Ambulanceredder: Jeg kunne ikke drømme om at lave andet

Tidlig morgen den 2. januar 2019 sidder ambulanceredder Mikkel Lyndrup og hans makker i en ambulance i høj fart på vej mod Storebæltsbroen. Et tog er forulykket. Måske er det ramt af et modkørende tog, men de ved ikke meget, selvom de nærmer sig.

Han prøver at gennemgå i hovedet, hvad der venter dem derude på broen. Hvilke typer skader de formentlig vil møde, hvilket udstyr de vil få brug for, hvilke forholdsregler de skal tage, men uroen stiger i ambulancen. De kan ikke få fat på indsatslederne eller de andre på stedet. Ingen svarer – hvad kan der være sket? Er der kommet et tog mere, som har ramt dem? Er det terror? Politiet dirigerer ambulanceredderne over i modsatte kørebane med den besked, at motorvejen er lukket for trafik. Men noget er gået galt i politiets kommunikation, for pludselig kommer der modkørende biler i høj fart mod ambulancen.

– Så da vi endelig kommer frem, er jeg allerede ret rystet, og adrenalinen pumper. Synet, der møder os i den forreste vogn i det forulykkede tog, er ikke rart, men det er ikke noget, jeg ikke har set før. Jeg har været ude til mine voldsomme trafikulykker og mine mand-under-tog før, fortæller Mikkel Lyndrup. Men da det hele er overstået, og de kører derfra, er der alligevel noget galt.

– Jeg er vred og frustreret. Der var mange døde, og der var ikke meget, vi kunne stille op derude. Da vi kører, ser jeg en pressefotograf, der nærmer sig for at tage billeder af det hele, og så eksploderer jeg i raseri. Det plejer jeg altså ikke, så jeg kan godt mærke, at der er sket noget på den tur, siger han.

Efter ulykken må Mikkel Lyndrup have hjælp fra en psykolog til at ’få det hele på plads’, som han siger.

Vigtigt at du tør sige det

Otte mennesker omkom i togulykken på Storebælt, hvor et passagertog blev ramt af en trailer på et modkørende godstog. Det var i en anden skala, end han havde prøvet før, men det var ikke derfor, han havde brug for hjælp, mener han. Det var samspillet af de mange følelser: uroen for, om der var sket noget med kollegerne, skrækken over de modkørende biler, vreden over den dårlige kommunikation, frustrationen over ikke at kunne hjælpe flere på ulykkesstedet. Alligevel undrer hans kolleger sig, da han fortæller, at han går til psykolog.

– Hvorfor har sådan en garvet en som mig dog brug for det? Og tænk, at jeg tør fortælle om det. Det var måske den største forundring. Men det burde da være helt naturligt især i vores arbejde, at man har brug for hjælp indimellem, siger Mikkel Lyndrup.

Det kan psykolog og lektor Jesper Pihl-Thingvad fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut på Syddansk Universitet bekræfte. Han er leder af forskningsprojektet DUSA, som sammen med Region Syddanmarks ambulancetjeneste, Ambulance Syd, skal kortlægge psykologisk belastende hændelser for redderne og finde de støttetiltag, der aflaster dem bedst. Støtte er nemlig vigtig i forebyggelse af belastningsreaktioner som PTSD, forklarer han.

– Redderne oplever nogle voldsomme ting ind­imellem. Det er et grundvilkår i jobbet, som vi ikke kan fjerne. Men støtten kan vi gøre så god og omhyggelig som muligt, så de ikke bliver mere belastede end nødvendigt, forklarer Jesper Pihl-Thingvad om et af projektets hovedformål.

Det er således at skabe en fast struktur for, hvornår der skal etableres støtte til en medarbejder som Mikkel Lyndrup, og skabe en kultur, hvor det er naturligt at bede om hjælp, når der er behov for det.

Bestemte hændelser udløser støtte

Forskerne bag DUSA har afdækket de hændelser, redderne igennem tiden har oplevet og selv vurderet som psykisk belastende eller krævende. Forskerne har analyseret i alt 1.100 fortællinger, som de derefter har inddelt i 28 overordnede kategorier. Så ved ledelsen i Ambulance Syd, hvilke typer hændelser der skal udløse en samtale eller lignende.

Det sker automatisk ved hændelserne ’uventet døde børn’, ’ulykker med mere end to omkomne’ og ’trusler med våben’. Ved de 25 andre typer situationer bliver man ringet op af en vagthavende, der spørger ind til hændelsen og hører, hvordan redderen har det. Derefter vurderes det, hvad man har brug for.

Typen af hændelser minder om de samme, der blev identificeret hos politifolkene. Det er ifølge Jesper Pihl-Thingvad ikke tilfældigt. Der er nemlig også overlap til lignende undersøgelser blandt ambulancereddere i USA og Tyskland.

– Det er derfor nok situationer, som mennesker generelt vil betragte som psykisk belastende – hvis ikke i hele verden, så i hvert fald i den vestlige verden. Vi mener derfor, at vi har ramt rigtigt i vores afgrænsning af de mest belastende hændelser, siger han.

Vigtigt med støtte

Det næste skridt i projektet er at undersøge, hvilke typer støtte der har den bedste forebyggende virkning på redderne. I Ambulance Syd undersøger og evaluerer forskerne derfor seks forskellige støttetilbud i arbejdet. Akut debriefing med enten en psykolog eller en leder lige efter en voldsom hændelse. Formelle samtaler med en leder, som er efteruddannet i krisestøtte. Formel støtte fra kolleger, som er uddannede i krisestøtte.

Denne støtte kan vare i længere perioder, hvor den, der har været ude for hændelsen, ikke længere er i den akutte fase. Uformel støtte fra en leder, uformel støtte fra en makker, som man har et tæt samarbejde med. Endelig måles der også på støtte i privatlivet fra ægtefælle og venner samt hjælp fra egen læge, privatpraktiserende psykolog eller anden behandler.

– Vi kigger efter, hvad der virker, og om vi kan se et mønster i, hvornår man skal sætte ind med støtte. Men man skal huske, at uanset hvilke støtteordninger man har, så bliver de ikke brugt, hvis ikke medarbejderne tør sige, når de har det svært, siger Jesper Pihl-Thingvad.

Det er Mikkel Lyndrup enig i. Det er vigtigt at få snakket og ’tømt rygsækken’ en gang imellem.

– Jeg har været redder i 22 år, og når det hele gøres op, er det bare verdens bedste job, fordi man får lov til at hjælpe mennesker. Men der er da hårde dage, hvor jeg fortryder, at jeg laver det, jeg gør. På de dage skal han og kollegerne være bedre til at åbne op og fortælle, hvad de tænker, synes han.

– Mange gange går man ellers og tænker, at ’det er bare mig, der er sart’ eller ’jeg kan ikke passe mit arbejde længere’. Men så får man lige vendt det med makkeren, som siger: ’Jamen, det kan jeg godt forstå, du blev påvirket af, det var også virkelig ubehageligt,’ og så er det pludselig mindre farligt.

Han er derfor ikke i tvivl om, at man med DUSA og det øgede fokus på de belastende hændelser er på rette vej, og der er sket meget, siden han overraskede de andre i frokoststuen ved at fortælle om sine psykologbesøg efter storebæltsulykken.

– Vi er slet ikke i mål endnu, men det flytter sig rigtig meget hver dag.