Anklagerne: Voldsomme ­sager er med til at belaste

Et forskningsprojekt er i gang med at undersøge arbejdsmiljøforholdene for landets anklagere. Anklagerne ligger højt på listen over faggrupper, der rammes af udbrændthed, og forskningsprojektet har fokus på, hvad der presser dem. Samtidig sætter flere politikredse ind med mentorordninger og lignende for at støtte de pressede anklagere.

Mange anklagere fortæller selv om et ansvarsfuldt arbejde under stort tidspres på grund af travlhed, når en måske lang og kompliceret efterforskning skal præsenteres for retten, og om store faglige forventninger til, hvordan en retfærdig retssag skal foregå. Men derudover ligger der måske også en mere skjult belastning, som forskningsprojektet ADAPT (Arbejdskrav blandt Danske Anklagere og Psykisk Trivsel) fra Institut for Psykologi på Syddansk Universitet, SDU, vil belyse.

Forskerne vil blandt andet undersøge, om de voldsomme sager, der af og til forekommer i landets retssale, på sigt kan give såkaldt sekundær traumatisering. Og gør det en forskel, hvis sagsakterne indeholder mange billeder og videoer? Lederen af det nye forskningsprojekt, psykolog og ph.d. Maria Louison Vang fra SDU, vurderer, at svaret på, hvorfor anklagerne ofte lider under dårligt arbejdsmiljø, nok skal findes et sted i et miks af det hele.

– Vi ved fra anden forskning, at kombinationen af følelsesmæssigt høje krav og høje kvantitative krav øger risikoen for traumatisering og udbrændthed. Forskning i sekundær traumatisering fra udlandet tyder på, at man kan blive mere modtagelig, når man møder de voldsomme sager, hvis man er presset fra andre sider også. Med dette projekt forventer vi at blive klogere på denne sammenhæng, forklarer Maria Louison Vang.

Får symptomer, der ligner PTSD

Undersøgelsen er – som de øvrige undersøgelser i dette tema – blandt andet et forsøg på at forstå begrebet sekundær traumatisering. Begrebet er blevet brugt til at beskrive, hvordan professionelle og pårørende, som ikke selv har været udsat for en traumatisk begivenhed, alligevel udvikler symptomer på PTSD på grund af deres relation eller arbejde med traumatiserede mennesker, eller fordi de er i berøring med potentielt traumatiserende materiale.

Udenlandske undersøgelser især fra USA og Canada viser, at advokater generelt har en øget risiko for at udvikle PTSD-lignende symptomer i forhold til andre sammenlignelige faggrupper. Nogle undersøgelser har fundet mellem 9 og 15 procent, som rapporterede symptomer svarende til screeningskriterierne for en PTSD-diagnose, blandt amerikanske advokater og mellem 39 og 43 procent, der rapporterede symptomer på en depression.

Andre undersøgelser fra udlandet viser også, at typen af sager kan have indflydelse på risikoen for at udvikle traumer. De viser således, at hvis man arbejder med såkaldt ’traumerelaterede sager’ – det vil typisk sige sager, der omhandler vold, drab, voldtægter og andre overgreb – kan det være med til at forudsige, om man får symptomer på posttraumatisk stress.

– Vi ved, at sekundær traumatisering kan udvikle sig som følge af indirekte eksponering for vold eller andet voldsomt indhold. Det kan være billeder, lyd- eller videoklip eller vidneforklaringer, som er stærkt ubehagelige, og det kan føre til udviklingen af symptomer, som ligner PTSD, forklarer Maria Louison Vang og fortsætter:

– Vi formoder derfor, at visse danske anklagere er i risiko for at mistrives på arbejdspladsen som følge af primær eller sekundær traumatisering eller udbrændthed, og at det kan hænge sammen med både måden, de arbejder på, og det, de eksponeres for.

En lignende undersøgelse er ikke tidligere gennemført i Danmark. I projektet bliver anklagerne fulgt over længere tid med spørgeskemaer, der spørger ind til, hvordan de har det, hvordan det psykosociale arbejdsmiljø er på arbejdspladsen, og om der er støtte at hente. Der spørges også ind til typen af sager, de sidder med, og hvilke typer materialer de eksponeres for.

Formålet er som nævnt at finde ud af, om anklagere i Danmark også har en øget risiko for at udvikle PTSD-lignende symptomer, om der er øget risiko, hvis man i forvejen er stresset eller føler sig udbrændt, og om der er en sammenhæng mellem symptomerne og den type sager, man arbejder med, og den type materiale, der indgår i sagerne.
 

– Når vi følger anklagerne over længere tid, får vi ikke kun et øjebliksbillede, men også mulighed for at undersøge, hvad der går forud for udbrændthed og eventuelt sekundær traumatisering, og hvordan udviklingen af lidelserne interagerer med hinanden og de formodede risikofaktorer over tid. Det vil sige, i hvor høj grad det er mængden af sager, der slider, og i hvor høj grad det er typen af sager. Det er derfor, vi spørger til både de følelsesmæssige og de kvantitative krav, forklarer hun.

Få traumatiserede – mange udbrændte

Der er omkring 1.000 anklagere i Danmark, der har den vigtige opgave at føre sager om kriminalitet for retten og præsentere politiets efterforskning. 

Maria Louison Vang kendte dog ikke meget til arbejdet som anklager, da projektet tog sin spæde begyndelse i 2019.

– Arbejdsforholdene hos anklagerne er anderledes end hos de andre faggrupper, jeg har undersøgt, så første trin var at finde ud af, hvad der kendetegner en arbejdsdag dér, fortæller hun.

Forskerne fra SDU gennemførte derfor i 2019 en pilotundersøgelse, hvor de undersøgte forholdene. Der blev blandt de undersøgte anklagere ikke fundet flere med PTSD-symptomer end blandt gennemsnitsbefolkningen, omkring én procent, men udbrændtheden så ud til at være forhøjet: 47 procent var i risiko for udbrændthed i screeningen. Til sammenligning viser en befolkningsundersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i 2004, at omkring 22,5 procent af befolkningen generelt er i risiko.

Udbrændtheden er ifølge Maria Louison Vang værd at fokusere på. Den kan i sig selv være en alvorlig tilstand, der kan føre til sygefravær og jobskifte, og anden forskning viser, at udbrændthed i visse tilfælde kan forudsige eller går forud for sekundær traumatisering. I det igangværende projekt kan forskerne fra SDU følge udviklingen af eventuelle symptomer og se dem i sammenhæng med det, anklagerne eksponeres for over tid.

Forskerne vil med den nye undersøgelse brede nettet ud til at omfatte alle landets anklagere og en del administrativt personale – i alt 1.300 medarbejdere.

Stort pres som ny anklager

Anklagerne melder ofte om at være presset mellem høje faglige forventninger på den ene side og manglende ressourcer på den anden og om frygten for at få en overfusning af en dommer eller forsvarer, hvis man er dårligt forberedt. I den indledende pilotundersøgelse var disse bekymringer en medvirkende årsag til stress og udbrændthed.

En anklager skriver: ’Jeg oplever meget lidt problemer med indholdet af sagerne. De generer mig generelt meget lidt, og oftere er det efterforskningstekniske problemer eller ’fuckups’, som irriterer mig, mere end det er, hvad ofrene har været udsat for.’

Hos Østjyllands Politi kan specialanklager Kira Spohr Riechers bekræfte billedet af, at der hviler et stort pres på mange af hendes nyansatte kolleger, og at fokus oftere er på processen end på ofrene.

Siden 2021 har hun haft titlen ’specialanklager med ansvar for faglig udvikling af anklagerfuldmægtige’, hvilket vil sige, at hun skal klæde de nyansatte – og ofte relativt nyuddannede – anklagere på til jobbet. Det er en nyoprettet stilling hos Østjyllands Politi, hvor man gerne vil gøre det mere trygt at begynde som ny anklager. Lignende initiativer ser hun dukke op flere steder.

Ét er nemlig at have fuldstændig styr på juraen. Det er noget helt andet at stå i et retslokale med rigtige mennesker, store følelser og en direkte modpart, der nogle gange ikke lægger fingrene imellem, forklarer Kira Spohr Riechers.

– Mange forventer, at de skal kunne det hele, når de starter, og at de skal være særligt robuste. Men det er mennesker, vi sender i retten – ikke maskiner – og selvfølgelig kan man blive følelsesmæssigt berørt af en sag eller af et forløb i retten, siger hun og fortsætter:

– Min opgave er at tage udgangspunkt i den enkelte medarbejder, så de kan finde ro og føle sig trygge i rollen som anklager, for man kan være anklager på mange måder. Er der et forløb eller en sag, der har påvirket anklagerne, tager hun efterfølgende en ’ventilerende samtale’ med dem, hvor de kan få luft for deres frustrationer eller usikkerhed. Ellers er hendes rolle især at klæde dem på inden retssagen, så de er forberedte på overraskelser og modgang.

Et konfliktfyldt rum

Grunden til, at det ofte er rollen som anklager, der presser de nyansatte, er formentlig, at de som nye er meget fokuserede på at lære at mestre processen og den rolle, de forventes at varetage, og blive klædt på til at kunne tage de beslutninger, der skal tages på stedet.

I en retssag er det således anklageren, der skal føre sagen. Hvis der sker noget uventet – et vidne dukker ikke op, eller der er ikke mere tid tilbage – så hviler alles øjne på anklageren, der skal beslutte, hvad der nu skal ske. – Men når de så står i retssalen, kan det ændre sig.
 

Her kan man mærke, at der kan være rigtig meget på spil for de involverede, både den anklagede, vidner, ofre og pårørende, og det kan man ikke altid undgå at blive påvirket af, siger Kira Spohr Riechers og fortsætter:

– En retssal er et konfliktfyldt rum, og det skal man kunne holde ud at være i. Ja, man skal endda helst synes, det er spændende. Ellers får man det svært i jobbet.

Vigtigt, med mening og arbejdsglæde

Der er også en række forhold i arbejdet, der kan beskytte den enkelte mod at blive udbrændt eller på sigt traumatiseret, forklarer Maria Louison Vang.

I den internationale litteratur er en vigtig beskyttende faktor således noget så enkelt som arbejdsglæde og følelse af mening i arbejdet – at man kan gøre en forskel. Meningen findes dermed tit sammen med belastningen.

– I mange af de job, hvor man arbejder med syge, traumatiserede eller lignende, taler man for eksempel om ’compassion satisfaction’, altså glæden ved at kunne hjælpe andre og den tilfredsstillelse, det giver at være den, der har en trøstende skulder eller et medfølende ord. Hos anklagerne har man ikke på samme måde en tæt og følelsesmæssig involvering, forklarer Kira Spohr Riechers.

– Man skal huske på, at vi ikke arbejder for ofrene, men for samfundet, og vi møder som udgangspunkt først de involverede i retssalen. Så der er ikke den samme involvering i personerne, men selvfølgelig har det en betydning, hvilken oplevelse de involverede har haft, og om man har gjort en forskel, siger hun.

Andre henter netop følelsen af mening i de voldsomme sager, de behandler. I Maria Louison Vangs indledende undersøgelse udtaler en anklager:

’Det er en præmis for mig, at jeg selvfølgelig føler og husker de værre sager, men jeg føler mig ikke besværet deraf – jeg føler mig bekræftet i vigtigheden af mit arbejde.’