Corona: Hvordan kommer vi klogere ud af krisen?

Over et år er gået, siden den første coronanedlukning trådte i kraft og med ét ændrede arbejdslivet for ledere og medarbejdere landet over. I dag er begreber som hjemmearbejde, distanceledelse, afstandskrav og restriktioner blevet hverdag på mange arbejdspladser, mens vi venter på at kunne lægge coronakrisen bag os. Men hvordan kan vi komme klogere og stærkere ud på den anden side, når det handler om vores arbejdsliv? Hvilken læring og hvilke erkendelser kan vi tage med fra en krise så omfattende som denne?

Det er et af de emner, forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Aalborg Universitet (AAU) har undersøgt i projektet ’Mental Sundhed og Arbejdsfællesskaber under coronakrisen’, fortæller psykolog, ph.d. og forsker på NFA Malene Friis Andersen, der er leder af projektet:

– I denne del af projektet har vi analyseret interview med ledere og medarbejdere, i forhold til hvad de håber selv at tage med sig af læring, og hvad de håber, deres organisation tager med sig ud af krisen. Det handler om håbet om, at vi ikke bare kommer ’back to normal’, men i stedet har mulighed for at komme ’back to better’, når krisen er ovre.

Hjælp til at se fremad

I november 2020 blev resultaterne fra første del af projektet præsenteret på hjemmesiden coronatrivsel.dk sammen med redskaber og gode råd til at fremme trivsel og opgaveløsning under de ekstraordinære arbejdsforhold, pandemien har bragt med sig.

Sammen med de nye resultater er der nu kommet nye redskaber på hjemmesiden, som kan hjælpe arbejdspladser til at se fremad og reflektere over, hvordan de kan komme ’back to better’ på baggrund af deres egne oplevelser under krisen.

– Vi håber, at arbejdspladserne vil bruge redskaberne til at sætte gang i nogle processer, hvor de kan trække læring ud af de erkendelser, som ledere og medarbejdere har gjort sig. Både de positive ting, som man gerne vil have mere af, og de vanskelige, som der måske skal skrues ned for. Begge dele er vigtige for at kunne lære af coronakrisen, siger Malene Friis Andersen.

Ved at reflektere over de erkendelser og håb, vi har haft under coronakrisen, håber forskerne bag NFA’s forskningsprojekt at åbne for muligheden for at komme ’back to better’, når krisen er ovre.

Historiske data, vi kan lære af

De 116 interview, der ligger til grund for analyserne i projektet, er gennemført i de første fire måneder af coronakrisen, og derfor er resultaterne givetvis anderledes, end hvis de samme spørgsmål var blevet stillet i dag, fortæller Malene Friis Andersen.

– I foråret 2020 havde vi endnu ikke set coronamatheden og den store længsel efter normalitet sætte ind. Der er sket enormt meget siden coronakrisens første fase og den første lockdown, og derfor er det på sin vis allerede historiske data, vi har, siger hun.

Men netop fordi besvarelserne ikke er præget af mange måneder med nedlukninger, genåbninger og restriktioner, har de en særlig berettigelse, mener forskerne.

– Det interessante ved vores data er, at de siger noget om, hvordan krisen blev opfattet, da vi stod midt i den første brydningstid, hvor ingen havde erfaring med det her eller havde prøvet noget lignende før. Ingen vidste, hvordan eller hvornår det ville ende, og der var enormt meget liv i folks håb, refleksioner og erkendelser, siger Malene Friis Andersen og fortsætter:

– Man kan lidt betragte vores interview fra foråret 2020 som de første sprøde salatblade, der voksede op af den her læringsmuld. Hvis vi stillede de samme spørgsmål til folk i dag, tror jeg, vi skulle igennem flere lag af frustrationer over den nu langvarige krise. Der er kommet nogle grovere salatblade uden på de spæde skud. Vi vil gerne bringe folk tilbage til den første tid, hvor situationen var ny, sprød og for alvor ukendt, hvilket afstedkom rigtig mange overvejelser, håb og erkendelser, som vi kan lære af i dag.

I epidemiens klare lys...

I arbejdet med analyserne har Malene Friis Andersen ladet sig inspirere af en metafor fremsat af filosof Anders Fogh Jensen: At epidemier fungerer som en fremkaldervæske for et samfunds organiseringsformer, og at det også gør sig gældende med corona. Hun forklarer:

– Pandemien tydeliggør nogle tendenser, spor og mønstre, som også var synlige inden pandemien, men som vi alligevel ikke nødvendigvis så. De bliver forstærket og træder tydeligere frem for os, når vi står i en ekstraordinær situation. I vores projekt trækker vi metaforen ind i en organisatorisk sammenhæng: Hvad er det, der træder frem for lederne og medarbejderne i denne særlige situation?

Det uformelle er ikke spildtid

En af de pointer, der er trådt frem for lederne i projektet, er værdien af de uformelle møder og samtaler på arbejdspladsen, fortæller Malene Friis Andersen.

– Der er sagt og skrevet meget om distancearbejde og den digitale omstilling, som fyldte meget i den første fase. Det var jo en vanvittig omstilling, som skete på ekstremt kort tid, og i dag er det blevet helt normalt at holde virtuelle møder. I vores interview fortæller en del, at det digitale fungerer fint til driftsmøder og konkrete drøftelser, men at de har opdaget, at de savner den spontane drøftelse.

– Det er den samtale med en kollega eller leder på vej til mødelokalet, man ikke vidste, man havde brug for. Noget af det, vi hører fra lederne, er en erkendelse af, at det uformelle ikke bare er spildtid, men faktisk er vigtigt for, at vi føler, at vi hører til i en organisation og i et fællesskab. Det er ikke så hensigtsmæssigt, hvis det hele handler fokuseret om opgaveløsning og planlægning. Vi mister noget, hvis vi overgør effektiviteten, forklarer Malene Friis Andersen.

Mennesket i medarbejderen

Et andet emne, der er trådt frem i coronakrisens fremkaldervæske, er ifølge forskeren en opblødning af de traditionelle leder-medarbejderpositioner.

– Vi hører ledere, der siger, at de i højere grad har fået øjnene op for mennesket i medarbejderen. Hvor medarbejderne tidligere – sagt lidt skarpt – blev set mere som ressourcer eller identiske prototyper, så ændrede relationerne sig, i takt med at man oplevede og reagerede på krisen sammen, fortæller hun og uddyber:

– Det private rum blev synligt for både ledere og medarbejdere, både gennem det visuelle, fordi arbejdspladsen flyttede hjem i stuerne, og fordi man pludselig havde samtaler om liv og død, som coronakrisen også handlede om. Det var ikke bare medarbejdere, lederne så reagere på krisen, det var mennesket Jørgen, der viste sig at have en kone med diabetes, og mennesket Susanne, hvis børn var i hjemmeskole, og en af dem var adfærdsvanskelig, og det var man ikke klar over før nu. Menneskerne og deres liv trådte tydeligere frem.

I projektet fortæller ledere, at de har haft flere samtaler med deres medarbejdere om, hvordan det går derhjemme, om de er bekymrede, eller om de har det godt med hjemmearbejdet. Og de har blandt andet erfaret, at medarbejdere har det meget forskelligt med at være i den ekstraordinære situation.

– Og det er noget af det, de giver udtryk for gerne at ville holde fast i fremover: At man kan tilpasse arbejdet mere til den enkeltes situation og behov i stedet for at tænke mere standardiseret, som man har fået øje på, at man nok har gjort, siger Malene Friis Andersen.

 

Bedre kommunikation og nyfunden stolthed

Mange ledere vidste også inden coronakrisen, at kommunikation er vigtigt for et godt arbejdsmiljø, men coronakrisen har fået betydningen af god kommunikation til at træde endnu tydeligere frem og givet lederne lyst til at arbejde mere med deres kommunikation efterfølgende, viser projektet.

 –  Lederne har oplevet, at der har været stor efterspørgsel efter kommunikation fra medarbejderne, og de har oplevet, hvordan kommunikation skaber tryghed, men også kan skabe utryghed, hvis den er uklar eller mangelfuld. Det er noget af det, de siger, at de vil tage med videre:

De vil gerne udfordre sig selv på, hvordan de kommunikerer og gennem hvilke kanaler, og de har måske fået en øget forståelse for, at det også i høj grad handler om at sætte ord på mellemregningerne og bevæggrundene for de beslutninger, de træffer, fortæller Malene Friis Andersen.

En følelse af at være stærke sammen og en nyfunden stolthed over sit arbejde er også blandt de erkendelser, ledere og medarbejdere i projektet håber at holde fast i efter krisen.

– Både de, der skulle arbejde hjemme, og de, der stadig mødte ind på job, var igennem massive og hurtige omstillinger, hvor der skulle etableres nye team, samarbejdsstrukturer, kommunikationskanaler og så videre. Her fik nogle øje på, at ’gud, hvor kan vi meget, når vi gør det sammen, og alle oplever det som vigtigt nok’, siger Malene Friis Andersen.

– Nogle af dem, som mødte ind på job under coronakrisen, fortalte om en øget stolthed over deres fag, da de blev mødt med en mere positiv feedback fra omgivelserne. Det trådte tydeligere frem for dem selv og for omverdenen, hvor rart det var, at de mødte ind, så man for eksempel stadig kunne få ordnet sine radiatorer af en vvs’er, eller at byggepladser og plejecentre fortsat blev holdt i gang. Flere frontmedarbejdere fik et øget øje på betydningen af deres egen funktion, fortæller forskeren.