Afdelingssygeplejerske: Hver fjerde i afdelingen var smittet med MRSA

På plejecentre kan mikroskopiske organismer som MRSA, en stafylokokbakterie, der er resistent over for penicillin, være en stor udfordring. Beboerne er svækkede, og hvis de bliver smittet, kan det være alvorligt. Men MRSA sætter også de ansattes arbejdsmiljø under pres og kan skabe usikkerhed i personalegruppen.

Det oplevede Demenscenteret Fælledgården i København. For et års tid siden var der et større udbrud af MRSA, hvor 25 procent af afdelingen var smittet – både demente beboere og personale.

– Det var en stor udfordring. Demente borgere har meget kontakt og smitter nemt hinanden. Samtidig har de svært ved at fortælle, hvis de har det skidt, og man kan ikke nødvendigvis se, at en person er smittet, siger Andreas Bertelsen, der er afdelingssygeplejerske på Fælledgården.

 Rumdragter og bekymringer 

At komme smitten til livs krævede at personalet iførte sig værnemidler som mundbind og dragter. Det var også nødvendigt at ændre i indretningen af de demente borgeres hjem, så der var plads til værnemidler, spritdispensere og sække med smittet tøj. Tiltagene gjorde personalets arbejde vanskeligere.

– Relationen mellem personale og demente borgere er afgørende for vores arbejde. Man kan ikke møde borgeren iklædt en rumdragt og forvente samme nærhed og sociale kontakt. Borgerne har jo selvbestemmelse over deres eget hjem, men det er samtidig en arbejdsplads, så borgerne skulle forklares og give deres accept til, at vi hængte værnemidler op på indersiden af døren for at beskytte os selv, siger Andreas Bertelsen.

– Det påvirker arbejdsmiljøet, når arbejdet tager længere tid, og der er nogle mere komplicerede arbejdsgange. Det gør det hårdere at gå på arbejde, siger han.

I personalegruppen var der også en bekymring for, hvad MRSA-bakterierne betød for deres eget helbred. Hvor farlig var smitten, og hvad var risikoen for, at de tog den med hjem til familien?

Mere personale 

– Bekymringen og frygten for det uvisse voksede. Derfor var det vigtigt at få hjælp fra kompetente personer, der kunne informere på et tilstrækkeligt niveau, forklarer Andreas Bertelsen.

I forløbet havde afdelingen tæt kontakt til MRSA Videncenteret på Hvidovre Hospital, embedslægen, jurister og Arbejdsmiljø København. Det var en stor hjælp, men det komplicerede også situationen. For på den ene side fik personalet at vide, at de skulle behandle beboerne så kraftigt som muligt, og på den anden side sagde juristerne, at det var magtanvendelse, hvis beboerne ikke havde lyst til at blive behandlet.

– I sidste ende fandt vi frem til, at vi skulle behandle så meget, vi overhovedet kunne. Der, hvor borgere kunne give samtykke og ville medvirke, var det nemt. I andre tilfælde måtte vi drøfte det med værger og familie, siger han.

For at afhjælpe den vanskelige situation blev normeringen på afdelingen ganget med to i perioden, hvor behandlingen stod på.

– Ved at være dobbelt så mange på arbejde kunne vi i højere grad få borgerne til at medvirke og give dem en forståelse for behandlingen. Det hjalp også på personalets arbejdsmiljø. I dag er afdelingen godt ude på den anden side. Men episoden har sat mærkbare spor og ændret rutinerne på plejecenteret. For eksempel er der større fokus på håndhygiejne, fortæller Andreas Bertelsen:

– Hvor man tidligere ikke havde spritdispensere stående ud fra argumentet, at man var i borgerens eget hjem, som ikke skulle institutionaliseres, er håndspritten nu en vigtig del af smitteforebyggelsen.