ARBEJDSGLÆDE: Er du glad for dit arbejde – og hvorfor mon?

TEMA: Arbejdsglæde 21. mar 2022 - 2 min læsetid
This describes the image
Foto: Ulrik Jantzen
  • Kan du sætte ord på, hvad arbejdsglæde er for dig? Læs med på de kommende sider og se, hvad forskningen siger om begrebet.

Er du glad for dit arbejde, og synes du, det er dejligt at møde kollegerne om morgenen? Eller lister du direkte ind på kontoret og tæller ned til fyraften, allerede når du møder?

Arbejdsglæde er den positive følelse, du får, når du tænker på dit job, og når du udfører dine opgaver. Eller den følelse, du måske ikke får. Måske mærker du arbejdsglæde, når du får ros og anerkendelse, eller når du har en god snak med en kollega.

Spørger man danskerne, i hvilken grad arbejdet giver selvtillid og arbejdsglæde, ligger gennemsnittet på 3,8 på en skala fra 1 til 5, hvor 1 er ´i meget ringe grad´ og 5 er ´i meget høj grad´.

Det viser den nyeste undersøgelse af danskernes arbejdsmiljø og helbred fra 2018, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, står bag. Gennemsnittet på 3,8 ligger i den høje ende af ´i nogen grad´ og er uden store udsving, når man kigger på køn og alder.

Statistikken viser, at ledere, læger samt undervisere og forskere ved universiteter oplever størst arbejdsglæde. Allermindst arbejdsglæde oplever bude og kurerer og dernæst nærings- og nydelsesindustriarbejdere og de såkaldte præcisionshåndværkere.

Men præcis hvad er det så, der giver os lysten til at dukke op på jobbet hver morgen?

Ifølge seniorforsker Thomas Clausen ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er arbejdsglæde et produkt af et godt psykosocialt arbejdsmiljø:

– Arbejdsglæde er ikke bare den umiddelbare tilfredsstillelse, vi kan få ved at passe vores arbejde. Arbejdsglæde er et resultat af et godt arbejdsmiljø og af et vedvarende arbejde med at skabe det rum, hvor vi kan trives og være produktive gennem et langt arbejdsliv, siger Thomas Clausen.

Et godt psykosocialt arbejdsmiljø handler om indflydelse, gode relationer til kolleger og ledelse, tillid og retfærdighed og mening i arbejdet. At man hjælper hinanden som kolleger, hvis der er brug for det. Og om en tilpas mængde arbejdsopgaver og krav i arbejdet. Hverken for mange eller for få.