En times træning om ugen modvirker hovedpine

Nyheder 22. mar 2023 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Shutterstock
  • Styrketræner du en time om ugen, kan du halvere dine smerter og antallet af dage med spændingshovedpine, uanset om du træner en time i træk eller deler træningen op. Det viser ny forskning blandt kontoransatte.

Skrevet af: Line Flatau

Spændingshovedpine er den mest almindelige form for hovedpine. Den skyldes ofte ømme muskler i nakke og skulder og er meget almindelig, når man arbejder ved computer på sit job. Men heldigvis er der noget, man kan gøre.

En times styrketræning om ugen kan halvere smerterne og antallet af dage med hovedpine. Effekten er den samme, uanset om man laver øvelser for nakke og skulder en time i træk én gang om ugen, tre gange om ugen i tyve minutter eller ni gange om ugen i syv minutter.

Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, blandt 573 kontoransatte.

– Det gør ikke nogen forskel, om træningen deles op i bidder eller ej. Det vigtigste er, at man træner og gør det regelmæssigt hver uge, men der er fleksibilitet i forhold til at træne, som det passer bedst. Det fortæller professor Lars L. Andersen fra NFA, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Tidligere forskning har ligeledes vist, at bare to minutters daglig elastiktræning sammen med kollegerne kan halvere antallet af dage med hovedpine.
Forskerne ville se, hvad der virker bedst, hvis man har en time til rådighed om ugen til at træne.

Det er nok de færreste, der har mod på at gentage de samme øvelser mange gange i træk i en hel time. Det er ret hårdt, siger han.
I undersøgelsen har deltagerne vurderet deres smerter, ud fra hvor ondt de havde det, på en skala fra nul til ti, og hvorvidt det gjorde en forskel, om man trænede på egen hånd eller med hjælp fra en instruktør. 

Undersøgelsen viser, at kun de deltagere, som havde en instruktør med til øvelserne, nedsatte deres forbrug af smertestillende piller mod hovedpine.
De, der trænede på egen hånd, fortsatte med at tage lige så mange paracetamol, ibuprofen og aspirin og andre hovedpinepiller, som de plejer, selvom de fik færre smerter. Også selvom instruktørerne udelukkende hjalp dem med at lave øvelserne rigtigt.

– Måske føler de, der træner med instruktør, sig mere trygge og veltilpasse, fordi instruktørerne drager en form for omsorg for dem, siger Lars L. Andersen.