Vi skal se på det daglige slid
-
Nogle arbejdssituationer kan ende med alvorlige psykiske konsekvenser og sygefravær. I nogle jobtyper er der større risiko for traumatisering og PTSD.
-
Men er der forskel på, om man selv har været i livsfare, oplevet voldsomme hændelser – eller har hørt om og set billeder af det? Det forsøger en tværgående forskningsgruppe i Odense at finde svarene på.
-
I dette tema præsenterer vi tre forskningsprojekter om arbejdsmiljøet for anklagere, ambulancereddere og politifolk.
Hvorfor udvikler nogle PTSD-lignende symptomer på arbejdsmarkedet? Det er en gruppe forskere på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital
og Psykologisk og Klinisk Institut på Syddansk Universitet i gang med at finde årsagerne til.
Fra forskellige vinkler og i forskellige dele af arbejdsmarkedet forsøger de at indkredse de symptomer, der oftere rammer medarbejdere med ’følelsesmæssigt høje krav’ end andre. I spidsen for gruppen står ledende psykolog Jesper Pihl-Thingvad. Han fortæller, at man simpelthen manglede viden på området i mødet med patienter.
– I klinikken mødte vi flere, der kom med de her enslydende symptomer. De var udbrændte, deprimerede, de orkede ikke mere. Det lignede ofte PTSD, men de kunne ikke fortælle om entydige voldsomme, livstruende oplevelser – højst tilbagevendende oplevelser med utryghed eller ubehag, fortæller Jesper Pihl-Thingvad.
Fokus på det daglige slid
Der har tidligere ikke været særligt fokus på denne side af det følelsesmæssigt belastende arbejde. Indstillingen har været, at ’det skal man kunne holde til – ellers må man lave noget andet’, fortæller han. Undersøgelser på det socialpædagogiske område og i psykiatrien, som tidligere er beskrevet her i Magasinet Arbejdsmiljø, har vist, at hyppige mindre hændelser på sigt kan udvikle sig og give PTSD, hvis de ikke bliver håndteret undervejs.
Jesper Pihl-Thingvad mener derfor, at vi skal begynde at se mere på det daglige slid på nervesystemet end på de enkelte voldsomme begivenheder, man hidtil har fokuseret på.
– Når ambulancereddere og politifolk selv skal beskrive en belastende begivenhed, er det ikke alt sammen død og ødelæggelse. Det kan også være at skulle håndtere en borger med psykisk sygdom, en ulykkelig pårørende, eller at der står nogle og filmer dig, mens du arbejder. Det er dagligdags hændelser, og dem skal vi til at have mere fokus på.
Primær eller sekundær traumatisering
Inden for traumepsykologien har man skelnet mellem primær traumatisering og sekundær traumatisering. Primær traumatisering har længe været den, der kan ske, når en person har været udsat for fare, for eksempel i en ulykke. Andre – det vil sige vidner eller ambulancefolk på ulykkesstedet – kan opleve sekundær traumatisering. Den skelnen er man dog på vej væk fra, forklarer Jesper Pihl-Thingvad, da symptomerne minder så meget om hinanden, at det ikke giver mening at skelne.
Til gengæld har undersøgelser i de senere år vist, at blandt andre pårørende til PTSD-ramte krigsveteraner og psykologer, der behandler torturofre, selv kan få PTSD-lignende symptomer – udelukkende på grund af de beretninger, de hører.
– Her giver det måske mere mening at tale om sekundær traumatisering. Det er også derfor, vi er i gang med den store undersøgelse af landets anklagere. De har haft fokus på stress og udbrændthed, men måske skal vi begynde at se det med disse briller i stedet, siger han.