det nemmere at komme i snak med de medarbejdere, hun skal beskrive.

I hjemmeplejen gik det nemt. Hun fulgtes med hjemmeplejerne rundt til de ældre og fik hurtigt en rolle, hvor det var naturligt, at hun var med. Hun tog en skjorte på og hjalp til hos de ældre, når det var muligt, og i bilen mellem de enkelte besøg var der tid til at snakke om arbejdet og løst og fast.

– Først og fremmest kræver det tid at få adgang til andre menneskers liv og få deres accept og vinde deres tillid. Derefter kan man begynde at bygge en relation. Det har været nemmest de steder, hvor jeg har kunnet tage del i hverdagen, hjælpe til og indgå på en naturlig måde. Så har vi haft nogle fælles oplevelser, samtalen kunne tage udgangspunkt i, forklarer Dorte Raaby Andersen.

Selv en lukket dør kan fortælle en historie

Men hun stødte på problemer, da hun skulle følge de ansatte på et slagteri. Det er et hårdt arbejde, hvor der arbejdes på akkord, så effektivitet er altafgørende. Hun prøvede at lære, hvordan de gjorde, men ellers tog hun ikke del i arbejdet. Da hun i stedet blot ville gå rundt og observere, blev hun antaget for at være en konsulent, der skulle holde øje med, om akkorden var passende eller eventuelt kunne presses lidt. Det var en udfordring i forhold til at skabe kontakt til medarbejderne.

– Jeg havde svært ved at få åbnet døren ind til dem. Jeg manglede en indgang. De havde ikke mulighed for at snakke, mens de arbejdede, og i pausen sad vi sammen ved borde uden mulighed for at snakke privat, og også her skulle det gå stærkt med at få spist og komme tilbage, så jeg var lidt på glatis, fortæller Dorte Raaby Andersen.

Men selv en lukket dør kan fortælle en historie. Selv om forskningsprojektet stadig er i gang, og hun ikke er klar til at udarbejde analyser endnu, kan hendes foreløbige oplevelser allerede fortælle en del.

– Det siger jo ikke så lidt om arbejdsmiljøet og kulturen, at alting er så tempofyldt, at man ikke har fem minutter på en dag til at snakke. Hvilken betydning har det for håndteringen af smerter? Er det muligt at følge med, hvis man har smerter? Hvilke konsekvenser kan det have for én, hvis man ikke kan følge med?

Det er nogle af de ting, jeg har talt med medarbejderne om, og som mine kolleger og jeg er ved at se nærmere på.

Forståelse for kontekst

Dorte Raaby Andersen oplever ellers ikke tit, at hun møder modstand. Hun har nemlig fundet ud af, at det tit er en hjælp at have en ved sin side, der siger god for én. Så hun allierer sig med en på forhånd, inden hun skal i gang. Så er det nemmere at komme ind på livet af de andre på arbejdspladsen.

– Det handler om at få en gatekeeper. Én, der kan åbne døren for mig. Så kan det være, at jeg har fulgt vedkommende en hel dag, og så kommer han tilbage til de andre og siger: ’Hende Dorte er fin nok – hun er ikke spor forskeragtig’, og det er så med til at åbne flere døre.

Mange følelser i en følelsesløs branche

Hun holder af at udføre det meget dybe feltarbejde, fordi det giver en forståelse af kontekst for de problematikker, hun skal afdække, og et blik for alle nuancerne, man ofte ikke får med, når man udfører andre typer af arbejdsmiljøforskning.

– Jeg prøver at forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør, når de er på arbejde, siger hun og fortsætter:

– Og det gør jeg bedst, når jeg har mærket på egen krop, hvordan arbejdet og konteksten føles. Så er det nemmere at forstå kulturen, de tilpasser sig, hvad der tillægges betydning på lige netop dén type arbejdsplads, og hvilke normer man skal leve op til.

Kimen til Dorte Raaby Andersens karriere som arbejdsmiljøforsker blev lagt i studietiden, da hun som en del af et studieprojekt i kriminologi skulle undersøge arbejdsforholdene for de indsatte. Under et besøg i fængslet spurgte en betjent lidt bittert: ’Hvorfor er det altid de indsattes forhold, I undersøger, og aldrig vores?’

Spørgsmålet blev ved med at rumstere i hendes hoved og dukkede op, da hun fik mulighed for at skrive en ph.d. mange år senere. Formålet var at se på fængselsbetjentenes arbejdsforhold og især de følelsesmæssige krav, arbejdet i et fængsel indebærer. De ansatte i Kriminalforsorgen skal absorbere de indsattes mange frustrationer og eventuelt følelsesmæssige ustabilitet, samtidig med at de skal reagere professionelt over for dem.

De skal fremstå upåvirkede over for mennesker, som mange måske ville frygte at være sammen med. Ansatte, der bliver vrede, oprevne eller bange, når de passerer en drabsmand eller voldtægtsforbryder, kan ikke udføre deres job ordentligt, ligesom ansatte, der tager alle indsattes sorger og bekymringer på sig, også vil have udfordringer i forhold til at kunne klare jobbet.

Det handler om at etablere relationer, som hverken er for nære eller for distancerede. Begge dele kan have negative konsekvenser både i relationen med de indsatte og i forholdet til kollegerne, viste hendes undersøgelse.

– Der var mange følelser at forstå i en branche, som nogle måske vil opfatte som følelsesløs, konstaterer Dorte Raaby Andersen.

Da den observerende blev set an

Dorte Raaby Andersen gennemførte feltstudier i fængslet i flere måneder, hvor hun fulgte fængselsbetjentenes hverdag og omgang med både indsatte og kolleger.

– Hvad er det egentlig for forhold, de arbejder under? Hvad kræver det af dem følelsesmæssigt? Det ville jeg gerne vide. Jeg kunne se fra mit arbejde på Arbejdsmedicinsk Klinik, at fængselsbetjentene havde store problemer med sygemeldinger og fravær, men vi vidste ikke, hvilke følelsesmæssige udfordringer der kunne være i hverdagen, fortæller hun.

Hun har siden beskrevet sin første middag med de indsatte, hvor hun fulgtes med en nyuddannet fængselsbetjent til køkkenet. Det endte med at blive en temmelig anspændt seance, hvor den observerende forsker pludselig blev den observerede. Hun blev set an og testet. Hun følte på egen krop, hvor presset man kan blive, når en indsat nidstirrer og prøver at køre rundt med én. Men da det var overstået, og hun havde fået sin ilddåb, havde hun og den unge fængselsbetjent fået en fælles oplevelse, de kunne vende tilbage til igen og igen. ’Hvad tænkte du, da han sagde dét?’ ’Hvornår er du blevet presset på den måde?’

– Den slags oplevelser kan jeg jo bruge til at få en helt anden slags samtaler med de ansatte, end jeg ellers ville have kunnet. Det åbner døre, når man har indblik i og forståelse for medarbejdernes arbejdsbetingelser.

Som sociolog er det ofte ikke bare den konkrete arbejdsplads, der er interessant, men hvordan den spiller sammen med det omgivende samfund og de normer, der præger det. Det blev tydeligt i fængslet.

– Mit feltarbejde gav mig et billede af, hvordan medarbejderne håndterer de følelsesmæssige udfordringer, de møder. Men det gav mig også et billede af et arbejde, som var mere nuanceret end det, der ofte tegnes i medierne. Selv om man arbejder i et fængsel, er det ikke alt, der handler om vold og trusler. Fængslet er også en arbejdsplads, hvor fængselsbetjente ofte lykkes med at undgå konflikt, hvor hverdagen glider stille og roligt. Hvor de arbejder, spiser madpakker, taler om fodbold og holder julefrokost. Det er et lille samfund i det store samfund, og det er måske også en af grundene til, at det som sociolog er så interessant at beskæftige sig med, siger Dorte Raaby Andersen.